Sæbeoperaer kan skade din hjerne, hævder forskning

Ifølge neurolog Erwin Höllinger kan det, der sker i vores hjerner, når vi ser sæbeoperaer, være virkelig farligt. I denne artikel fortæller vi dig hvorfor.

Det kan overraske dig, at noget så tilsyneladende harmløst som sæbeoperaer kan skade et så komplekst organ som hjernen. Men det ser ud til, at det kan være sandt. Denne påstand kommer fra Erwin Höllinger, professor og neurolog ved universitetet i Salzburg (Østrig).

Sæbeoperaer er serier af den melodramatiske genre. De produceres i store mængder og har en tendens til at have et stort publikum. Faktisk udgør de en industri med mange millioner dollars. Desuden bruges sæbeoperaer som middel til kulturel penetration.

Disse programmer er kendetegnet ved overdrivelse af følelser og dramatisering af situationer. De har en tendens til at bevæge sig mellem det romantiske, det cheesy og det farlige. De introducerer normalt visse situationer i handlingen for at skabe spænding, så seeren bliver hængende. Men hvorfor skader de hjernen?

Sæbeoperaer og videnskab

Erwin Höllinger hævder, at sæbeoperaer kan være lige så skadelige som stofmisbrug. Han mener, at de kan forårsage “generel apati, irritabilitet, personlighedsforstyrrelser og endda demens”. Hvorfor ser han dem som en sådan trussel?

Melodramatiske sæbeoperaer har et plot, der afspejler en gruppe menneskers fiktive liv. Deres mål er ikke at kritisere eller informere publikum socialt. Faktisk søger de blot at underholde. Denne form for motivation betyder, at de i mange tilfælde behandler dybtgående emner på en yderst overfladisk eller forenklet måde.

De har f.eks. ikke tendens til at skildre karakterer med dybde, men vælger i stedet stereotyper. Det ender med, at publikum let identificerer sig med disse figurer. Det er spejlneuroner, der er ansvarlige for dette. De skaber en bias, hvorved hjernen kommer til at tro, at de samme regler og mekanismer fungerer i fiktion som i virkeligheden.

Af og til udvikler vi måske en så stærk forbindelse med en af figurerne, at vi føler, at det, der sker med dem, sker med os selv eller en af vores kære. Derfor ender vi med at “hade” den “onde”, synes om den “gode” og ønske henholdsvis straf og belønning for dem. Så meget, at vi måske endda ender med at tale om disse karakterer, som om de var familie.

Sæbeoperaer og hjernen

Denne effekt af identifikation med karaktererne i sæbeoperaer formidles af spejlneuroner. Dette kan skabe en fremmedgørende effekt, og vores opfattelse af virkeligheden bliver forvrænget til en vis grad. Samtidig udklækkes og bekræftes vores følelser og værdier i en række ekstreme situationer.

Identifikationen fører til, at vi oplever vrede over det forræderi, som karaktererne lider. Den inviterer os til at følge deres ønske om hævn sammen med deres bekymringer, depressioner, angst osv. Stillet over for disse sæbeoperaer producerer vores hjerne kortisol eller adrenalin. Det er den slags underholdning, der bringer os ud af balance, fordi den leger med vores følelser.

Hjernemad

Vores hjerner ernærer sig af det, der når frem til dem. Det kan være stimulering fra sanserne eller glukose fra fødeindtagelse. Hvis næringsstoffet er sæbeoperaer, er resultatet derfor det samme som det, der produceres i en krop, der får brændstof fra en ubalanceret kost.

En test udført af det nationale center for evaluering af videregående uddannelser (Ceneval) i Spanien viste, at unge, der ser melodramatiske sæbeoperaer, ofte opnåede 12 point mindre i gennemsnit ved optagelsesprøverne sammenlignet med dem, der så andre typer programmer.

I jagten på underholdning viser sæbeoperaer ofte en forvrænget version af livet. De ses som en form for moderne fortællinger for voksne. Historien om gode og onde fyre, hvor de gode fyre normalt vinder, eller i det mindste de onde fyre ikke vinder. Handlingen bruger universelle temaer som f.eks. kærlighed, frygt, ære, retfærdighed eller hævn.

Efterhånden som historien udfolder sig, har vi tid til at opleve følelser i takt med karaktererne. Faktisk er nogle af os endog rigtig kede af det, når en sæbeopera slutter. Vi har en tendens til at savne hovedpersonerne og føler måske endda, at vores liv har mistet en vis mening uden dem.