Når skyld bliver en byrde
Skyld er den pris, vi betaler for at være en del af det, vi kalder civilisation. Men det kan gå så vidt, at skyld bliver en byrde.
Selvom intet sæt moralske regler har formået at udrydde ødelæggende adfærd, har de formået at mindske og begrænse dem. Uden disse moralske mandater og uden den skyld, der kommer fra misbrug, ville vi ikke kunne opbygge stabile samfund.
Vi har brug for denne følelse for at vide, at der er grænser, og at vi ikke kan gøre, hvad der passer os, uden at der er konsekvenser ved det. Denne følelse manifesterer sig i vores sind takket være enten symbolske eller håndgribelige sanktioner. Autoritative figurer indstiller dette i os, og det hjælper os med at blive gode mennesker.
“Der er intet problem så forfærdeligt, at du ikke kan føje noget skyld til det og gøre det endnu værre.”
-Bill Watterson-
Når skyld bliver en byrde
Der er et punkt, hvor vi ikke længere har brug for sanktioner for at bære dens byrde. Der er den foruroligende følelse eller det dybe ubehag, vi føler, når vi bliver bevidste om, at vi har gjort noget, som vi selv kan kategorisere som værende “dårligt”. Vi skammer os over det, og vi bliver overvældet af frygt for at miste vores selvrespekt eller selvværd.
At være ude af stand til at opleve følelser af skyld er således også noget meget alvorligt. Men når skyld bliver en byrde, fordi man oplever for meget af det, kan det også være meget skadeligt. Under visse omstændigheder er det muligt at blive besat af denne følelse.
Under disse omstændigheder er din samvittighed ikke længere den bløde stemme, som leder dig til at være en ‘god person’. Det bliver snarere en ubarmhjertig dommer, der ikke vil lade dig være. Den kan være så gennemtrængende, at den endda kan gøre dig fysisk syg.
Skyldens forskellige ansigter
Skyld kan manifestere sig i mange former. Den hyppigste form er mangel på differentiering. Det sker, når en persons samvittighed er så restriktiv, at den ikke kan skelne mellem tanker, ønsker og handlinger.
For disse mennesker er der næsten ingen forskel på at have tænkt på at gøre noget, eller at ønske at gøre noget, og rent faktisk at have gjort det. Derfor føler de det samme niveau af skyld i alle disse tilfælde.
En anden måde, hvorpå neurotisk skyld manifesterer sig og skyld bliver en byrde, er gennem overdreven selvafstraffelse. Personen plager og straffer sig selv uden medfølelse, fordi han eller hun har opført sig på en måde, som de anser for at være forkastelige.
De tilgiver ikke sig selv for at have et øjeblik med svaghed, eller for deres mangel på dømmekraft. De er i stand til at slå eller skade sig selv, med vilje eller ubevidst, for at “reparere” deres skyld.
Der er også en anden form, der kaldes altoverskyggende skyld. Det er, når en person også føler sig ansvarlig for forhold, der er helt ude af deres kontrol.
For eksempel, når nogen har en ulykke, og en anden person føler sig skyldig i ikke at have været der for at undgå det, eller for at hjælpe. Det sker meget for mødre, som ofte føler, at de skal have fuldstændig kontrol over deres børns liv.
Labyrinten af neurotisk skyld
En person med neurotisk skyld kan gøre deres samvittighed til deres værste fjende. De udvikler så årvågen en holdning, at det kunne ligne den bedste sikkerhedsvagts. De er opmærksomme på enhver ide, følelse eller lyst, der kunne være potentielt ‘farligt’.
Hvis nogen af disse opstår, sørger de for at straffe sig selv for at have været så dristig at lade dem eksistere. I mere alvorlige tilfælde kan de endda lamme deres personlighed.
Dårligt forhold til forældre kan føre til, at skyld bliver en byrde
Mange af disse faser stammer fra en meget tidlig alder. Konflikter med forældre eller følelsesmæssig forsømmelse kan få folk til at føle, at de er ‘dårlige’. Derfor kan disse mennesker være mistænkelige overfor deres egne følelser, eller skade sig selv igen og igen, fordi de opfatter dem selv som “mangelfulde”.
Ligeledes kan et lille barn opleve en dyb vrede mod deres mor eller far. Måske har de forsømt dem, de har ikke vist dem nok kærlighed, eller de har måske endda misbrugt dem. Men barnet tillader ikke sig selv at have negative følelser over for de personer, de elsker mest.
Derfor drejer de alt deres raseri tilbage på sig selv, og dette forvandler sig til en konstant følelse af skyld i deres voksne liv, indtil skyld bliver en byrde for dem.
Nogle gange manifesterer den neurotiske skyld sig ikke så tydeligt. Der er ingen mulighed for at tænke og føle, kun for at handle. Folk søger simpelthen efter situationer, der skader dem, og leder hele tiden efter måder, hvorpå de kan straffe sig selv.
Når nogen bliver fanget i skyldens labyrint, bliver deres liv et levende helvede. De føler aldrig, at de har betalt for det, de beskylder sig selv for.
