Sådan mindsker man effekterne af skyldfølelse

Vi lever i et kulturmiljø, der forsøger at pålægge visse adfærdsmæssige normer. Vi får at vide, at der er belønninger og afstraffelser for vores handlinger. Og når vi begår en fejl eller gør noget, der er imod reglerne for “accepteret adfærd”, opstår en følelse af skyld. Dette kan også anvendes til, når vi blot stopper med at gøre noget, der “forventes”. Det er her alle vores problemer starter: skyldfølelse.

Vi kan finde disse typer regler overalt. I familien, på arbejde, i skolen, i vores hverdag. Vores beslutninger går hele tiden igennem en slags adfærdskodeks for at skelne rigtigt fra forkert. Et moralsk kompas, der ledsager os, som vi bliver sociale væsener.

“Jeg er ikke skyldig i det faktum, at livet spiser af dyd og synd, af det smukke og det grimme.”
-Benito Pérez Galdós-

Til tider synes tingene at gå endnu længere. For eksempel, er man i nogle religioner såsom katolicismen født med en gæld kaldet “den oprindelige synd”. Denne synd kan kun slettes gennem dåbens nadver. De erklærer os skyldige, selv før vi går ind i denne verden. Vi ved ikke engang, hvad årsagen bag denne dom er, men den giver os en evig skyldfølelse.

Det ideelle for os ville være ikke at lade os blive lammet af denne frygt. Det er godt at genkende vores fejl, reflektere over dem og lære. Men det er ikke sundt at bære denne skyld resten af ​​dit liv. Ingen ville være i stand til at vokse som en person og nå deres mål på den måde. Der er noget farligt ved en følelse af skyld, som er så stærk, at den ender med at styre hele vores liv.

Døm ikke dig selv så hårdt – lad ikke andre være dine bødler

Vi er altid opmærksomme på social accept. Mange gange er vi ikke i stand til at tage et enkelt skridt fremad uden at tænke på, hvad andre vil tænke. Og vores eksistens, i stedet for at være en skat, forvandles til et sted, der er koldt og håbløst. Vi isolerer os selv, og vi har ikke modet til at give nogen form for mening. I sidste ende gør vi alt i vores magt for at blive usynlig.

Situationen bliver kompliceret, når vi skuffer andre eller os selv. Uanset hvem, der har ret, er den første ting, vi er forpligtet til at gøre, at påtage os skylden. Dette fører os til at dømme os selv på en sommetider grusom og nådeløs måde. Således får den tillid, vi har i os selv og vores selvværd, et ret brutalt slag.

Det kan også ske, at andre tager det på sig selv for at fortælle os, at vores adfærd ikke er hensigtsmæssig. De anbringer os i en uretfærdig, vilkårlig og uforholdsmæssig sanktion. De giver os en skyldfølelse. Uundgåeligt er vi de eneste, der vil ende med at være såret. I stedet skal vi huske på, at vi fortjener den respekt, vi giver andre. Det er en af ​​de grundlæggende garantier for sameksistens.

Ingen har ret til at benægte dig en anden chance. At acceptere dine fejl er en ædel handling, som vil berige dig åndeligt. Vi er alle på lige fod. For at skylden ikke bliver en hindring i dit liv, skal du tilgive dig selv. Du skal også vide, hvordan du tilgiver, og forstå, at dine ligestillede ikke har nogen magt over dig.

Lad skyldfølelse forblive i fortiden og begynd at gå fremad i nutiden

Mange mennesker forveksler sætningen “den, der glemmer sin historie, er dømt til at gentage den“. Denne sætning tilskrives den spanske digter, Jorge Agustin Nicolas Ruiz. I det finder man en grund til at forblive i fortiden. Ja, det er nødvendigt at huske historien for ikke at begå de samme fejl. Ikke desto mindre kan ingen vokse, mens man bærer vægten af ​​de ting i ens liv, som kunne have været, men aldrig skete.

Måske er en af ​​de hyppigste fejl, vi laver, at forblive forankret til fortiden. Vi opfører os på samme måde, som en fængslet med en dødsdom. Dette er så vidt, vi går. Intet og ingen kan få os ud af den fysiske og åndelige lammelse. Længere nede ad vejen vil den skyld dominere hver eneste af vores handlinger, indtil vi bliver folk præget af frustration.

Vi er en løbende konstruktion i tid og rum. Vores liv er meget kort i forhold til universets afstande. Her måler vi tidsangivelsen i sekunder, minutter og timer. Så i dage og nætter. Og vi ender med cyklusser af uger, måneder og år. Jorden er intet mere end en lyseblå prik i en uendelig tid, som Carl Sagan beskrev.

Hvis vi ser på fortiden på en konstruktiv måde, forsvinder ​vores ​skyldfølelse. Vi klarer at komme ud af det hul. Det er den eneste måde at modnes på. Hvis vi tværtimod tillader fortiden at vende tilbage til et hjørne og påtage sig vores nutid, vil vi ikke kunne gå videre. Vi er arkitekterne af vores egen skæbne, for fremtiden er i vores hænder.