For at føle glæde, må jeg først grave en brønd

Der er mennesker, for hvem det er utrolig svært at føle glæde. For dem er følelsen af glæde som en allergi eller fobi skabt og opretholdt af mekanismer, som man sjældent er bevidst om. De er fremmede for den følelse, som de hellere vil flygte fra end udforske. De kan have haft en hård barndom, tro, at de ikke fortjener glæde eller de kan være perfektionister. Uanset årsagen, så er de ikke i stand til at føle glæde.

De føler, at de er i alvorlig fare. Hvis de oplever, at de bliver vant til glæden, vil de frygte, at den snart forsvinder. De er ude af stand til at betragte livet som andet end en kamp eller en lidelse. Hvis de ikke kæmper for noget, bider tænderne sammen, hvis deres muskler ikke er spændte, så er der noget galt.

Glæde, der ikke tilhører mig

Tidligere var det mere normalt at fornægte sig selv at føle glæde. For eksempel hvis én fra et lavere socialt lag lykkedes med at få adgang til et højere. Specielt fordi denne adgang var usikker. De udviste modstand i glæden ved at nyde godt af de privilegier, de havde opnået eller som var tilkommet dem ved held. Tanken var, at man blev født ind i en klasse, og dér forblev man til sin død og alle ændringer – om det så var for det bedre – var nærmest umuligt. Det var i mange tilfælde en praktisk foranstaltning, men også en mental en.

Når folk ikke har noget at bekymre sig om, er de eksperter i at lede efter problemer og fokusere på dem. Det samme gælder smerte. Når vi har en stor smerte, fikser vi ikke de små. Der er folk, som konstant mærker efter på deres krop, fordi de konstant tror, at de lider af en alvorlig sygdom, som kræft.

De er den type mennesker, som finder sig bedre tilpas i rollen som offeret, den knugede eller som boksebold end i rollen som en vinder eller leder. Det er derfor, du sjældent ser dem fejre noget. De vil altid finde en årsag til at være trist.

For dem er medlidenhed deres mest magtfulde våben for at sikre sig selskab. Det er deres trøst, og de er ikke klar til at opgive den, uanset hvor meget glæde, de har i deres liv.

Altid ofre

På den anden side giver rollen som ofre dem en valid retfærdiggørelse af ikke at opfylde visse forpligtelser udover ikke at deltage i livets glæder. De gemmer sig i deres lille smerte eller utrættelige sorg for at undgå visse ting.

Hvordan kan jeg bekymre mig om andre, når jeg selv har det så dårligt? Hvis jeg er den, der altid har det dårligt og den med de værste og mest tragiske problemer? Hvad ville der ske, hvis jeg hjalp andre og blev vant til det?

Frygten for at føle glæde

Frygt. Det er følelsen. Frygten for:

• Ensomhed. Frygt for ikke at være i stand til at være uafhængig. Frygt for at svigte andre. Frygt for at blive ked af det. Frygt for at skulle håndtere drømme, der pludselig kan opnås.
• At kigge ned og se hvor langt der er ned. Frygt for at kigge op og se, hvor langt der er op.
• Finde sine grænser. Frygt for at være dum.
• At nyde livets glæder og de gode følelser.

Al denne frygt forsvinder, hvis vi er følelsesløse overfor dem, når vi ikke rykker os for meget, når vi ikke nyder for meget. Når vi ikke håber på glæde, når der eksisterer en frygt for at åbne for en brønd, vi kunne falde ned i. Vi har det bedre, når vi er konservative og ikke skaber forventninger, hvor vi kan skuffe os selv. Dette er noget, vi alle har haft gjort på et tidspunkt for at beskytte os selv, endda forsvaret det i vores tale…

Glæde kan kun opstå, hvis vi frigør os selv og overgiver os til oplevelsen. Når vi har tiltro til, at uanset hvilke kort, livet har givet os, så ved vi, hvordan vi skal spille dem og nyde spillet. Det handler ikke om at overleve, men om at leve. Mentalt er det et nødvendigt skridt, men det er utrolig vanskeligt pludselig at skulle gå ud fra, at nyde livets glæder ikke vil formindske den gode skæbne, som livet har i vente til os.