Jeg vil tænke på dig, indtil det holder op med at gøre ondt

24 maj, 2017
 

Jeg er ked af, at du ikke var den eneste ene.

Du var ikke min inspiration. Mit for evigt og altid.

Du var ikke den ene, der bragte det bedste frem i mig fra de dybeste mørkeste hjørner af min sjæl. Du var ikke den, der skulle tage mig i hånden og se stjernerne komme frem om aftenen.

Det var bare ikke dig… Men måske var det, dét du ville have.

Jeg falder i søvn, mens jeg visualiserer den smukke himmel fyldt med stjerner. Jeg flyver fra min seng, forbi dig og mig, og forbi minderne.

I morgen er en ny dag

Denne seng er så tom. Så stor. Så fyldt med plads. Og det værste er, at det altid har været sådan, hvad end du var sammen med mig eller ej.

Jeg gør mit bedste for at komme ud af sengen, så jeg ikke ser det tomme rum ved siden af mig, når jeg står op.

Duften af kaffe svæver gennem køkkenet. Det dufter dejligt og lader til at berolige mig.

Jeg prøver at få styr på minderne. Jeg kan ikke engang tænke klart. Tusindvis af billeder flyver gennem mit hoved: et kys på halsen. Suset. Jeg begynder at huske…

Du var ikke den, der kaldte mig smuk hver morgen eller fik mig til at grine midt i alle gabene.

Du var ikke den der stolede på mig. Der sagde, at det ville vare evigt. Der sagde, at du ville være der for mig. Du var ikke den, der kunne lyse min verden op i tusind dage bare ved at smile til mig.

Men jeg spurgte heller ikke efter de ting.

Du var aldrig mit håb. Min udfordring. Min kamp.

Måske var jeg den, der ikke ville kæmpe for os…

Og jeg undskylder.

 

Jeg putter af en eller anden grund sukker i min kaffe. Jeg plejer at kunne lide den stærk. Måske har jeg brug for en type kompromis i dag, eller en form for belønning. Minder kan virkelig hænge dig til tørre. Jeg sidder og venter på, at min kaffe bliver kold.

Jeg tænker og lukker øjnene. Jeg kan ikke engang huske varmen. Kun kulden.

Du var ikke den, der fik mig og sengen til at vakle hver aften. Ligegyldigt hvilken farve randerne under dine øjne var, eller hvor træt du var.

Du var ikke den, der skubbede mig ud på fortovet, når det begyndte at regne, så jeg kunne nyde naturen og være en del af dens fantastiske dufte og følelser.

Had mig

Fornærm mig. Det ville nok være den mest følelsesladede ting, der er kommet ud af dig i al denne tid. Gør noget vulkanisk følelsesmæssigt. Gør noget for at skubbe dit kolde hjerte. Det kolde hjerte, der frøs dette forhold.

Og så var der to af os i stedet for en. Måske var det vores fejl. Nu er ikke tiden til at kigge tilbage og spørge os selv, hvem der skal bebrejdes. Og jeg er sikker på, det var mig. Så jeg undskylder, men du var ikke den eneste ene.

 

Jeg tager en slurk af min kaffe. Det smager godt, ikke så bittert. Jeg smager på det og husker… smagen af ingenting. Smagen af desillusion, skuffelse og rutine.

En malstrøm af larm. Mennesker, drinks. Flere mennesker og flere drinks. Indtil kroppen når dens grænse, og vi falder i søvn uden at tænke. Uden at tænke på dig og mig, eller os.

Det er faktisk sådan, at tømmermænd med selskab giver mindre tømmermænd. Måske er det derfor, vi holdt så lang tid, som vi gjorde. Hvem ved?

Jeg har ikke meget kaffe tilbage, måske en stor slurk eller to små. Og det er det, alt ender med: valg… Og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre med min kaffe. Det har jeg aldrig vidst.

Måske skulle jeg kaste den på gulvet og lade den smadre i tusind stykker. Så senere vil jeg samle det ødelagte glas op og vaske kaffen af.

For du var ikke den, der gjorde mig glad og fik mig til at dagdrømme. Du var ikke mit yndlingssted at være.

Du var ikke min grund til at tage hjem og forsvinde fra verden i flere timer ad gangen.

Jeg undskylder. At vælge har aldrig været min ting. Jeg tager en ny kop kaffe i morgen. Og mens jeg gør, vil jeg tænke på dig, indtil det ikke gør ondt længere.

Du gemmer minderne fra nu af. For de kan ikke være i mit hjerte længere. Inderst inde vidste vi det altid. Jeg var aldrig mig, og du var aldrig dig.