Emily Dickinson og hendes indre dæmoner
Emily Dickinson tilbragte de sidste tyve år af sit liv med at være låst inde på sit værelse. Hun var altid klædt i hvidt, led af migræne og bad selv om at blive begravet i en vaniljeduftende kiste.
“Man har ikke brug for et kammer for at være hjemsøgt,” sagde Emily Dickinson. Få mennesker i litteraturen har været så mystisk fra et psykologisk synspunkt.
Ifølge flere eksperter giver ord som “jeg mærkede en begravelse, i min hjerne” et glimt af, hvorfor hun valgte at være inde på sit værelse hele dagen, hvor hun isolerede sig selv fra omverdenen og samfundet.
Der har være en masse spekulationer om, hvilken mulig psykisk lidelse den berømte amerikanske digter kan have lidt under.
Hendes indelukkethed begyndte i 1864, da hun var omkring 30 år gammel og sluttede på den dag, hvor hun døde i en alder af 55. Samtidig med sin indelukkethed valgte hun kun at klæde sig i hvidt, og hun forlod aldrig sit værelse.
Men med denne isolation kunne hun helt og holdent hellige sig sit litterære arbejde. Der er ingen tvivl om, at hendes ensomhed gav hende en del inspiration til sine kreative ideer. Men lidt efter lidt blev hun til mere end bare et spøgelse bag et vindue. Hun var heller ikke i stand til at være med til sin egen fars begravelse, som blev udført i stuen i hendes eget hjem.
Hvad var årsagen til, at Emily Dickinson isolerede sig?
I 2003 udgav dr. David F. Maas fra Texas A&M University en interessant undersøgelse med navnet “Reflections on Self-Reflexiveness in Litterature.” Her analyserede Maas Dickinsons følelsesmæssige tilstand.
Senere er der blevet udført flere undersøgelser. Gennem disse kan du danne dig et groft billede af de indre dæmoner, som jagede hende gennem livet. Ironisk nok de samme dæmoner, som uden tvivl også gav hende den kreative inspiration.
“Jeg mærkede en begravelse i min hjerne
Og de sørgende fra og til
Fortsatte med at træde – træde – til det så ud som om
At den følelse brød igennem –
Og da de alle havde sat sig
En gudstjeneste, som en tromme
Blev ved med at slå – slå – til jeg troede
Min hjerne skulle blive døv(..)”
-Emily Dickinson-
Emily Dickinson og hendes indre trommer
Digtere har altid haft en ekstraordinær evne til at dykke ned i deres sammensatte hjerner. For eksempel skrev Edgar Allen Poe selv i sit digt “Alone:” “Fra barndommens time har jeg ikke været. Som andre var – jeg har ikke set det. Som andre så – jeg kunne ikke give. Mine passioner fra en fælles kilde.”
Af en eller anden grund var mange af disse digtere ekstraordinært dygtige samtidig med, at de også var psykisk syge. Og de var altid klar over deres specielle tilstand.
Emily Dickinson skrev i sit digt “Jeg mærkede en begravelse, i min hjerne” at hendes galskab var hendes mest guddommelige sans. Den lod hende skrive om og føle de allerdybeste modgange.
Migræne
Noget man er nødt til at forstå om Emily Dickinson var, at hun ligesom en masse andre mennesker ikke kun led af en enkelt psykisk lidelse. Der er bevis for, at hun led af mange forskellige ting, såsom migræne.
Social angst og agorafobi
Nogle af eksperter i Emily Dickinsons værker kommer med en speciel ide. Ifølge dem var valget om at isolere sig selv fra verden udenom og lukke sig selv inde på sit værelse en måde, hvorpå hun bedre kunne koncentrere sig om sit arbejde. Men der skal også lige tages højde for nogle aspekter:
- Først og fremmest var hendes isolation total. Hun modtog ingen besøgende eller så sin familie, som boede i samme hus.
- Hun foretrak at kommunikere med sine brødre og nevøer bag sin dør, hvis det var muligt.
- Hun skrev også breve til sine venner.
Datidens læger informerede henderes familie om, at Emily led af en sjælden sygdom kaldet “nervøst sammenbrud.” Nu om dage linker de fleste psykiatrikere disse symptomer til social angst og alvorlig agorafobi.
Skizotypisk sindslidelse
I hendes bog Wider Than the Sky: Essays and Meditations on the Healing Power of Emily Dickinson skriver Cindy MacKenzie om, hvordan Emily Dickinson brugte poesi til at styre sin sygdom.
Hun var altid særlig opmærksom på, at der var noget galt med hende. På samme måde vidste hun, at disse indre dæmoner, som hun kaldte dem, skyggede for hendes fornuft, sanser og balance.
Steven Winhuen, en læge fra John Hopkins University, gennemførte en interessant undersøgelse af Emily Dickinson. Efter hans mening var det, den berømte digter led under, en skizotypisk sindslidelse.
Der er flere grunde til at bakke hans konklusion op, for denne diagnose passer alt sammen meget fint med den meget grafiske information, som hun giver videre i sine digte.
Konklusion
Emily Dickinson døde af sygdom den 15. maj 1886. Det var en nyresygdom, som interessant nok også tog livet af Mozart. Hun blev begravet på byens kirkegård i en vaniljeduftende hvid kiste helt efter de foreskrifter, som hun efterlod.
Årsagen til hendes isolation er og vil altid være en gåde. Selvom hun tog hemmeligheden bag dette med sig i graven, så har hun efterladt sig et stort navn. På trods af de enorme lidelser, hun led under, uden tvivl takket være hendes “indre dæmoner,” så efterlod hun en fantastisk gave til os alle i form af hendes værker.
Alle citerede kilder blev grundigt gennemgået af vores team for at sikre deres kvalitet, pålidelighed, aktualitet og validitet. Bibliografien i denne artikel blev betragtet som pålidelig og af akademisk eller videnskabelig nøjagtighed.
- Maas, DF (2003). Reflexiones sobre la autorreflexividad en la literatura. Et Cétera, 60 (3), 313.
- Winhusen, S. (2004). Emily dickinson y la esquizotipia. The Emily Dickinson Journal, 13 (1), 77–96.
- Thomas, H. H. (2008). Wider than the sky: Essays and meditations on the healing power of emily dickinson. The Emily Dickinson Journal, 17(2), 113–116,124.
