Paradokset om Ouroboros og den evige tilbagevenden

Fysikken har ikke været afvisende over for spørgsmålet om paradokset om Ouroboros og den evige tilbagevenden. Faktisk mener to fysikere, at der findes en alternativ forklaring på universets oprindelse, og at den er cyklisk.

Paradokset om Ouroboros er et ret populært begreb. Men mange religioner, filosoffer og fysikere har talt imod det. Det henviser til en idé, som forskellige intellektuelle har arbejdet med, nemlig uendeligheden.

I det antikke Grækenland blev uendeligheden repræsenteret af et billede kendt som en “ouroboros”. Det er et billede af en slange med halen i munden. Faktisk er den ved at fortære sig selv.

Af denne figur opstår paradokset, som udtrykkes på følgende måde: “Hvis en slange først spiser sin hale og derefter ender med at sluge hele sin krop, hvor er så slangen?”

Forholdet mellem det begrænsede og det uendelige

Paradokset om Ouroboros henviser til dette spændte forhold mellem det begrænsede og det uendelige. Også til det cykliske i tilværelsen og alt, hvad der eksisterer. Det udfordrer begrebet lineær tid, hvor vi bevæger os fremad og efterlader alting bag os.

Ouroboros-figuren er en metafor for mødet mellem begyndelsen og enden på samme sted. Ud fra dette perspektiv er der ingen reel begyndelse og slutning, men en evig gentagelse af cyklusser, hvor alting vender tilbage til sin oprindelse.

Derfor er tiden ikke lineær, så der findes et paradoks i at bevæge sig baglæns, og at gøre fremskridt ved at gå tilbage til begyndelsen.

Samtidig refererer dette til begrebet “uendelighed”. Dette er defineret som det, der ikke har nogen ende. Faktisk kan det forstås som noget, der er så omfattende, at det ikke har nogen grænser.

Men ifølge paradokset om ouroboros er grunden til, at det forstås som værende uden begyndelse og uden ende, at begyndelsen og slutningen er realiteter, der altid ender med at mødes.

Paradokset om Ouroboros og uendeligheden

Tiden er i paradokset om ouroboros repræsenteret som en cyklus. Det antyder, at hvert øjeblik i nutiden bliver opslugt af fremtiden. Slangen bider sig i sin egen hale og fortærer sig selv. Dette illustreres i selve menneskelivet: Det kommer fra ingenting og vender tilbage til ingenting med døden.

Den måde, vi måler tiden på, repræsenterer denne virkelighed. Urets pile starter fra et punkt og går en cirkulær rute, indtil de vender tilbage til det samme sted. Cyklussen gentages derefter i al evighed.

Det samme sker med hver uge, hver måned og hvert år. At et tal ændres fra det ene år til det andet er blot en kulturel proces. I bund og grund er de uendelige cyklusser.

Et interessant aspekt af alt dette er, at selv om ouroboros var et græsk symbol, som senere blev universelt, fandtes der også en version af det i den aztekiske kultur. Den eneste forskel var, at det var en fjerformet slange. Men konceptet var nøjagtig det samme. Det var uden tvivl et mærkeligt sammentræf.

Den evige tilbagevenden i paradokset om Ouroboros

De fleste orientalske kosmologier er baseret på dette princip om virkelighedens cykliske passage. I Vesten postulerede Frederick Nietzsche idéen om “den evige tilbagevenden”. Hans idé blev populær, men fandt kun ringe kontinuitet i andre filosoffers tænkning. Et sådant princip kan formuleres på to måder: En kvasimatematisk og en ontologisk.

Ud fra et matematisk synspunkt ville det være noget i retning af, at tiden er uendelig. Men universets stof og energi er begrænsede. Hvis det er tilfældet, er den måde, hvorpå stof og energi kombineres, endelig. Derfor vil den samme kombination i tidens uendelighed blive gentaget flere gange.

Med andre ord vil det, der har været, blive igen. Det er troen på, at f.eks. de molekyler, der udgør din krop, på et tidspunkt vil kombinere sig igen på samme måde og frembringe et andet væsen ligesom dig.

På den anden side er den evige tilbagevenden ud fra et ontologisk synspunkt en bekræftelse af livets forgængelighed. Vi bevæger os mod vores egen intethed. Carl Jung taler på sin side om “regeneration”, dvs. den proces, hvor man billedligt talt slår sig selv ihjel for at give sig selv liv. Dette er roden til vores ubevidste processer.

En alternativ forklaring

Som det sidste skal det siges, at fysikken ikke har været afvisende over for spørgsmålet om paradokset om Ouroboros og den evige tilbagevenden. Faktisk mener to fysikere, Turok og Steinhardt, at der findes en alternativ forklaring på universets oprindelse, og at den er cyklisk.

I deres hypotese er den såkaldte “mørke energi” nøglen til alting og skaber endeløse cyklusser, hvorved universet starter igen og igen med et “bang”. Måske er det faktisk tilfældet.