At lide i stilhed, en meget menneskelig ting

Vi holder os til rutiner med mennesker omkring os, fordi det er sådan, vi føler, at vi har en smule kontrol. Som om intet er ved at æde os op indefra.

Noget, som både psykologer og psykiatere er klar over, er, at traumer og stilhed næsten altid går hånd-i-hånd. Det er ikke let at tale højt om de ting, der sårer os.

Der er to specifikke årsager til dette: vi er bange for, at andre vil dømme os, men fremfor alt, at virke sårbare. For i denne hårde verden, er det de stærke personligheder, der vinder. Dem, der finder sig i alt, ikke klager og istedet er forbilleder for optimisme og selvtillid.

Det er knusende at opdage, at i nutidens verden er lidelse stadig et stigma. Desværre er der mange mennesker med depression, der stadig ikke får behandling. Faktisk er selvmordsraten blandt unge mennesker steget til bekymrende højder.

Brug et sekund på at tænke over det.

Årsager til, at du IKKE bør lide i stilhed

For ikke så længe siden udgav en velkendt avis en kvindes personlige brev, hvor hun skrev, at hun ikke længere kunne fortsætte med at leve. Hun var blevet mor for tredje gang og følte, at hun ikke kunne komme ud af sengen. Selvom det måske virker mærkeligt, var næsten 80% af kommentarerne meget nedladende og sommetider decideret ondskabsfulde.

Fødselsdepression er stadig nærmest et tabu idag. Hvis en kvinde oplever humørlidelser, efter hun har født, bliver hun øjeblikkeligt stigmatiseret.

Det er, fordi samfundet forventer, at hun skal være glad og perfekt. Så desværre går mange mødre igennem denne periode bag lukkede døre, på en privat og næsten brutal måde. Kun fordi de frygter verdens kritik.

Det samme sker med teenagere. Drenge og piger, der er ofre for mobning, lider i stilhed og beder ikke om hjælp. De skjuler sig i deres ensomme private værelser, det eneste sted, de føler sig sikre. Det er bare ikke nok.

Vi må handle, inden det er for sent. Inden vores vilje bliver svagere, og vores liv føles meningsløst.

6 grunde til, at vi bør stoppe med at lide i stilhed

Den første grund til at stoppe med at lide i stilhed er simpel og indlysende. Hvis du ikke gør det, så fortsætter lidelsen. Hvis du ikke tager skridtet og beder om hjælp, bliver smerten kun værre. Det vil blive en lang, kvælende, destruktiv stilhed.

• Symptomerne vil blive endnu mere resistente. Vi stopper med at være mennesker og bliver til smerte. Symptomerne bliver langt mere komplekse.

• De negative tanker intensiveres. Vi vil blive fanget i vores egen personlige fængselscelle.

• Et øjeblik vil komme, hvor social kontakt bliver ubekvemt for os, og vi afviser det. Kram, følelsesmæssig omsorg og venlige ord mister deres betydning. Vi ser på dem med mistænkelighed og tolker dem som trusler.

• At udskyde behovet for at bede om hjælp vil gøre det langt sværere at behandle.
• Vi viderefører stigmaet. Ved ikke at tage skridtet, ved ikke at tillade os selv professionel hjælp eller kommunikere det, der sker, med nogen, vi stoler på, nærer vi bare idéen om, at traumer og lidelser går hånd i hånd med stilhed.

At opnå forbindelse for at blive helbredt

Lidelse isolerer os, men det er terapeutisk at forbinde os med vores medmennesker og os selv. Når vi deler vores sårbarheder og smerte med den rigtige person eller en velkvalificeret professionel, tager vi to skridt fremad.

Det første er, fordi vi er stoppet med at sabotere os selv. Ingen vælger at opleve en fødselsdepression. Ingen fortjener at være offer for mobning eller en slave for en traumatisk fortid eller en mistet barndom. Og ingen fortjener at passe så skidt på sig selv, at man ikke elsker sig selv længere.