Det spektakulære ved et begavet barns hjerne

Plasticiteten hos begavede børn er så utroligt god, at mange hjerneforskere mener, at den er i konstant udvikling. Hjerner med så stor sult efter interaktion, at vi ikke altid ved, hvordan vi skal give dem den opmærksomhed, de fortjener.

Et begavet barns hjerne har sine fordele, men også sine begrænsninger. Disse børn behandler information hurtigt, har stor analytisk evne og et sofistikeret, kritisk øje. De opnår dog ikke altid deres fulde potentiale eller udvikler et stærkt nok sind til at håndtere deres evner eller emotionelle verden.

Mange mennesker ser det ikke som andet end en gave, men nogle opdager, at det er det langt fra. Ethvert begavet eller talentfuldt barn kommer til at møde samme udfordringer som enhver anden dreng eller pige på samme alder, udover de udfordringer barnet møder på grund af sin høje IQ.

Selvom vi ofte taler om de specielle fordele i en hjerne med ekstraordinære evner, husker vi ikke altid på de andre faktorer, der karakteriserer dette segment af befolkningen. 

Her taler vi om angst, lavt selvværd, følelsen af isolation og manglende forbindelse til omgivelserne, som ikke er godt for deres behov… Disse problemer bliver tydeligere fra 11-års alderen.

Det er ikke nok bare at identificere disse børn i en tidlig alder (man vurderer, at den ideelle alder er mellem 3 og 5 år). Vi er også nødt til at forstå, hvordan et begavet barns hjerne fungerer. Det er vigtigt at forstå, hvordan de udvikler sig, og hvad de bedste støttemekanismer er for bestemte neuronmilepæle.

Et begavet barns hjerne

Hjerneforskere har altid været interesseret i at forstå et begavet barns hjerne. Hvordan er de forskellige fra børn med normal, gennemsnitlig intelligens? Hvilke ekstraordinære hjerneressourcer har de? Vi kan svare på mange af disse spørgsmål takket være nye udviklinger i teknologien, eksempelvis MRI-skannere.

Vi kan takke organisationer som British Psychology Society for opfindelser som denne.

Hjernebarken udvikler sig langsommere

Denne information er slående. Takket være Albert Einstein står det klart, at mennesker med forhøjet IQ ikke har større hjerner. Derudover har vi set, at børn med specielle evner ofte har en smallere hjernebark. Udviklingen af dette lag bliver langsomt tykkere, indtil de når puberteten.

Hos børn med “normal” IQ sker det modsatte. De har en tykkere hjernebark , når de er yngre. Ved 12-13-års alderen mindskes dette område. Hvad betyder dette? Et begavet barns hjerne bliver mere sofistikeret og speciel med tiden.  Den når sit fulde potentiale i puberteten.

Specielle områder i hjernen

Børn med ekstraordinære evner viser større mængde hjernemasse i visse hjerneregioner. Husk, at hjernemasse er forbundet med kognition, intelligens og evnen til at behandle information. Dybest set betyder dette, at begavede elever bedre kan behandle data, analysere og drage konklusioner.

Der er 28 regioner i hjernen, som er forbundet til vores evne til at ræsonnere, handle, lede opmærksomheden hen på og reagere til eksterne sansestimuli. Børn med ekstraordinære evner viser specialisering indenfor alle disse områder.

Stærkere hjerneforbindelser

Mens hjernemasse lagrer og håndterer information, bevæger hvid substans sig. Det skaber forbindelser mellem neuroner. Dette er uden tvivl en af de mest bemærkelsesværdige karakteristika hos begavede børn. De har stor hjerneeffektivitet.

De har bogstaveligt talt mange flere hjerneveje til at lede data, information og koncepter henad. Disse er interkommunikationsveje. Et bredt, sofistikeret og tæt forbundet netværk, hvor alt sker meget hurtigt. Denne egenskab har også sine ulemper.

Nogle gange kan der være trafikprop. Det vil sige, at et begavet barn kan føle sig overvældet af så meget behandlet information og så mange forbindelser fra én idé til en anden.

Derfor kan de nogle gange gå i stå med så mange idéer, hypoteser og logiske slutninger. Med så meget hjerneaktivitet kan de nogle gange falde bagud i eksamener, eller når de skal svare på relativt simple spørgsmål.

Hjerneplasticitet – den største fordel

En stor del af hjerneforskeres arbejde fremhæver begavede børns hjerneplasticitet. Som vi har nævnt tidligere, vokser hjernebarken langsommere, mens den hele tiden ændrer sig. Den skaber gradvist nye forbindelser for at kunne lære.

Når et barn er opmærksom på en ny oplevelse, ændrer deres hjerne sig. Den specialiserer sig og skaber nye hjernebaner for at kommunikere med andre områder, regioner og strukturer.

Plasticiteten hos begavede børn er så utroligt god, at mange hjerneforskere mener, at den er i konstant udvikling. Hjerner med så stor sult efter interaktion, at vi ikke altid ved, hvordan vi skal give dem den opmærksomhed, de fortjener.

Noget, der er værd at huske på fra denne analyse, er måden, hvorpå et begavet barns hjerne modnes. Den modnes gradvist, men sofistikeret og topper i ungdomsårene. Børn med normal IQ topper i 5-6-års alderen. Børn med specielle evner er dog mere krævende i denne alder.

De har, mere end noget andet, brug for et miljø, der giver dem mulighed for at udvikle deres evner endnu mere ved at accellerere deres hjerneplasticitet.

Hvis barnet, som 10-11-årig, lever i et struktureret miljø, der ikke passer til deres potentiale, vil de ofte føle sig udstødt og frustreret. Vi bør være mere opmærksomme på disse hjerner, der både er årvågne og sårbare.