Hegels herre-slave dialektik

Herre-slave dialektik er et koncept, der markerede et vigtigt øjeblik i filosofiens historie. Det er stadig gyldigt, selvom mange andre mennesker har studeret og genfortolket det.

Georg Hegels herre-slave dialektik er en teoretiske konstruktion. Det betragtes som et af hovedelementerne i hans filosofi, som også har påvirket andre filosoffer i de senere år. Ikke alene blev det grundlaget for Karl Marx´s materialistiske dialektik, men det havde også en stærk indflydelse på psykoanalysen.

For Hegel kondenseres den menneskelige virkelighed sig til det, vi kalder universel historie. Det, der har markeret denne historie, er det ulige forhold mellem mennesker. Nogle er tyranner, mens andre er de tyranniserede.

Det er det, som herre-slave dialektikken er baseret på. Det, der har flyttet historie, er konflikterne mellem mennesker, hvilket har resulteret i ulighed.

Ifølge Hegel er dialektik en form for begrundelse, hvor to teser er opstillet overfor hinanden. Samtidig fører dette til nye koncepter. Der er en tese, der rejser visse begrundelser, som efterfølges af en antitese, der afslører den første teses problemer og modsætninger.

Syntesen stammer fra dynamikken mellem tesen og antitesen, og dette giver således en løsning eller et nyt perspektiv på sagen.

Ønsker og Hegels herre-slave dialektik

I Hegels herre-slave dialektik spiller ønsker en meget vigtig rolle. Denne filosof udtalte, at dyr har et ønske, der er tilfreds med en umiddelbar genstand. Dyret er ikke klar over, hvad det ønsker. Dette er imidlertid anderledes for mennesker.

For Hegel er historien lig med historien om sociale relationer, hvilket udfolder sig, når to menneskelige ønsker står overfor hinanden. Det, som mennesker virkelig ønsker sig, er at være ønsket/eftertragtet af andre. Med andre ord ønsker de at blive anerkendt af andre. Det betyder, at menneskets ønske grundlæggende er et ønske om anerkendelse.

Mennesker vil have, at andre giver dem en selvstændig værdi, der er deres egen, og som gør dem forskellige fra andre. Dette er, hvad der definerer den menneskelige tilstand.

Ifølge Hegel, er menneskets vigtigste karakteristika derfor pålagt andre. Selvbevidsthed skabes kun, når andre anerkender dem som selvstyrende væsener. Samtidig skaber selvbevidsthed en kamp til døden mellem dem.

Historien om Hegels perspektiv

Hegel konstruerede sin herre-slave dialektik baseret på disse begreber. Denne tese foreslog, at der fra det første øjeblik i historien blev dannet to figurer: Herren og slaven.

Den første trænger sig ind på den anden. De gør det ved ikke at anerkende deres ønsker. Herren objektiverer slaven, som derefter skal opgive deres ønske om anerkendelse, mere eller mindre ud af frygt for at dø.

Således opstår der en form for bevidsthed hos den dominerede slave. De begynder at genkende den anden som herren og begynder at se sig selv som slaven. Derfor er de ikke i stand til at forme deres selvbevidsthed; de antager bare, at herrens mening er alt, hvad der betyder noget. Dette udgør kernen i herre-slave dialektikken.

Alt dette har vigtige konsekvenser for produktionen. Herren kommer ikke i kontakt med råmaterialet eller den “ting”, som slaven forvandler med deres arbejde.

Til gengæld kommer slaven i kontakt med den, for blot at omdanne den til noget andet; men denne ting er ikke deres, og den er ikke beregnet til deres forbrug. Det er ligesom arbejderen, der laver mursten, men som ikke selv ejer et hus.

Herrer og slaver

Hegel foreslår, at historiens dialektik er herrens og slavens dialektik. Siden historiens begyndelse har der været dem, der dominerer, og dem, der bliver domineret. Herren er en anerkendt enhed, mens slaven har ansvaret for at anerkende. Slaven ophører med at være en selvstændig enhed og bliver til noget, der er formet af herren.

På grund af denne dominans tvinger herren slaven til at arbejde for dem. Det nævnte arbejde er ikke slavens kreative proces. I stedet er det en pålæggelse, der gør dem til det egentlige arbejde.

Imidlertid ender herren med at blive afhængig af slaven for at kunne overleve. Og der er altid et øjeblik, hvor magten bliver vendt på hovedet. Slaven er uundværlig for mesteren, men mesteren er ikke uundværlig for slaven.

Herre-slave dialektik er et koncept, der markerede et vigtigt øjeblik i filosofiens historie. Det er stadig gyldigt, selvom mange andre mennesker har studeret og genfortolket det.