Bandwagon effekten: at følge flertallet
Som Facundo Cabral sagde engang, “vi skal bare spise græs, millioner af køer kan ikke tage fejl.“ Han henviser til ironien om at følge flertallet uden at tænke kritisk over det. Med andre ord at følge andre mennesker, bare fordi de er flertallet. Dette er et kognitiv partiskhed, kendt som bandwagon effekten.
Mere præcist er bandwagon effekten troen på, at noget er sandt, bare fordi flertallet synes, det er sandt. Folk, der bliver offer for denne kognitive partiskhed, baserer ikke deres dom på bevis eller logisk begrundelse, men snarere massernes magt. Hvis mange mennesker tænker på den måde, så må det være sandt.
“Sjovt nok, følte vælgerne sig ikke ansvarlige for de fejl, regeringen, de stemte for, lavede.”
Politikere kender kraften i bandwagon effekten bedst. Der er hundredvis af undersøgelser, der viser, hvordan politikere udnytter denne fejlbehæftede begrundelse for at pålægge “sandheder” på os, der slet ikke er sande. Det sker ganske ofte under valgprocessen. Folk kommer til at tro, at den kandidat, der fører i afstemningerne, er den bedste, selvom de ikke ved noget om deres platform eller gyldigheden af deres påstande.
Oprindelsen af bandwagon effekten
Den første person til bevidst at bruge udtrykket “bandwagon effekt” var den nordamerikanske skuespiller Dan Rice i 1848. I løbet af årets præsidentkampagne brugte Rice udtrykket “jump on the bandwagon” til at sige “kom om bord med alle andre.” Dette er sådan, han hjalp præsident Zachary Taylor med at stige til magten.
I løbet af denne tid blev det klart, at en sådan sætning havde en enorm magt til at øge de allerede store masser. Dette skabte en enorm dominoeffekt, eller med andre ord var det smitsomt. Folk ønskede at være opdateret og være en del af de nuværende tendenser.
Lidt efter begyndte folk at forstå, at bandwagon effekten kunne resultere i enorme politiske fordele. Folk vil altid være på det vindende hold. Derfor kan de bare slutte sig til den, der vinder flere tilhængere, hvad enten det er en politiker eller en anden person. Dette skaber et klima, hvor alt styrker personen i spidsen.
Bandwagon effekten og argumentum ad populum
Et argumentum ad populum er en falsk påstand, der dog udgør flertalsudtalelsen. Når der tales om emnet, nævner Carl Sagan en tid, hvor han blev irettesat af en taxachauffør. Chaufføren spurgte ham, om han troede på UFO’er, og Sagan svarede, at det gjorde han ikke. Chaufførens reaktion var afvisning og skepsis.
Chaufføren troede på, at Sagan skjulte sin sande mening. Hvis han havde sagt, at han troede på rumvæsener, selv om det ville være en løgn, ville han have fået chaufførens anerkendelse.
Derfor er denne type argument tæt knyttet til bandwagon effekten. Politikere og marketingeksperter forsøger næsten altid at fortælle folk, hvad de vil høre. Det er ligegyldigt, om det er sandt eller ej. Det, de bekymrer sig om, er at afspejle folkelig mening og derved vinde sympati fra flertallet.
Risici ved bandwagon effekten
Men det er ikke så nemt for de mennesker, der er ved magten. Det er ikke nok bare at fortælle løgne, som alle ønsker at høre, for at vinde flertalsafstemningen. Bandwagon effekten er et dobbeltsidet sværd. At blive den mest populære betyder også at være den mest udsatte for masserne. Enhver åbenbaring, der går imod dem, kan have en ødelæggende virkning på deres omdømme. Alle giver meget mere opmærksomhed til føreren af det vindende tog.
En af kandidaterne eller konkurrenterne kunne også frigøre en endnu stærkere trend. Fordi folk ikke følger ledere ud af overbevisning, men blot på grund af den kognitive partiskhed af bandwagon effekten, kan de let vende ryggen mod den person, der synes svagere ifølge deres logik. Hvis en anden er i stand til at sætte sig selv op som en mulig vinder, kan mange mennesker skifte over til dem, og opgive deres første præference.
Bandwagon effekten er også blevet omtalt som selskabsadfærd og flok-adfærd. Det er vigtigt at være opmærksom på dette, så du ikke bliver offer for nogen, der ikke sælger andet end løgne.
