Kastrationsangst ifølge psykoanalysen

Kastrationsangst kan ske både for drenge og piger. Det sker tidligt i livet, når de begynder at blive bevidste om kroppens udseende og forskelle.

Bedømt og godkendt af psykolog Gema Sánchez Cuevas.

Skrevet af Edith Sánchez

Sidste ændring: 13 april, 2023

Kastrationsangst er en af de centrale koncepter i psykoanalyse. Det har en tæt forbindelse til det mere velkendte ødipuskompleks. Den første person, der nævnte dette koncept, var selve faderen af psykoanalyse, Sigmund Freud.

Andre psykoanalytikere har også gjort interessante opdagelser på dette område, såsom Jacques Lacan, men i denne artikel vil vi fokusere på den originale teori.

Kastrationsangst har naturligvis ikke noget at gøre med den bogstavelige betydning, nemlig at fjerne en mands kønsorganer. Det er til gengæld en meget intens mental oplevelse, du første gang kan opleve i 3-5 års alderen. 

Denne ubevidste oplevelse vil derefter ske igen og igen på forskellige tidspunkter i livet. Det sker oftest, når dine forsvarsmekanismer er aktiverede.

Kastrationsangst opleves ligeså ofte hos drenge som hos piger, selvom det opleves på forskellige måder. Det er gennem denne mentale oplevelse, et barn lærer at skelne mellem kønene og for første gang møder konceptet af umulige lyster.

Kastrationsangst hos mænd

I 1908 nævnte Freud kastrationsangst hos mænd for første gang. Han beskrev det i sin undersøgelse af “Lille Hans”. Han fortæller om, hvordan denne mentale proces sker på på fire forskellige tidspunkter eller stadier, indtil det når en løsning.

Her er de fire forskellige stadier, som Freud talte om:

• Den indledende idé. Drengen opdager, at han har en penis, og udvikler idéen om, at “alle har en penis”.
• Truslen, andet stadie. På grund af ødipuskomplekset vil drengen overtage farens plads i forhold til moren. Han gør ting, der tydeligt viser det, og viser også tegn på seksualitet. Han modtager trusler og bliver skældt ud for det. Det bringer ham til den ubevidste konklusion, at kastration bliver hans endelige straf, hvis han ikke ændrer adfærd.
• Tredje stadie, opdagelsen af fravær. Drengen finder ud af, at kvindekroppen er anderledes: Kvinder har ikke en penis. Han formoder dog ikke, at de har en vagina, kun at de har fået fjernet deres penis. Han kobler denne idé på sine forestillede trusler: Han tror, at udeblivelsen af en penis er det samme som kastration.
• Fjerde stadie, angst. Drengen opdager, at hans mor er en kvinde, hvilket betyder, at hun ikke har en penis. De gør ham bange for at blive kastreret, hvilket han kun oplever ubevidst.

Når drengen har været gennem alle fire stadier, er der kun én tilbage: Løsningen. Både hans kastrationsangst og ødipuskompleks slutter her. Det sker, når drengen afviser at tage sin fars plads. Med andre ord afviser han sin mor og stiller sig på farens side. 

Det gør han specifikt for at løse sin kastrationsangst. Han formoder ubevidst, at han vil miste sin penis, hvis han bliver ved med sin tidligere adfærd.

Kastrationskompleks hos piger

Kastrationsangst hos piger har et par ting til fælles med, hvad drenge oplever. Det første er, at piger også starter med idéen om, at alle har en penis. Deres mor er selvfølgelig meget vigtig for dem, da hun er centrum for deres kærlighed. Herfra tager processen dog en drejning.

Her er forskellene trin for trin:

• Den indledende idé. De bliver ved med at tro, at alle har en penis. Pigerne tror, i dette tilfælde, at deres klitoris er en penis.
• Opdagelse af forskelligheder. Pigen opdager, at hendes klitoris er for lille til at være en penis. Det får hende til at tro, at hun er blevet kastreret, og hun ønsker, at det ikke var sket.
• Tredje stadie. Pigen indser, at hendes mor heller ikke har en penis. Hun giver moren skylden for, at hun ikke har en, som om moren havde givet det videre til hende.

Resultatet af kastrationsangst for piger

Løsningen på kastrationsangst hos piger kan ske på forskellige måder. Den første er gennem accept. De accepterer, at de ikke har en penis og tager et skridt tilbage fra seksualiteten. Den anden er, at de bliver ved med at ønske, at de havde en penis. Freud så dette som en benægtelse af kastration og mente, det førte til homoseksualitet.

Den tredje mulighed er den mest altomfattende løsning på kastrationsangst. Pigen accepterer, at hun ikke har en penis. Hendes mor er ikke længere centrum for kærlighed, og hun leder i stedet sin kærlighed mod faren.

Dette fører også til en omdirigering af libido: Ønsket om at have en penis bliver til en lyst til sex med personer, der har en penis. Til sidst bliver dette ønske til et ønske om at få et barn.