Der var engang en prinsesse, som kunne redde sig selv

Der var engang en prinsesse, som kunne redde sig selv. Hun var en anonym prinsesse. Den slags. der går på gaden hele dagen og hverken er bange for solen eller vinden. Den slags, som snubler, men også den slags, som rejser sig op. Som samler på frygt, men også på sejre og interessante hemmeligheder. Ingen taler om hendes værd, men det er der ikke brug for. For hun har skrevet det på sit hjerte.

Hun behøvede ikke nogen modig prins, da hun, i stedet for at krybe sammen i et hjørne i sin celle, havde modet til at kigge ud af vinduet og kigge efter dragens svage punkter. Hun kunne redde sig selv. Hun havde nemlig studeret kemi og vidste, hvordan hun kunne fremstille en hurtig, effektiv modgift mod giften. Hendes mod kom indefra og ikke fra udvendig inspiration. Hun opildnede sit mod ved at handle i stedet for at vente.

Vi taler om en prinsesse, som går gennem livet med åbne øjne…

En prinsesse, som kunne redde sig selv

Hun kunne redde sig selv, fordi hun havde forældre, der forstod, at hun havde et enormt potentiale. De plejede glædeligt hendes drømme, selvom der ikke var meget lyserødt eller lilla i dem. Selv da hun var en lille pige, drømte hun aldrig om at lege med dukker eller farve og rede sin dukkes hår. De havde ingen problemer med det, da de aldrig følte, at hun gik glip af noget væsentligt.

Hun kunne redde sig selv, fordi hun ikke var naiv og genkendte sin bedstemor i det sekund, hun så hende liggende i sengen. Ulven havde ingen chance for at æde hende. Det var prinsessen selv, som fik fat på jagtgeværet og gik i kamp. Det var hende, som lagde ham i håndjern og bragte ham til historiens politistation. En efter én fangede hun alle disse onde karakterer, der sejrede over prinsen.

En prinsesse, som ikke behøvede nogen

Hun havde selvfølgelig brug for mennesker. Men aldrig en prins, som læste op fra det samme manuskript, som de andre læser op fra i deres tilsyneladende uskyldige historier. Hun havde brug for folk omkring sig, dødelige med utallige mangler, som kunne hjælpe hende. De ville give hendet valget om, hvad hun skulle gøre. Nogle gange ville de vise hende det bedste at gøre. Men hun havde aldrig brug for, at nogen skulle gøre noget for hende. Men hvis nogen gjorde det alligevel, så ville hun ikke tøve med at takke dem og endda gengælde tjenesten.

Prinsessen, som kunne redde sig selv, forstod, at vi lever i en verden, hvor gensidighed virker og er forventet. Men i den gensidighed behøvede hun ikke altid at være den, de belønnede med kys og kærlighed. Det kunne også være hende, som belønnede med kys og kærlighed. Hun var en frelser, fordi hun var meget god til det.

Hun gjorde det hver dag, når hun tog hen på hospitalet, tog sin hvide kittel på og kæmpede mod sygdommen, der levede inde i andres kroppe. Hun tænkte på en verden, hvor ingen mand kiggede på hende over sin skulder og ingen kvinde så ned på hende for at være den, hun var. En verden, hvor en masse ting var imod hende, såsom træthed eller mangel på ressourcer, men aldrig hendes køn.

En prinsesse, som var stolt af, hvem hun var

Prinsessen, som kunne redde sig selv, var stolt af sin følsomhed. Der var dele af hendes krop, hun ville have designet anderledes. Men hun mente stadig, at der var noget fantastisk over hendes næse og ører. De gjorde hende unik og fungerede så perfekt, at de lod hende dufte eller høre andres hjerteslag. Med tiden lærte hun at elske og værdsætte alt, hun havde fået. Selv hvis det ikke nødvendigvis var det, hun havde ønsket.

Hun læste engang en besked hugget ud i sten, der sagde, at det er et tegn på intelligens at elske, hvad man ikke kan ændre. Den besked blev hos hende. Det blev hos hende ligesom den besked malet på væggen på den togstation, hun besøgte hver dag på vej på arbejde: “der er liv før døden.”

Lige siden tog hun beskeden til sig uden at tænke i sit hjerte, at hun var noget helt specielt. Hun tænkte blot, at det, hun gjorde, var grundet hendes evner. Og sådan reddede denne tilsyneladende skrøbelige prinsesse sig selv. 

Billeder af Shara Limone