Betydningen af Charlie Chaplins tale i "Diktatoren"

Det er mere end 80 år siden, at Charlie Chaplins tale i "Diktatoren" blev delt. Men vi må ikke glemme den den dag i dag.

Skrevet og kontrolleret af psykolog Valeria Sabater.

Sidste ændring: 13 maj, 2023

Superheltefilm med kapper og ekstraordinære kræfter, der redder verden og får os til at smile med deres lette vittigheder, er underholdende. Faktisk hjælper de os med at koble af, når vi er udmattede af hverdagens travlhed. Men indimellem bør vi også kigge på visse film fra fortiden. Det gælder Charlie Chaplins tale i Diktatoren.

Det skader nemlig aldrig at støve klassikerne af en gang imellem. Det fungerer ofte som en vidunderlig helbredende øvelse. Desuden kan vi ved at gøre det også opdage nogle ekstraordinære kendsgerninger.

Desrudover er nogle produktioner tidløse og indeholder budskaber, som stadig er meget aktuelle i dagens verden. Diktatoren af Charlie Chaplin er en af disse film, som alle bør se mindst én gang om året hele livet igennem.

Talen fra den lille jødiske barber, der på et tidspunkt skal udgive sig for at være Hynkel (Hitler), er et af de mest mindeværdige øjeblikke i filmkunsten. De ord, idéer og budskaber, der indgår i filmens slutning, skal huskes for det formål, som de blev skabt til: Som en modgift mod intolerance og vold.

Chaplins tale i Diktatoren: En uudslettelig arv

Efter Hitlers invasion af Frankrig følte Charlie Chaplin sig tilsyneladende tvunget til at indføje en bestemt tale i slutningen af sin film. Det var den 24. juni 1940, da han optog den fire minutter lange sekvens. Han følte et stærkt behov for at tale imod fascismen og først og fremmest søge en følelsesmæssig forbindelse med seeren ved at appellere til nogle meget faste værdier.

På det tidspunkt var verden ved at bryde sammen, men mange mennesker ventede stadig spændt på den seneste film fra dette komiske filmtalent. I virkeligheden var projektet for Chaplin selv noget af en udfordring. Faktisk var Diktatoren ikke bare en film, der latterliggjorde, angreb og grotesk karakteriserede en af tidens mest truende figurer.

Det var også første gang, Chaplin blev hørt tale på film. Hans stemme, som han havde holdt skjult i sine tidligere film, som f.eks. i Vagabonden, kom endelig frem i lyset. Desuden skulle den efterlade et uudsletteligt budskab, der skulle vare evigt.

Charlie Chaplins tale prøvede at vække den sovende samvittighed

Biografen har mere magt, end man skulle tro. Den overfører sansninger og følelser til millioner af mennesker. Den efterlader aftryk, idéer, som vi internaliserer, og minder, som aldrig bliver slettet. Charlie Chaplins tale i Diktatoren forenede millioner af mennesker med den samme følelse, nemlig dedikationen mod had og vold.

Det skal bemærkes, at ingen på det tidspunkt stolede alt for meget på denne film, og Hollywood gav ikke grønt lys til den, da de først fik kendskab til manuskriptet i 1939. Det skyldtes, at det tyske marked på det tidspunkt stadig var vigtigt for USA, og de så filmen som en trussel. Det var ligegyldigt, at folkemordet på jøderne allerede var begyndt. Halvdelen af verden foretrak at vende sig bort.

I lyset af begivenhederne i 1940 tøvede Charlie Chaplin imidlertid ikke med at skaffe finansiering til sit projekt og ændre den slutning, som han tidligere havde planlagt. Denne ændring i sidste øjeblik og den tale, som han skrev i al hast og med tungt hjerte, fik et fantastisk resultat. Den vækkede millioner af menneskers samvittighed.

I dag har vi også en tendens til at vende os bort fra realiteter, der desperat kræver vores opmærksomhed og engagement. Uretfærdigheder og selv store diktatorer overlever. Desuden er der stadig næsten de samme ekkoer fra fortiden, som vi troede var glemt, tilbage. Vi er nødt til at vågne op og huske budskabet i Charlige Chaplins tale og film.

Vi har mere brug for menneskelighed end for maskineri: Et budskab i Charlie Chaplins tale

Charlige Chaplins tale i Diktatoren er nu over 80 år gammel, men er stadig relevant i dag. Hans henvisning til, at samfundet har brug for mere menneskelighed og ikke så meget maskineri, indbyder til stor eftertanke. Teknologien har nemlig gjort store fremskridt siden det 20. århundrede, og ligesom dengang har den både en positiv og en destruktiv side.

I dag bringer de sociale medier os f.eks. tættere på hinanden og giver os mulighed for at sprede information. Det er et kraftfuldt våben, men nogle gange afhumaniserer det os også.

Faktisk opstår det alt for ofte som en kanal, der spreder had, diskriminerer og angriber dem, der er anderledes. Mere end intelligens – som barberen påpegede i filmen – har vi brug for venlighed og blidhed.

Lad os blive ved med at kæmpe for en bedre verden

Vores verden er kommet langt siden de år, hvor stormagterne var involveret i en verdenskrig. Når det er sagt, har fremskridtet ikke nødvendigvis gjort den til et bedre sted, og slet ikke i et omfang, der gør det muligt at hævde, at vi har sejret som menneskehed. Desværre er vi ikke længere etiske, diskrimination og uretfærdighed er stadig til stede, og krige raser fortsat i vores horisont.

Charlie Chaplins tale i Diktatoren er tidløs, fordi vi ikke har løst fortidens problemer. Vi har blot slæbt dem med os og givet dem andre former. Vi lever i en stadig mere polariseret nutid, hvor irrationalitet, ekstremisme og endog vold eskalerer i stilhed, næsten uden at vi bemærker det.

Det er på tide at vågne op. Vi må blive ved med at kæmpe for en bedre verden. Vi må appellere til vores menneskelighed og blive en engageret modgift mod hadets nonsens.