Forskellen mellem menneskerettigheder og grundlæggende rettigheder

3 minutter

Vi forstår menneskerettigheder som en begrænsning baseret på statens handlinger i relation til individer, som garanterer dem en vis frihed i overensstemmelse med deres egen tilstand som mennesker.

Forskellen mellem menneskerettigheder og grundlæggende rettigheder

Sidste ændring: 14 april, 2021

Grundlæggende rettigheder opstod i Frankrig i slutningen af det 18. århundrede med “Erklæringen om menneskets og borgernes rettigheder”. Idéen om menneskerettigheder stammer helt tilbage fra de naturlige love, som romerne skabte i antikken, der var baseret på den tids rationelle idéer.

Vi forstår “lov” som en række statsskabte legale normer, skabt til at regulere individers adfærd. Hvis man ikke retter ind efter disse normer, er konsekvensen juridiske sanktioner.

Derfor er love grundlæggende for social sameksistens, så alle kan leve i tryghed, lighed, vished, frihed og lovlighed. Formålet med en lov er at skabe harmoni, orden og social balance.

Formålet med denne artikel er at studere disse koncepter såvel som deres karakteristika, forskelle og sociale konsekvenser.

Menneskerettigheder

Når vi følger definitionen på en lov, kan vi introducere og forstå menneskerettigheder som en begrænsning, der pålægges statens handlinger overfor individet. Dette sikrer mennesket særlige friheder i overensstemmelse med deres tilstand som mennesker.

Derfor er menneskerettigheder uundværlige for at kunne leve et liv i frihed med værdighed samt i et retfærdigt og fredeligt miljø.

Alle mennesker uden undtagelse har disse rettigheder. Der skelnes ikke mellem køn, nationalitet, etnicitet, farve, religion, sprog, politisk ståsted, alder eller social, kulturel eller økonomisk situation.

Menneskerettigheder er:

Universelle.
Ukrænkelige.
Uomsættelige.
Uafståelige.
Afhængige af hinanden.

Således fastlægger den internationale menneskerettighedslov forpligtelse for alle lande til at handle på en bestemt måde for at fremme og beskytte menneskerettighederne og den enkeltes grundlæggende frihedsrettigheder.

Vi finder grundlaget for dette sæt af love i United Nations Charter (1945) samt i the Universal Declaration of Human Rights (1948).

Grundlæggende rettigheder

Før man kan tale om grundlæggende rettigheder, må der først være menneskerettigheder. Vi kan kan forstå en grundlæggende rettighed som værende den garanti, som landet giver sine indbyggere. Disse rettigheder styres af en Magna Carta i ethvert lands forfatning, ganske enkelt fordi de er grundlæggende for ethvert menneske.

De adskiller sig fra andre rettigheder, som er skabt af forfatningerne. Det skyldes, at de er umistelige (opnået ved fødslen) og aldrig kan blive genstand for transaktion eller udveksling.

Desuden er forsvaret af grundlæggende rettigheder som regel en hurtig proces i juridiske processer i demokratiske samfund. Det er, fordi vi anser dem for at være en grundlæggende søjle i samfundet.

På denne måde ser vi, at ethvert samfund har sine egne grundlæggende rettigheder. Desværre bliver de ikke respekteret i mange lande.

Tegning af menneskeflok, der løfter kampklare hænder

Forskellen mellem grundlæggende rettigheder og menneskerettigheder

Hovedforskellen er territoriel. Menneskerettigheder er universelle, uden nogen undtagelse. Derimod eksisterer grundlæggende rettigheder indenfor et specifikt retssystem med de begrænsninger, som denne lov har. Derfor er begrebet grundlæggende rettigheder fremherskende i staters lovgivning.

En grundlæggende rettighed er frem for alt en ret, som forfatningen skaber. På grund af det er vi nødt til at overveje præeksistensen af en ret for at kunne skabe en grundlæggende rettighed.

Menneskerettigheder har en langt bredere kontekst end grundlæggende rettigheder. Vi kan se, at det er vigtigt at skelne mellem de to. Dog er det ikke alle menneskerettigheder, som er blevet anerkendt som grundlæggende rettigheder.

Således ser vi, at der internt i stater og især i den forfatningsmæssige doktrin er en sondring mellem grundlæggende rettigheder og menneskerettigheder. Denne sondring har derfor en række konsekvenser for den interne regulering af stater.