Postvention: Når selvmordsforebyggelse fejler

Selvmordsforebyggelse

Det er vigtigt for alle, som oplever at have selvmordstanker, at vide, at de har nogen, de kan henvende sig til for at få hjælp. Det skal være nogen, de kan stole på og kan dele deres problemer med uden frygt for stigmatisering. Det er ligeledes altafgørende, at de søger hjælp hos en professionel, som kan anbefale en passende forebyggende behandling.

Husk: Selvmord er en permanent løsning på et eller flere problemer, som næsten altid er midlertidige. Blot fordi der ikke synes at være en løsning lige nu, betyder det ikke, at der ikke kan findes en i morgen.

Det kan være meget hjælpsomt for en person at identificere de situationer, som udløser en krise. Med andre ord skal de finde årsagerne til selvmordstankerne for at kunne forstå, hvornår en krise vil kunne opstå.

At finde en slags “beredskabsplan” med eller uden en nær ven eller læge kan hjælpe med at reducere sandsynligheden for, at personen vil forsøge selvmord i fremtiden. Denne plan kan bestå af følgende (bemærk, den er vejledende):

• Advarselssignaler.
• Støtte-netværk: Navne på betroede personer, sammen med kontaktinformationer, så de kan kontakte dem i en nødsituation eller forestående selvmordsforsøg.
• Faste holdepunkter: Personer eller grunde til, at livet er værd at leve.
• Forebyggende forholdsregler: At søge alternative løsninger, samt fjerne evt. objekter, som vil kunne bruges til selvskade.
• En liste over nød-telefonnumre på døgnåbne hjælpelinjer for selvmordsforebyggelse.
• En påmindelse om at ringe 112 eller tage på skadestuen, hvis de førnævnte ting ikke har virket, og risikoen for selvmord er nært forestående.

Postvention: Når alt andet fejler

Som allerede nævnt består postvention af at tilbyde social, psykologisk og institutionel støtte til pårørende til personer, som har begået selvmord. Disse mennesker skal støttes og hjælpes til at sørge på en sund måde. Det skal ske, alt imens man håndterer eventuelle risikofaktorer, som vil kunne komplicere sorgprocessen.

Alle sørger forskelligt, og sorg efter et selvmord er ofte anderledes end andre former for sorg. Der er ingen rigtige eller forkerte reaktioner – alle følelser er helt normale og acceptable (chok, benægtelse, skyld, skam).

Efter et selvmord er det almindeligt for familie og venner at spørge “hvorfor” (hvorfor gjorde de det, hvorfor hjalp jeg dem ikke?) og at tænke “hvis bare” (hvis bare, jeg havde set det, hvis bare, de havde bedt om hjælp).

Imens de fortsætter med at komme over sorgen, begynder de at forstå, at selvom selvmord i nogle tilfælde kan forhindres, er der andre, hvor intet indgreb kan forhindre deres død. De kunne ikke have ændret på, hvad der skete. Sorgprocessen ender, når de nærmeste forstår, at de aldrig vil få besvaret alle deres spørgsmål. Nogle gange vil de aldrig helt kunne forstå, hvorfor deres kære tog deres eget liv.

Accept er den bedste måde at komme igennem et tab på. Hvor svært det end kan være, er man nødt til at respektere dette menneskes beslutning. De skal ikke længere anklages for den smerte, de har forårsaget.

De pårørende kan endelig begynde at tilgive både den afdøde og dem selv. Dog kan skyldfølelser stadig forekomme på trods af accept og tilgivelse.

Aflivning af myter om selvmord: Grundlæggende strategier for postvention

Emnet, selvmord, er indhyllet i myter, og er stadig meget tabubelagt. Resultatet er ofte, at familie og venner til personen, som har begået selvmord, har mange modstridende følelser. Ligesom tristhed ser vi ofte følelser som vrede og raseri. Skam er også almindeligt og kan føre til, at man skjuler de sande årsager til selvmordet af frygt for at blive dømt.

Det er vigtigt for postvention at benytte psykosocial støtte og strategier til psykoedukation. Disse er strategier relateret til de reaktioner og følelser, som mange har i løbet af sorgprocessen, såvel som måder til at imødekomme samfundskritik. Det er også vigtigt at lade familie og venner vide, at de har ret til ikke at tale, hvis det er det, de har behov for.

Først og fremmest kan aflivning af myter om selvmord hjælpe med at reducere modstridende følelser, samt frygten for at blive dømt. Nogle almindelige misforståelser er:

• Det kan føre til selvmord at tale om selvmord.
• Selvmord kan ikke forhindres, fordi personen ønsker at dø.
• Selvmord er fejt/modigt.
• Personer, som tager deres eget liv, gør det for at få opmærksomhed.
• De, som er seriøse om at begå selvmord, taler ikke højt om det.

Konklusion

Personer, som forsøger selvmord eller ønsker at tage deres eget liv, fortjener og har brug for hjælp, ligesom personerne omkring dem. Det er vigtigt ikke at glemme dem, som har mistet nogen til selvmord. Hvis sorgprocessen per definition er svær og smertefuld, gælder det endnu mere for selvmord.

Ofte hænger det sammen med skyld- og skamfølelser, som kan være meget vedholdende og modstandsdygtige overfor intervention.

Det kan skabe problemer fremadrettet, hvis ikke man sørger ordentligt. Uden de nødvendige ressourcer og støtte kan det endda føre til depression.

Derfor er det vigtigt, at vi ikke blot fokuserer på selvmordsforebyggelse, men også forbedrer de postventative metoder. Derudover skal vi blive bedre til at skabe bevidsthed om det i samfundet og ende det stigma, som griber fat i dem, som har mistet nogen til selvmord.