Illusionen om gennemsigtighed: Det går faktisk ikke godt
Rigtig mange mennesker lider af illusionen om gennemsigtighed. De tror, at al deres tristhed, følelser og desperation er tydelig for alle andre. De mener, at resten af os øjeblikkeligt burde være i stand til at gætte, hvad deres behov er. Men mennesker er ikke altid åbne bøger. Så hvis du virkelig har behov for noget, så er din eneste mulighed at give udtryk for det.
Måske er du allerede bekendt med denne idé. Sandheden er, at de fleste af os har oplevet det hos os selv, på den ene eller anden måde. For eksempel, hvis du skal tale til en forsamling, tænker du måske – “jeg er sikker på, alle kan se, hvor nervøs jeg virkelig er…”. Men sandheden er, at tilskuerne kun bemærker din fremragende tale og din selvsikkerhed.
Illusionen om gennemsigtighed fortæller os, at der er mennesker, der er i stand til tro på, at deres indre tilstand er tydelig for andre. De tror, at de er spejle, der fuldstændig viser deres mest private side…
Du kender det sandsynligvis fra dit eget liv
Tænk på de gange, hvor du er kommet hjem efter en rigtig dårlig dag. En af disse Murphy’s lov dage, hvor alt der kunne gå galt, virkelig går galt. På trods af dette aner din partner, din familie og venner overhovedet ikke, at du har haft en dårlig dag. De kan slet ikke se det.
Vi er ikke så gennemsigtige, som vi tror, vi er. Vores indre liv er ikke en tv-skærm eller et spejl. Men dette bør ikke gøre dig vred eller ked af det. Andre mennesker er ikke forpligtede til at undersøge dig og prøve på at finde ud af, om du er okay eller ej.
Det bedste og sundeste du kan gøre, er at tale sandt og simpelthen sige: “Jeg har haft den værste dag i dag”. Men mange bliver vrede, når andre ikke kan gætte, hvordan de har det. De føler sig oversete, når andre mennesker ikke på magisk vis kan gennemskue, hvad det er, som går dem på.
Illusionen om gennemsigtighed: Se, hvor meget jeg lider
Carsten og Eva skal fejre deres årsdag i aften. De har været sammen i to år og har reserveret bord på en god restaurant. Men lige da de skal til at gå, bemærker Eva, at Carsten har brugt lang tid på badeværelset til at gøre sig klar.
Hun er bekymret, så hun banker på døren og spørger, om han har det godt. Et par sekunder senere kommer han ud. Han siger, at han ikke vil ud at spise, han har ikke lyst til det.
Eva undrer sig og spørger, hvad der er galt. Efter stor tøven fortæller Carsten hende til sidst, at han ikke har lyst til at fejre deres dag. Hans synes ikke, at deres forhold går ret godt, fordi hun aldrig virker opmærksom på, hvad der sker med dem.
Hans svar overrasker Eva, og gør hende nervøs. Hun spørger ham så, hvad det da er, der er galt. “Det går ikke godt på arbejdet. Jeg risikerer at blive fyret. Jeg har været syg af bekymring i to dage, og du opdagede det slet ikke.”
Evas svar er enkelt. “Hvorfor har du ikke sagt noget om det?”. Situationen er faktisk ret almindelig. Der er ikke blot tale om et klart kommunikationsproblem. Der er også en meget farlig tankemæssig fejl på spil. Den får Carsten til at tro, at andre mennesker kan gætte vores følelser bare ved at se på os. Som om de havde en særlig radar.
Hvad er det, der sker her?
Der har vi altså Carsten, som har gået med sine bekymringer i flere dage og hele tiden troet, at han var gennemsigtig. Han var så fokuseret på sin frygt, at han tog det for givet, at hans kæreste også kunne se det. Uanset hvor meget vi prøver at undgå dette, lykkes det ikke altid.
Ikke alle giver tydelige signaler om, hvad de tænker og føler. Hvad værre er, nogle mennesker bliver mere anspændte og bekymrede, når de opdager, at andre ikke bemærker deres smerte. De regner med, at alle opfatter deres mismod.
Hvis der er noget, du ønsker, må du lære at kommunikere
Vi ved alle, hvor vigtigt empati er. Dette non-verbale sprog, denne forbindelse vi har med de mennesker, vi elsker. Den gør os i stand til at opfange andre menneskers behov og problemer, uden at der behøves ord. Men når det er sagt, kan empatien svigte os af flere forskellige årsager.
Du kan opfatte en følelse, men måske ikke det bagvedliggende problem. Du kan spørge, hvad der er i vejen, men svaret kan være “Ingenting”. Så der, hvor vi finder illusionen om gennemsigtighed, finder vi ofte også emotionel umodenhed og mangel på effektiv kommunikation. Det er trojanske heste, der invaderer forhold. Derfor er det vigtigt at håndtere dem på en voksen måde.
Hvad skal man gøre ved illusionen om gennemsigtighed?
Husk, at vi alle lider under illusionen om gennemsigtighed i en eller anden grad. For de fleste af os dukker den jævnligt op på forskellige måder. Den er især udbredt i romantiske forhold. Mange af os har en idé om, at vores partner burde kunne gætte, hvordan vi har det, og hvad vi har brug for.
Vores ønske om et intimt forhold er stærkt. Faktisk er det så stærkt, at vi glemmer, at kærlighed ikke giver os synske eller overnaturlige evner. Vi kan ikke per instinkt vide, hvad den anden tænker eller føler.
Ting, vi bør huske for at undgå illusionen om gennemsigtighed
- Regn aldrig med, at andre er forpligtede til at forstå, hvordan du har det.
- Hvis du vil have et godt forhold, så baser det på oprigtighed. Grundlaget skal være, at man åbent fortæller, hvad man behøver, hvad man føler, og hvad der generer eller sårer en.
- Mennesker er ikke så gennemsigtige, som de tror. Vores partnere er heller ikke så dygtige til at gætte vores følelser, som vi tror. Nogle gange kan arbejde og hverdagens trummerum gøre det svært at være opmærksomme på andres følelser. Men det betyder jo ikke, at vi er mindre interesserede i dem eller elsker dem mindre.
- Du skal give udtryk for dine bekymringer med det samme. Alt, hvad du gemmer til i morgen, vil bare blive til et større problem.
Her til slut kan du nok genkende noget i det ovenstående, så vent ikke: Arbejd med de ting, vi kommer ind på i denne artikel. Hvis du gør det, vil du kunne minimere virkningerne af illusionen om gennemsigtighed og få bedre forhold.