Planlagt forældelse og kundemanipulering
I 1901 blev en lyspære installeret på en brandstation i Livermore, Californien (USA). De tændte den og slukkede den aldrig. Det var for over 100 år siden og lyspæren fortsætter med at skinne som på den første dag. Denne pære er en refleksion af et fænomen, der kaldes planlagt forældelse.
Hvad er så særligt ved lige præcus dén pære? Sandheden er, at der ikke er noget særligt ved den. Den er mere eller mindre magen til dem, der blev opfundet af Thomas Alva Edison i 1881. Og de kunne holde i 1500 timer.
Pæren, der har skinnet i et århundrede, er bare en lidt forbedret udgave. Det naturlige spørgsmål er så, hvorfor har nogle tidlige teknologier overlevet bedre end deres nyere erstatninger? Husk på, at nye medier og teknologier burde være mere avancerede; er det så ikke logisk, at lyspærer i dag burde være bedre? Og ikke det modsatte?
Dette er endnu mere underligt, hvis vi ser på andre moderne maskiner. Gamle fjernsyne plejede at holde meget længere, end de nye gør. Det samme gælder næsten alle andre husholdningsmaskiner. Hvorfor? Svaret er simpelt. En pakt, lavet i 1924, har påtvunget hele verden planlagt forældelse.
“Udover at være en økonomi af overflod og spild, så er forbrugerisme også, og af præcis samme grund, en økonomi af bedrag. Det spiller på en irrationalitet hos forbrugere, og ikke på deres velinformerede beslutninger. Det spiller på at vække forbrugerens følelser, og ikke på at kultivere deres fornuft.”
-Zygmunt Bauman–
Hvad er planlagt forældelse?
Det er, når et produkts liv bliver begrænset, både kunstigt og overlagt. Det betyder, at fabrikanterne laver ting på en sådan måde, at de holder op med at virke efter en vis tid. Det er ikke, at disse produkter ikke kan fremstilles på andre måder. De produceres på denne måde præcis for at øge folks forbrug.
Hvis nogen køber et produkt, som virker i lang tid, så vil den person ikke erstatte det før om mange år. På den anden side, hvis tingen eller produktet forfalder forholdsvis hurtigt, så er forbrugeren nødt til at erstatte det ofte. Og så vil fabrikanten kunne sælge flere.
Pærer er ikke det eneste eksempel på planlagt forældelse. Nylonstrømper er et andet eksempel. De plejede at holde i over et år ad gangen. Nu til dags kan kvinder knap nok gå med dem mere end én gang.
Konspiration og andre former for forældelse
Der er en masse beviser, der peger på en magtfuld gruppe industrialister, der samledes til jul i 1924, i Genéve (Schweiz). Gruppen var kendt som “Phoebus Kartellet”. En af deres første aftaler var at forbyde en patenteret pære, der kunne holde i 100.000 timer. På samme måde lavede de en pakt om at indføre planlagt forældelse på en masse andre produkter.
Nu til dags er der mange fremherskende former for planlagt forældelse. Her er nogle eksempler:
- Forældelse af funktion – Funktionaliteten i et produkt øges gradvist, så kunden er nødt til at købe nye modeller.
- Forældelsen af kvalitet – Ting, der holder op med at fungere ordenligt efter en vis mængde tid eller brug.
- Forældelse af ønskelighed – Mode og trends bliver manipuleret, så et produkt vil holde op med at være ønskeligt. Designs bliver forbedret eller nye detaljer bliver tilføjet, hvilket motiverer kunden til at “opdatere.”
På nuværende tidspunkt forbinder vi planlagt forældelse med følelser. Uafbrudt opdatering er planlagt med vilje, især når det kommer til teknologiske enheder. Dette skaber ønsket om at få den nyeste model af et produkt, også når det ikke kommer med nogle særlige forbedringer.
Genbrug er en form for frihed
Alt dette forbrug har det endelige mål at vedligeholde en stor salgsvolumen. Planlagt forældelse er en strategi til at opnå dette. Problemet er, at nu lægger folk ikke længere mærke til et produkts kvalitet eller brugbarhed. Der er ganske enkelt bare et behov for hele tiden at forbruge.
Det, der engang var en forbrugsmanipuleringsstrategi, er nu et behov. Folk har internaliseret planlagt forældelse. Nu vil de hurtigt af med deres brugte ting, og have dem erstattet med noget nyt. Det giver mange mennesker en følelse af tilfredshed, kontrol og endda styrke.
Mødt med alt dette bevis på manipulering opstod genbrugstrenden. Denne tilgang prøver at skabe en kultur med genbrug. Formålet er ikke kun at begrænse uhæmmet forbrug, men også at beskytte miljøet.
I sidste ende, så har genbrug også en psykologisk effekt. Det styrker en attitude fokuseret på at reparere i stedet for at smide ud. Det indrømmer, at ting kan være uperfekte og stadig brugbare og værdifulde. Måske kan dette også oversættes til en mere konstruktiv og human indstilling. For eksempel overfor de mange urørlige realiteter, som vi smider ud, når de bliver problematiske.
