Ed Wood: Den værste filminstruktør nogensinde
Ed Wood er kendt som den værste filminstruktør nogensinde. Men hans entusiasme, optimisme og karisma har også gjort ham til et symbol på den energi og styrke, det kræver at tro på sig selv. Tim Burton lavede en biografisk film om ham i 1994.
På en måde, opnåede han sit ønske om at blive kendt i filmbranchen, men formentlig ikke på den måde, som han havde forventet. Efter hans død, kaldte kritikere ham “en af de værste filminstruktører nogensinde”.
De kaldte også hans film Plan 9 fra det ydre rum den værste nogensinde. Den film inspirerede til begrebet “Z film”, en type film af lavere kvalitet end en B film.
Men, over tid, blev Wood en kultfigur i filmverdenen. Vigtige filmskabere, såsom John Waters og Tim Burton, har nævnt ham som en indflydelse. Var Ed Wood virkelig så dårlig? Hans film har efterladt mange mangler: huller i plottet, problemer med manuskript, mikrofoner i billedet, baggrunde af pap og andre ting, der har gjort dem svære at tro på.
Den uperfekte succes
Producere har afvist Woods arbejde, hvilket betød, at hans film havde ekstremt lave budgetter. Dette, kombineret med den ringe teknologi på dette tidspunkt, var en stor årsag til, at hans film var af så dårlig kvalitet.
Men han var heller ikke en perfektionist, ej heller bekymrede han sig om fejl eller uoverensstemmelser. Han filmede blot i den tro, at hans film gik ud over perfektion, og at alt i dem var troværdigt.
På trods af alle hans fejl, er der noget succesfuldt over hans film, noget unikt. På dette tidspunkt (i 1950’erne), blev mange af hans temaer set som provokerende, og de blev ikke taget seriøst.
Dette er, hvad der skete med Glen eller Glenda. Wood forsøgte at fortælle en hjertefyldt, personlig historie om en person, der gik i det modsatte køns tøj, men folk så det som en komedie.
Ed Wood: Biografien
I 1994, udgav Tim Burton sin film omkring Ed Woods liv. Burton har ofte snakket om den påvirkning B film (særligt horror) havde på ham. Vi kan bestemt se dette i hans film.
Ed Wood var en af disse påvirkninger. Burton så Plan 9 fra det ydre rum som barn, og havde et ømt minde om den. Woods film var muligvis fyldt med fejl, men de var også fyldt med entusiasme. Dette er præcis den entusiasme, som Burton bragte i sin film omkring filminstruktørens liv.
Ulig Wood, er Burton en konsekvent filminstruktør, og filmen er perfekt lavet og fornøjelig, i ethvert henseende. Han havde et fantastisk manuskript og erfarne skuespillere, såsom Johnny Depp og Martin Landau. Men ikke alt var fantastisk. Da Burton sagde, han ville lave filmen i sort og hvid, besluttede produceren at stoppe projektet.
Han ønskede at fange essensen af tiden, følelsen af Bela Lugosi og 1950’ernes B film. For at gøre dette, var han nødt til at filme i sort og hvid. Filmen var ikke særlig succesfuld, da den udkom i 1994. Men den vandt en Academy Award for bedste make-up og hårstyling, samt Bedste Birolle.
Begge disse priser har at gøre med en af hovedfigurerne i filmen: Bela Lugosi. Denne legendariske skuespiller kom til live, takket være den spektakulære make-up og Landaus fantastiske skuespil.
Mange folk anser Ed Wood som Tim Burtons bedste film. Den har tonsvis af personlighed, og skiller sig ud, endda blandt alle hans andre film. Det lykkedes ham at gengive essensen af den mørke side af Hollywood, og han portrætterede Lugosi og Wood smukt.
En hyldest til film
Burtons film var mere end blot en hyldest til Ed Wood. Det var også en hyldest til B film. Det er ode til film, til 50’ernes sort/hvid film, og til de “gamle glorier” af film, såsom Bela Lugosi. Lige fra de begyndende rulletekster, har den en magi og nostalgi, som film nu til dags virker til at have mistet.
Stilen er fuldstændig Ed Wood. Filmen starter med skud på gravstene med skuespillerens navn på, og billeder af tentakler og flyvende tallerkener. Dernæst, tager den uhyggelige musik os med til et mørkt, mystisk rum. Kameraet viser os en kiste under et skummelt vindue, med en storm rasende uden for på den anden side.
Kisten åbner sig, og The Amazing Criswell (spillet af Jeffrey Jones) viser sig og fortæller os, at vi skal til at se den sande historie om Ed Woods liv. Denne klassiske introduktion af B film er absolut fangende, og slutter af med, at kameraet panorerer og zoomer ind på vinduet, og tager seeren med ind i stormens dyb.
Den sidste scene i filmen tager os tilbage til begyndelsen, men i omvendt rækkefølge. Den zoomer ud og vender tilbage til rummet. Dernæst, lukker kisten sig. Simpelthen magisk.
En anden del, vi elsker, er Hollywood-skiltet, som viser sig adskillige gange i filmen, omgivet af lysende pile og mørke. Det får en til at overveje, om filmens mekka virkelig er så vidunderligt, som vi tror. Burton skaber derefter en skarp kontrast ved at vise os en lille, simpel lejlighed, der symboliserede den mørke side af Hollywood.
Ed Wood: Sammenfatningen af entusiasme
Wood var passioneret, og havde en dyb kærlighed til film. Men folk stillede altid spørgsmålstegn ved hans talent. Han følte sig som Orson Welles, og han var sikker på, han kunne lave noget stort, noget vigtigt. Han var så sikker på sig selv, at han også arbejdede som sin egen manuskriptforfatter, producer og skuespiller.
Burtons film præsenterede Wood som en indtagende, uskyldig mand med barnlige håb og drømme. På trods af al den hårde kritik og tilbagegang, mistede Wood aldrig sit smil. Han troede på sig selv, og fortsatte med at lave film, lige meget, hvor lille budgettet var.
På et tidspunkt, blev han venner med Bela Lugosi, den ungarsk-amerikanske skuespiller, som var populær for sit portræt af Dracula. Burton så i det venskab en refleksion af, hvad der skete med ham og Vincent Price, en populær horror-skuespiller, som Burton gav den sidste rolle af sin karriere til, ligesom Wood gjorde med Lugosi.
Da entusiasmen forsvandt
Wood var karismatisk, og hans venner hjalp ham med at udholde industriens afvigelse. De døbte faktisk dem selv for at få finansiering fra en religiøs gruppe, så Wood kunne filme Plan 9 fra det ydre rum. Hans utrolige optimisme gjorde ham til en kultfigur. En kirke værdsætter ham endda nu.
Sidst i hans liv, begyndte Woods optimisme at falde, og han døde som en fattig alkoholiker. Gudskelov, lykkedes det Burton at fange hans essens, og skabe en film fyldt med denne optimisme og håb.
Det er en nostalgisk film, der gør det muligt for os at værdsætte denne underlige filminstruktør, have håb, når man møder modstand, og undre os over, hvordan Woods liv ville have været, hvis han havde været født i en anden æra.
“En persons tåbelighed er en anden persons realitet.”
-Tim Burton-
