Fra egoisme til selvkærlighed ifølge Aristoteles

september 12, 2017

Aristoteles spekulerede engang over, “om en person burde elske sig selv mest, eller det var bedre at elske andre.” Denne kloge, græske filosof postulerede en unik vision om egoisme og dets intime forhold til selvkærlighed. Vil du gerne lære lidt mere om hans enkelte deduktion?

Før vi fortsætter, skal vi sige, at vi vil fokusere på hans berømte arbejde “Nicomachean Ethics“. For at være mere konkrete går vi direkte til kapitel VIII i den niende bog, der har titlen “On selfishness or self-love.”

Kærlighed for sig selv eller selvkærlighed ifølge Aristoteles

I dette kapitel af Aristoteles omfattende arbejde kommer filosoffen med sit bud på en dydig person. I dette arbejde fokuserer han på sammenligningen mellem kærligheden for én selv eller selvkærlighed og egoisme.

Filosoffen mener, at de virkelige fakta modsiger teorier om egoisme. Hvis det virkelig er sandt, at det at elske sin bedste ven er dydigt, påstår han også, at vi selv er vores bedste venner. Det vil sige, at man er sin egen bedste ven. Og så undrer han sig: er det egoistisk at elske sig selv? Logisk nok er det nærmeste forhold, der kan opnås i enhver persons liv, forholdet til én selv. I sidste ende hvem lever vi så med 24 timer i døgnet, og hvem skal vi holde ud, med humørsvingninger eller ej?

De to slags egoisme ifølge Aristoteles

Efter filosoffen har etableret selvkærlighedens regler, kommer han med en forklaring på de to typer egoisme. Hvis han virkelig mener, at udtrykket har en nedsættende og skammelig klang, mener han også, at der findes en mening bag det.

Den første slags egoisme, som Aristoteles påviser, er fokuseret på kærlighed til verdslige ting. Filosoffen ligestiller denne handling med landsbyens, altså med flertallet, som han kalder for vulgær. Dette er uden tvivl resultatet af et alt for klasseopdelt samfund som det, der eksisterede i det antikke Grækenland.

I dette tilfælde identificerer Aristoteles denne første slags egoisme som et fokus på kropslige nydelser. Med andre ord holder disse mennesker de største rigdomme, ærer og varer for dem selv. De elsker at akkumulere materielle ting, og jo mere værdifuldt det er, jo bedre. Det vil sige, at deres eneste mål i livet er at tilfredsstille deres lidenskaber og ønsker. Og det betyder ifølge Aristoteles, at de lytter til den mest irrationelle del af sjælen. Han observerer dette som en slags vulgær skik, beklagelig og meget lav. Derfor er det en skidt indstilling.

“Udtrykket “selvkærlighed” kan bruges som en kritik, hvis en person tager mere end sin retfærdige andel af penge, ære og kropslige fornøjelser, for i dette tilfælde hylder personen sin dyriske appetit og den irrationelle del af sin natur.”
-Aristotles-

Men senere siger denne klassiske filosof, at de personer, der drives af den største retfærdighed og visdom, også er egoistiske. Men de er mennesker, der søger dydigheden, hårdt arbejde og skønhed. Han ser intet anklageligt i denne adfærd.

Egoisme giver plads til selvkærlighed

Vi vil fortsætte med at tale om denne anden slags egoisme, som Aristoteles undersøger. Hvordan kan vi ikke kalde en person egoistisk, hvis personen dedikerer sig selv, sin krop og sin sjæl til en søgen efter visdom, retfærdighed og skønhed? De skal også tilfredsstille deres egne behov, og dette er deres eneste mål i livet.

Ikke desto mindre tillægger filosofen stor værdi til disse mennesker. Det vil sige, han betragter den gode person som den mest egoistiske af alle. Men denne egoisme er ikke skadelig, men nærmere ædel. Det er ikke vulgært, for fornuften er personens herre. Det vil aldrig være lidenskab, hvilket er tilfældet med den tidligere nævnte gruppe, som kun fokuserede på materielle ting.

Ifølge Aristoteles fokuserer disse ædle, men egoistiske personer, på at praktisere dydighed, for det er her, man finder glæden. Og denne indstilling vil i sidste ende berige hele samfundet. Sådan opnår de både personlige fordele og udøver ydelser for andre.

For den græske filosof er dydighed den vigtigste egenskab af alle. Så når den dydige person gør, hvad personen skal, og arbejder intelligent og med stor fornuft, er der for den onde person en dyb uoverensstemmelse mellem personens pligt og det, personen virkelig laver.

“Den dydige person vil gøre mange ting på vegne af sine venner og sit hjemland.”
-Aristotles-

Konklusion

Her ville det være godt at konkludere, at Aristoteles mener, at den gode og ædle person er egoistisk. Men fra personens dydighed og retfærdige opførsel skabes der gaver, som venner, hjemland og samfund nyder godt af. Det er en engageret person, der ser ned på materiel rigdom, men nyder fordelene ved ære og værdighed.

Aristoteles mener, at den retfærdige person foretrækker at nyde et sekunds fornøjelse fremfor et liv i skam. Personen er generøs og selvopofrende, når dette kræves. Personen vil være i stand til at opgive alt for dem, der har brug for det. Denne person vil ikke have noget problem med at opgive æren for en handling til fordel for en anden person. Det vil sige, at det er en person, der ved, hvordan man er egoistisk og på samme tid en person med stor selvkærlighed.