Neural synkronisering: Din hjernes orkester

Forbindelserne i din hjerne fungerer lidt som et stort orkester.

Har du nogensinde tænkt over, hvordan dine neuroner virker? Hvordan de kommunikerer med hinanden på tværs af din hjerne? Man kan sige, at neural synkronisering foregår som ved et orkester.

I de seneste årtier har der været en masse forskning i, hvordan hjernen fungerer. Eksperter har været interesseret i at forstå, hvordan dine neuroner skaber en følelse, en stemning eller opfatter virkeligheden. Det virker, som om der foregår en synkronisering af neuronerne.

I starten mente man, at nervesystemet havde en form for hierarki. En gruppe neuroner var for eksempel ansvarlig for at kode visse ting, som så blev delt med en mere specialiseret gruppe og til sidst blev det givet videre til den sidste neuron, der så skulle stå for at bearbejde al information under et.

Men denne specialiserede gruppe ville kræve et stort antal af specifikke neuroner, som ville gøre det umuligt at have på et sted. Et andet problem med denne teori var, at forklare alle de forskellige kognitive funktioner såsom opmærksomhed eller forventning.

Et andet forslag, det kunne virke på, er, at der foregår en synkronisering af neuronerne. Her virker hjernen som en decentral enhed. Den er i stand til at bearbejde forskellige informationer på en gang, hvor der bliver aktiveret flere områder på samme tid.

Den neurale synkronisering vil således være ansvarlig for at koordinere al aktivitet i hjernen på en meget detaljeret måde.

Neural synkronisering

Den koordinerede indsats fra dine neuroner er det, som gør det muligt for forskellige neurale grupper fra mange områder at forene deres kræfter dynamisk og funktionelt.

Dette har også en afgørende rolle i din hjernes effektive kommunikation. Det kan ske på mange måder. Det kan for eksempel synkronisere to forskellige neuroner, der er tætte eller i to forskellige neuroner, der ligger i hver side af hjernen.

Dette kan kun ske, hvis der er et mønster af elektrisk aktivitet i disse neurale grupper. Neuroner kan kun kommunikere med hinanden, hvis output og input sker samtidigt.

Teknisk set er handlingerne nødt til at ske på samme tid. Men episoder, der ikke er koordinerede, er også en del af neural synkronisering, da de tillader forandringerne imellem de kognitive tilstande og opgaver.

Evidens for neural synkronisering

Som vi nævnte tidligere, er synkronisering mellem neuroner og grupper af neuroner afgørende for at forbinde forskellige områder i hjernen og udføre tingene vellykket. En af de mest omtalte kognitive processer er sproget.

I en undersøgelse blev studerende bedt om at lægge mærke til ord, som de enten ser eller hører. Disse ord kunne være verber eller præcise abstrakte navne. Mens de så eller læste disse ord, blev deres hjernebølger fulgt, for at man kunne beregne deres synkronisering.

Resultaterne viste, at verber skabte mindre synkronisering i frontallappen end navne. Præcise navne skabte en større synkronisering mellem begge halvdele end abstrakte navne.

På den anden side skaber det at interagere med andre mennesker en neural synkronisering mellem dem. Hver persons hjerneaktivitet synkroniserer med den anden, hvis de for eksempel snakker sammen.

En anden undersøgelse fokuserede på en gruppe studerende fra den samme klasse under et helt forløb. Undersøgelsen viste, at hvis de studerende var motiverede og nød det i klassen, kunne deres hjerner synkronisere med de fleste af de andre i klassen.

Hvad betyder det så?

Opdagelsen af den neurale synkronisering er værktøjer til at forstå, hvordan hjernen bearbejder information, hvordan den relaterer til resten af vores krop og hvordan folk forbinder med andre mennesker.

Det kan også bruges til at forstå nogle lidelser i hjernen og psykiske lidelser. I tilfælde som skizofreni eller autisme kan man se mønstre, der ikke bliver synkroniseret hos forskellige subjekter, og det kan hænge sammen med deres opfattelse af virkeligheden og deres kommunikative hensigt.