Det er ikke alt, som møder os, der er godt, hvilket kan føre til overanstrengelse

Det er ikke alt, som er omkring os, der er betydeligt.  Og det er nødvendigvis heller ikke alt, der kommer vores vej, som er rigtigt for os. Dette kan føre til overanstrengelse. At tage tilstrækkelige følelsesmæssige og psykologiske filtre i brug i vores liv til daglig, kommer til at forbygge visse giftstoffer i at trænge ind i os. De kommer til at skræmme ulven i fåreklæder væk. Og også virusser, som skaber overbelastning, stress og bitre oplevelser.

Alle disse dimensioner er vigtige, men de er ikke kendt for at være jævnbyrdige. Dog for bedre at kunne forstå hvad det betyder ikke at anvende disse psykologiske fællesbetegnelser i vores dagligdag, vil vi starte med at snakke om overanstrengelse. Den mest almindelige form for overanstrengelse er den fysiske slags. Og selvom man ikke skulle tro det, så er der faktisk en anden form for overanstrengelse. En form som er mere normal blandt den almindelige befolkning, og som er mere kronisk.

Den følelsesmæssige overanstrengelse

Vi snakker her om den følelsesmæssige overanstrengelse. Den er i stand til at skabe en helt psykosomatisk “pakke” inden i os, hvor der ikke er mangel på smerter i nakken og ryggen, hovedpiner, fordøjelsesproblemer. Mange kalder det simpelthen en “udbrænding”. At skulle bære rundt på en følelsesmæssig overanstrengelse, som bliver overført til det fysiske og til sidst gør os indelukkede, kan føre til en skjult depression, som ikke altid er nem at diagnosticere.

Denne realitet sker ved, at man er helt igennem gennemtrængelig for alt, der kommer ens vej. Og alt som er omkring en. Hvis ikke vi sætter en barriere eller grænse op og gemmer os bagved et skjold, når noget ikke gør os noget godt, skader os eller skaber stress i os, så vil vi blive slået ned inden i, og blive overvundet af ligegyldighed, modløshed og frustration.

Vi lærer at fokusere på virkeligheden på en anderledes måde: vi må beskytte os selv.

Åbenhed: et meget normalt problem

Åbenhed anvendt i menneskelig adfærd har en konkret og nødvendig funktion. Vi bliver nødt til at være åbne over for det, som er omkring os, så vi kan blive klogere og overleve. Ved at filtrere det, som andre giver os eller yder, kan vi vokse, og det er uden tvivl godt for os.

Nogen gange får vi lige hvad vi har brug for. Og derfor hjælper det os ikke med at komme frem, hvis vi holder fast i et ubøjeligt tankemønster eller et lukket sind. Det vil heller ikke give nye muligheder for, at vi kan blive gladere. Derfor bliver vi for det meste nødt til at kæmpe med en hjerne, som er programmeret til at være modtagelig. Gennemtrængelig som en svamp, som vil absorbere alt omkring den.

Men, og her starter problemet, det som hjernen gør instinktivt, tilpasser sig ikke til det, vores psykologiske balance har behov for. Det at være modtagelig fører os ikke altid til personlig fremgang. Tværtimod fører det os ind i en følelsesmæssig tilbagegang. Det er interessant at huske på det, som Albert Ellis, i sin rationelle følelsesmæssige adfærdsterapi, kaldte for “triaden af fortvivlelse.”

Ifølge Ellis tager vi tre former for irrationelle forventninger i anvendelse i vores daglige liv. De er håbløse og kommer til at føre os til klassisk fortvivlelse.

Sammen med irrationelle tanker om, at “vi burde gøre alting rigtigt” eller “alle kommer altid til at behandle mig på den måde, jeg gerne vil behandles,” så er der også et tredje aspekt vi bør reagere på, og det er at vide, “at der er ingen grund til, at jeg skal konfrontere det, som generer mig eller bekymrer mig.” Når vi er gennemtrængelige, holder vi op med at konfrontere det, vi ikke kan lide. Vi fortynder os selv som vand og salt. En blanding, som ikke er acceptabel, men som vi drikker hver dag. Dette er ikke optimalt.

Hvis det, som møder dig, ikke er rigtigt for dig, så beskyt dig selv

Hvor meget er du villig til at give afkald på, uden at opgive den du er? Hvor langt vil du gå, for ikke at give andre lov til at tage dig ind i deres personlige univers? Ikke alt, som møder dig, er rigtigt for dig, og det skaber heller ikke nok værdi til at blive en del af dit liv.

Det er meget vigtigt, at vi lærer, hvordan vi skal sætte personlige grænser. For at lære, hvad denne grundlæggende strategi indebærer for vores personlige vækst, så visualiser lige et øjeblik en varm oplyst cirkel, som omringer os. Det område vi befinder os i er et, som beskytter os fra den ydre verden. Det giver os lov til at få forbindelse med andre uden at skulle smelte sammen med dem.

Til gengæld har denne magiske cirkel fantastiske egenskaber: den er fleksibel. Den giver os lov til at forbinde os med andre uden at miste vores identitet. Den udvider sig også, når vi ser, at noget eller nogen helt sikkert kommer til at give os lov til at vokse uden at ødelægge os.

Der er altid tid til at hele de åbne sår og skabe en perfekt cirkel

Så denne cirkel er klog og hård. Når noget prøver på at skade os, kommer den med det samme til at skrumpe ind. Fordi dens barriere er tæt knyttet til vores værdier, vores selvværd og identitet. Hvis det, som kommer vores vej vil skade os, kommer det ikke ind uden yderligere ståhej. Disse personlige grænser plejer at udvikles igennem vores tidlige barndoms- og teenageår. Det er til gengæld meget normalt, at de på et tidspunkt i vores liv er blevet skadet og åbnet med tvang.

Det er okay, det er ikke det sidste, der skal have noget at sige. Der er altid tid til at fikse det. Til at hele de åbne sår og at skabe en perfekt cirkel, som er stærk og slagkraftig. En cirkel, som er tilstrækkelig fleksibel til at vide, hvad der er godt for os. Og hvad det er bedst at lade ligge i entreen sammen med de uventede gæster. I værelset med falske venner, falske drømme og falske håb.

Vi bliver nødt til at gøre brug af vores forsvarsbarrierer på den rigtige måde.