Kronisk tristhed og dystymi: Er der en kur?

Den neuropsykologiske forskning bag dystymi fortæller os, at mange patienter får det bedre, når de påtager sig nye projekter. I takt med at eksperter lærer mere og mere om disse tilstande, vil de være i stand til at give bedre svar. I mellemtiden bør vi fokusere på det faktum, at det er muligt at behandle dystymi.

Vedvarende depressiv lidelse reagerer ikke altid på en medicinsk tilgang. Den kroniske apati, håbløshed og det depressive humør har en mere kompleks oprindelse, end vi ville have troet. Når vi bruger neuropsykologi til at studere dystymi, minder det os om, at denne tilstand er forbundet med en række hjerneprocesser og sociale situationer, som vi må tage hensyn til.

Kigger vi på forekomsten af dystymi verden over, finder vi noget, som vi ikke må ignorere. Kliniske studier viser os, at denne lidelse rammer omkring 5% af befolkningen, især kvinder. Specialister ved, at mange mennesker lever deres liv i konstant smerte, men tager ikke skridtet til at spørge om hjælp. Denne hjælpeløshed og mismod bliver så kronisk, at det er meget sandsynligt, at procentdelen er større, end vi tror.

På den anden side, siden den sidste udgave af Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders (DSM-V) ændrede begrebet “dystymi” til “vedvarende depressiv lidelse”, er de ikke stoppet med at udføre mere og mere forskning omkring sygdommen. Det medicinske og videnskabelige samfund sigter efter at være i stand til at definere og forstå denne tilstand meget bedre.

Det er en meget mildere sygdom end en alvorlig depression. Men med tanke om, hvor svært det er at behandle denne lidelse, er det almindeligt for patienter at udvikle andre mentale lidelser på et tidspunkt.

Neuropsykologien bag dystymi (vedvarende depressiv lidelse)

I 60’erne navngav og definerede psykiater Robert Spitzer denne kliniske tilstand. Det, han gjorde, var at adskille den fra begreber, som ikke beskrev lidelsen nøjagtigt. Før Spitzer havde udført denne forskning for at forbedre klassificeringen af psykiske sygdomme, blev dystymi betragtet som en personlighedstype og ikke en sygdom. Folk blev beskrevet som depressive, neurotiske og svagtsindede.

Fra 60’erne til i dag fortsætter eksperterne med at forfine deres resultater for at nå til roden af problemet. Nu til dags bør følgende kriterier være opfyldt for, at man kan få diagnosen:

• Depressivt humør med en varighed på minimum 2 år.

De skal også lide af mindst to af disse symptomer:

• Mindsket eller øget appetit.
• Søvnløshed eller hypersomni.
• Mangel på energi eller en generel træthed.
• Lavt selvværd.
• Koncentrationsbesvær eller besvær med at træffe beslutninger.
• En følelse af håbløshed.
• Bekymring, vedvarende lidelse.
• Der er ingen psykotiske eller maniske episoder; der er ingen andre organiske sygdomme eller mistanke om en alvorlig depression.

Hvad sker der i min hjerne, hvis jeg diagnosticeres med vedvarende depressiv lidelse (dystymi)?

Når en person modtager sin diagnose, er de ofte lettede. Det er ikke overraskende overhovedet. De har ofte levet med denne skygge over deres liv siden ungdommen. Alle disse år med tomhed, der overtog deres liv gennem alle nødvendige midler. Alle disse år med tristhed, der opslugte deres liv og alt, hvad de foretog sig.

Neuropsykologiske studier på dystymi fortæller os, at sygdommen har en oprindelse. Eksperter mener, at stress og øgede katekolaminer og hormoner, såsom kortisol, kan påvirke vores evne til at være i stand til at kontrollere vores humør.

• Kliniske forsøg og især udviklingen af hjernescanningsteknologier, såsom magnetisk resonans scanning har givet os mulighed for at undersøge meget afslørende data. For eksempel er tilstedeværelsen af lav aktivitet i hjernens områder knyttet til problemløsning, søvnregulering, appetit og endda selskabelighed.
• De fleste af disse processer er fokuseret på et meget specielt område: Den anterior cingulate cortex (afbildet nedenunder), som er ansvarlig for at styre den følelsesmæssige kontrol. Der er ikke meget aktivitet i dette område hos patienter med vedvarende depressiv lidelse.

Cingulate cortex og Von Economo neuroner

• Anteriore cingulate cortex er en del af et netværk, der er ansvarlig for at genere flere processer. Det hjælper os med at bearbejde information, både emotionelt og sensorisk. Det hjælper os med at bevare opmærksomheden, når vi går eller snakker med andre. Det hjælper os med at fastholde interessen i vores miljø og virker som en bro mellem vores følelser og vores opmærksomhed.
• Von Economo neuronerne findes også i dette område. Mange af os har hørt om spejlneuronerne, men Von Economo neuronerne er især spændende af en bestemt grund. Disse nerveceller forbinder sig med andre for at facilitere og bearbejde information relateret til smerte og sult. De stimulerer også dannelsen af “sociale følelser” såsom tillid, kærlighed og vrede…
• Aber, delfiner, hvaler og elefanter har også Von Economo neuroner. Disse dyr bliver også deprimerede præcis lige som os og viser også symptomer på såkaldte “sociale lidelser” i deres opførsel. Faktorer såsom ensomhed, afvisning og tab af deres position i hierarkiet kan føre til tristhed og emotionel smerte. Som vi kan se, er dette ekstremt interessant data.

Konklusion: En søgen efter svar

Nu ved vi, hvad den neuropsykologiske forskning af dystymi har vist os. Spørgsmålet er nu: Hvad får områderne forbundet til denne lidelse til at stoppe med at virke, som de skal? Og endnu vigtigere, hvordan kan vi regulere dem igen? Et af hovedproblemerne er, at disse mennesker har levet med denne tilstand i så mange år. Og så reagerer den heller ikke altid på en medicinbaseret tilgang. Det er derfor, at eksperter er nødt til at fortsætte forskningen omkring denne tilstand.

For eksempel ved forskere, at der er et arveligt aspekt. På samme måde kan en følelse af isolation, at have lidt et tab eller følelsen af ikke at føle sig nyttig i en givet situation genere disse kroniske stadier af lidelse.

Den neuropsykologiske forskning bag dystymi fortæller os, at mange patienter får det bedre, når de påtager sig nye projekter. Det simple faktum af at indføre ændringer i vores liv kan skabe et sandt gennembrud. Hvis vi føler os involverede i noget eller nogen igen, genererer det positivitet og håb.

Lad være med at give op. I takt med at eksperter lærer mere og mere om disse tilstande, vil de være i stand til at give bedre svar. I mellemtiden bør vi fokusere på det faktum, at det er muligt at behandle dystymi. Med en god behandling og en psykoterapeutisk tilgang kan vi overvinde det.