Kalejdoskopet og illusionens magt

I dag skal vi se på håbets magt og hvordan den kan hjælpe os med at opnå det umulige. Vi vil bruge en julehistorie, men beskeden er den samme uanset årstiden!

Skrevet og kontrolleret af psykolog Cristina Calle Guisado.

Sidste ændring: 27 december, 2022

Der er mange forskellige slags legetøj. Men nogle af dem er næsten magiske, eller sådan føltes de ihvertfald for os. For mig er kalejdoskopet et af dem, fordi det lader dig se verden i så mange forskellige former og farver. Det har altid været et af mine yndlingslegetøj. Men det med at udtale det er ikke altid så nemt.

Jeg husker, at det var jul, og der var pynt i hele huset. Meget af det hang fra det vidunderlige træ, der næsten rørte loftet, dækket af farvede kugler og gyldne strimler. Alt dette foran øjnene på en seks-årig pige, der troede fuldt og fast på magi og på julemanden.

Den perfekte gave

Jeg gik en tur med min far, og vi gik hen for at se på noget legetøj. Så snart jeg så dette bestemte stykke legetøj, insisterede jeg på, at det skulle være min julegave. Intet andet kunne bruges. Det var et simpelt rør, dekoreret med en bjørnefamilie uden på. De fejrede jul, og de små bjørne hang dekorationer på træet – farverige kugler, stjerner fulde af lys, engle…

Bjørne var mit yndlingsdyr på det tidspunkt. Jeg havde bjørnenattøj, en bluse med et billede af en rigtig bjørn og hundredevis af bamsebjørne af alle slags, farver og størrelser. Fra en brun bjørn, til en isbjørn, og alt derimellem. Den hvide isbjørn, der boede på isen, var min yndling. Der var endda en pink bjørn, og en med en rød sløjfe med hvide polkaprikker.

Men det rør fangede ikke kun min fantasi på grund af bjørnene. Jeg var begejstret over, at man kunne se så mange forskellige kombinationer af former og farver, når man kiggede igennem det. For andre var det måske mærkeligt, men for mig var det smukt. Stjerner blev til blomster, blomster til cirkler, cikler til diamanter og så videre, i en uendelighed af former og farver, så forskellige og alligevel så symmetriske. At se igennem det rør fik mig til at føle, at jeg kunne rejse til andre verdener, og leve tusind eventyr på et enkelt øjeblik.

Kalejdoskopet

Jeg bad til min far om, at det måtte være min gave.

“Far, far, må jeg ikke godt bede om det rør med de fine bjørne.”

“Kalejdoskopet?” svarede far, med et stort smil.

“Kaladdi…”, sagde jeg, med mit specielle smil, jeg havde, når noget var ekstra spændende.

“Det må vi spørge julemanden om, men du er nødt til at lære at sige det først”, sagde min far med et grin.

Da vi kom hjem igen, kunne jeg slet ikke holde op med at prøve at sige det forbistrede ord. Kaladdi, kadiskoppi, kalajdo, kallidossi, kalikoppi… Men det gik ikke. Jeg kunne simpelthen ikke sige det. Min storebror grinte af alle ordene, jeg havde opfundet på et øjeblik, og gentog ordet for mig – KALEJDOSKOP. Jeg blev ved med at prøve at lære navnet, men jeg fik det aldrig sagt helt rigtigt. Jeg troede, julemanden ikke ville komme med det til mig.

Endelig blev det jul, og da det var tid til at åbne mine gaver, var jeg lidt ked af det. Jeg blev ved med at prøve at udtale navnet på den gave, jeg så gerne ville have. Men jeg kunne ikke komme forbi de første par bogstaver. Jeg åbnede min første gave, sikker på, at det ikke ville være røret med de fine bjørne. Men da jeg åbnede den, der var det! Fordi det var gaven, jeg havde ønsket mig så meget, blev jeg så glad at, jeg helt uden at tænke over det sagde “Wow! KALEJDOSKOPET, jeg ønskede mig!”

Belønningen

Alt indsats får sin belønning. Pigen i denne julehistorie var ved at miste troen på, at hun nogensinde ville få den gave, hun så gerne ville have. Hun kunne simpelthen ikke sige navnet på den, uanset hvor meget hun prøvede. Men da hun fik gaven og følte sig så glad, kunne hun sige det uden problemer. Hun vil helt sikkert aldrig glemme, hvordan man siger kalejdoskopet igen. Og hun vil heller aldrig glemme den jul og hvor meget det betød for hende.