En fortælling om identitet: Fuglen uvist om sin identitet

Da fuglen blev en voksen ørn, besluttede hyrden sig for, at det var tid til at slippe den fri. 

Opdag en fantastisk fortælling om identitet, lige her!

Denne fortælling om identitet handler om en ydmyg, men passioneret, gedehyrde, der levede i midten af ingenting. Et år, regnede det ikke så meget, og han bekymrede sig over, at græsset ikke groede, så gederne ikke havde noget at spise.

Gedehyrden vidste, at der var et bjerg i nærheden. Han besluttede sig derfor for at klatre til toppen af dette med sine geder. Han troede, at der ville være græs, på grund af fugtigheden.

Meget tidligt om morgenen, begyndte han sin rejse til toppen af bjerget. Da han endelig kom frem, så han, at der var nok græs til alle gederne. Da han var på vej tilbage igen, var der noget, der fangede hans opmærksomhed.

Der var en lille ørnerede, som lå på skrænten. Han hadede ørne, fordi, i fortiden, var der en, der havde angrebet hans høns. Manden var dog nysgerrig, så han besluttede sig for at kigge nærmere.

I reden, var der to, små ørneunger. Der var dog en af dem, der var død. Det virkede som om, at reden var faldet ned fra et højt sted, og den stakkels, lille fugl havde ikke overlevet faldet. Den anden ørneunge var skadet, og trak knap nok vejret. Ifølge denne fortælling om identitet, fik gedehyrden ondt af den lille unge, og han besluttede sig for at tage den med sig hjem.

Indflydelsen af omsorg

Gedehyrden plejede tålmodigt fuglens sår. Han fodrede den og tog sig af den. Han mente, at fuglen var for lille til at blive sluppet fri, så han beholdt den i noget tid. Som den voksede, begyndte manden dog at bekymre sig. Han ønskede ikke, at dyret skulle angribe hans geder eller høns.

Da fuglen blev en voksen ørn, besluttede hyrden sig for, at det var tid til at slippe den fri. Han tog derfor, en morgen, fuglen med til et åbent område, så den kunne flyve væk.

Til hans overraskelse, begyndte fuglen at følge med ham på vej hjem igen. Igen, fik manden ondt af den, og tog den med tilbage.

Han forsøgte i adskillige dage at få fuglen til at forsvinde, men den fandt altid tilbage til hyrdens hjem igen. Ørnen kunne ikke flyve, så den blev ved med at hoppe frem og tilbage.

Fuglen virkede til at være meget knyttet til ham, så den gode mand opgav at få den til at forlade ham. Han tog den derfor med hen til hønsegården, til de andre høns og kyllinger. Hønsene blev meget bange, da de så ørnen. Hurtigt, opdagede de dog, at den ikke var en trussel, så de behandlede den som en af deres egne.

En underlig besøgende

Tiden gik, og ørnen opførte sig som enhver anden høne. Den lærte endda at skræppe ligesom dem, og hyrden behandlede den også som en.

Men, så kom en ørneekspert til gården. Eksperten var stille og roligt på vej forbi, og han blev overrasket over det, han så: En ørn, der skræppede og levede med høns!

Eksperten ledte derfor efter gedehyrden, og han bad ham om at forklare det underlige fænomen. Den ydmyge mand fortalte ham hele historien, og han forklarede ham, at, for ham, var ørnen ligesom enhver anden høne.

Men eksperten var ikke enig. Hvert et dyr har sin egen essens, sagde han, så det er umuligt for ørnen at have glemt, hvem den er. Han bad om gedehyrdens tilladelse til at bevise sin teori, og gedehyrden accepterede dette.

En fortælling om identitet

Eksperten tilbød ørnen noget kød, men fuglen afviste det, og foretrak at spise orme og korn. Ørnen blev frastødt af kødet. Herefter, gik eksperten op af en stige med dyret, og kastede fuglen op i luften. 

Han forvende, at den ville flyve. Til hans overraskelse, faldt ørnen dog ned og kom til skade. Efter adskillige dage, hvor han tænkte over, hvad han kunne gøre, kiggede han på skrænten og besluttede sig for, at det var nødvendigt at gå hen, hvor det hele var begyndt.

Den næste dag, tog eksperten ørnen med hen til den skrænt, hvor hyrden havde fundet den. Da de kom frem, så dyret en smule utilpas ud. Eksperten ventede dog. Han tænkte, at når som helst ville dyret finde sin sande essens igen.

Han brugte hele natten på at vente. Dernæst, kom en ny dag. Ørnen følte sig ilde til mode, fordi den ikke ønskede, at solens stråler skulle forstyrre den. Da eksperten indså dette, tog han fat i dyrets nakke og tvang fuglen til at se solen.

På dette tidspunkt, frigjorde ørnen sig selv fra ekspertens hænder, tydeligvis irriteret over, hvad han gjorde. Dernæst, åbnede den sine vinger og begyndte at flyve væk fra manden.