Mulholland Drive: En labyrint af lys og skygge

04 juni, 2020
David Lynch skaber film, du sjældent kan begribe.
 

Mulholland Drive er den slags film, som du enten vil elske eller hade. Der er ingen mellemting. Det er en film, som du ikke bare kan være ligeglad med, fordi den repræsenterer noget forskelligt i hver scene. I stedet for at prøve at afkode den, så lad den føre dig gennem en labyrint af passion, drømme og løgne.

Mulholland Drive (2001) er en af de mest berømte film af skaberen af Twin Peaks, David Lynch. Som med næsten alt, hvad han laver, så sidder man ikke bagefter tilbage og er ligeglad. Det rammer både din beundring og du er i chok. Med tiden er den gået hen og blevet en af de mest populære film, selvom folk ikke brød sig om den i starten.

Det kan være lidt af en udfordring at opstille en synopse over filmen takket være dens struktur, men vi kan starte med at sige, at den indledes med en ung kvinde, der overlever et biluheld. Tilfældigvis reddede uheldet hendes liv, for hun var ved at blive myrdet i den bil, hun sad i.

I hendes taske er der en stor sum penge og en lille blå nøgle, men hun har ingen anelse om, hvem hun er. Hun har mistet hukommelsen efter uheldet. Skræmt og forvirret beslutter hun at bryde ind i en lejlighed.

Så er der Betty, en håbefuld skuespiller, hvis tante lader hende bo i hendes hus i Los Angeles. Efter at hun ankommer til sit nu nye hjem, finder hun den tilskadekomne kvinde, som hun beslutter sig for at kalde Rita.

Et nyt eventyr

Fra da af tager personerne i filmen afsted på et nyt eventyr: At finde ud af hvem Rita i virkeligheden er. Filmen vil få dig til at opleve nogle af de mest gemte passioner, som personerne besidder, og du bliver vidne til en ret så usammenhængende historie.

 

Fra dens indledende thrillertema bevæger filmen sig over i absolut mørke og til sidst til en mareridtsagtig stemning fuld af snyd og mærkelig symbolisme.

Lynch skabte Mulholland Drive som en serie, men det første afsnit chokerede produceren så meget, at de besluttede sig for at lave det om til en film. Og måske er det årsagen til, at den er så svær at forstå.

Måske er den ikke værd at betragte fra et lineært standpunkt eller forsøge at give en forklaring på den. Måske skal man i stedet lade sine følelser få lov til at flyde frit, mens du ser den.

Hvem ved, hvorfor vi mennesker altid har behov for en forklaring på alting? I denne artikel vil vi i hvert fald ikke gøre det med Mulholland Drive, men vi vil snarere opliste nogle af filmens mange pointer.

Hvorfor er der behov for at forklare Mulholland Drive?

Mulholland Drive er en ren labyrint, en film der appellerer til drømmeagtige faktorer, som du fint kan sammenligne med strukturen i en drøm. Gennem årene har folk ledt efter en forklaring. Selvom der ser ud til at være solide argumenter, har Lynch selv sagt, at han ikke vil forklare filmen.

I en tid med overflod af information er det forfriskende at se en film som Mulholland Drive. Den giver tilskuerne en mulighed for selv at finde ud af, hvad det er, man ser.

Kunst skal ikke altid ses som noget, der kan forklares med ord. Snarere som noget, der kan tage dig op på et nyt niveau i selvindsigt og sparke til gemte følelser.

Tænk lige et øjeblik på malerier, musik eller digte. De giver ikke altid et klart og tydeligt budskab, og du lader dig heller ikke gå så meget på over det. Faktisk vil du bare nyde dem og lade dine følelser flyde naturligt. Film kan også få dig til at føle på den måde og er ikke bare underholdning.

 

Men det faktum, at Mulholland Drive stiller en række uendelige spørgsmål og får dig til at engagere dig i filmen, er også en form for underholdning.

Desuden forsøger Lynch ofte i sine film at sigte mod mere drømmeagtige situationer. Når du drømmer, kommer billederne til dig i en usammenhængende rækkefølge, hvorfor historierne også bliver sådan. Men når du drømmer, giver det mening. Men når du vågner og forsøger at få det til at give mening, er det meget svært at sætte sammen til noget forståeligt.

Mulholland Drive er perfekt indrettet efter drømmenes logik, og ligesom i drømme er der frihed til fortolkninger.

Mulholland Drive: En illusion

Når du drømmer, er de personer, du ser, folk, som du mindst har set en gang tidligere i dit liv, også selvom du ikke kan huske dem eller ser dem i andre roller end dem, som du kender dem i fra hverdagen.

På samme måde kan steder i dine drømme være helt forskellige fra den virkelige verden. Du kan endda foretage dig ting, som du aldrig havde tænkt over.

Hvis du på den måde forsøger at sammenligne Mulholland Drive med drømme, så har du en teori, der passer helt perfekt. Filmen indeholder også en masse symbolik, og den tager dig endda med til et absolut afslørende sted: Club Silencio.

Club Silencio er et af filmens mest hypnotiske aspekter, og på samme tid markerer det et før og efter. Hvis du troede, at du så en historie (eller flere historier), der følger en eller anden form for lineær struktur, så vil du efter Club Silencio føle, at du ser en helt ny film.

 
Hovedpersonerne fra filmen

Dette mærkelige sted er et slags magisk teater, som i Hermann Hesses roman, Steppeulven. Et sted, hvor man mødes, hvor intet vil være det samme, og måske et sted at afsløre hovedpersonernes virkelighed.

Blå toner dominerer dette sted og ser ud til at skabe en vis dualisme, som hovedpersonen repræsenterer. Blå henviser til sindet og at kigge ind i sig selv. Vi ser det i Ritas nøgle og senere i den kasse, Betty finder.

Slutningen

Ritas nøgle åbner kassen. Den fører til en ny virkelighed og nye sekvenser af virkeligheden, der nu ser ud til at hænge sammen. Alt, du har set indtil nu, giver nu pludselig mening.

Nu er du vidne til at klare personer dannes. Og takket være Club Silencio opdager du, at du er blevet taget ved næsen. Alt, hvad du har set, er en illusion, en løgn ligsom kunst, drømme og filmen i sig selv.

Klubbens tryllekunstner ser ud til ikke bare at tale til hovedpersonerne, men også til alle tilskuerne. Han vækker dig fra Lynch´s påførte drømmetilstand.

Fra det oprindelige synspunkt som detektiv bevæger du dig nu til en anden og mørkere del med en chokerende afsløring til sidst. Fra den unge Bettys optimisme og den amerikanske drøm ser du Dianes flade og ustabile adfærd og til sidst en dualisme, der ser ud til at overtage hovedpersonen.

 

På trods af den kvalitet og succes er der stadig en del kritikere, som ikke kan klare filmen helt. Nogle påpeger, at filmen måske er noget overvurderet.

Skuespillernes præstationer er filmens højdepunkt, som uden tvivl har fremmet Naomi Watts´karriere.

Du kan ikke benægte, at Mulholland Drive er et autentisk puslespil, hvis løsning er særdeles subjektiv; det er en øvelse for tilskueren, som forsøger at fange filmens plot. Den er kort sagt en invitation til dit eget sind, en labyrint fuld af passion og bedrag.