Det gør os modige at være døden nær
Det gør os modige at være døden nær. Når vores liv er i fare, forsvinder vores frygt, vores tvivl holder op med at pine os, og vi begynder at fortryde, at vi ikke gjorde de ting, vi lod vente til senere i livet. Lige så meget som døden skræmmer os, fylder den os også med mod, som før var os ukendt.
Vi er klar over, at hvert minut tæller og vi bør begynde at blive mere bevidste. Men vi udskyder det, fordi vi prioriterer projekter, arbejde, bekymringer og andre ting, som tager vores tid, som vi ikke sætter nok pris på. Dette sker helt ind til vores liv hænger i en tynd tråd og vi indser hvor meget, vi tog fejl.
“Når du mærker, at døden er nær, ser du ind i dig selv og finder intet mere end banalitet, for at leve sammenlignet med at dø er uudholdeligt banalt.”
Grib muligheden; sid ikke tilbage med uopfyldte længsler
Du ville have sagt det, men du var for bange for en afvisning. Muligheden for at miste dem gjorde, at du trak dig. Forlegenhed, tvivl, at fortælle dig selv, at det er lige meget – alt dette får dig til at undre “hvad ville der ske, hvis jeg…?” Du bliver ladt tilbage med en samling af usikkerhed, som vil blive hos dig for evigt, som du ikke vil kunne ryste af dig. Det vigtigste er nu at forhindre denne bunke af usikkerhed i at vokse.
Vi bliver modige, når vi er døden nær, og vi begynder at se disse holdninger som tåbelige. Vi bebrejder og irettesætter os selv for ikke at have mod til at sige eller gøre det, vi ønskede. På dette tidspunkt, hvis vi stadigvæk har tid, prøver vi at finde en løsning på det hele. Hvis ikke, begynder skylden at kvæle os.
Livet lærer os at sætte pris på det gennem vores erfaringer. Men det gør det på en diskret måde, og de negative indtryk, som bliver hængende i vores bevidsthed, er kortvarige. Husker du den person, som var så vigtig for dig, men som du ikke satte pris på, før du mistede ham eller hende? Først der forstod du det, du ofte havde hørt, men aldrig lyttet til: “sæt pris på personer, mens du har dem, ikke når du har mistet dem.”
Du glemmer dine undskyldninger, når du er døden nær
“Det er nødvendigt at tage chancer, følge visse veje og afvise andre. Ingen kan træffe beslutninger uden frygt.”
Undskyldninger har overtaget dig, på samme måde som bekymringer og negative tanker har. Du bruger dem som et skjold, så du ikke behøver at tage dig sammen, så du tror på den kvælende, men betryggende ide om, at du ikke har nok tid, at du ikke er god nok, at du ikke bør tage beslutningen om at starte et forhold med den person, du elsker…
Du gemmer de ting, du så inderligt ønsker at opleve, bag en begrænsende holdning, som får dig til at tro, at du ikke kan opnå dem.
Hvad har du at miste?
Måske gør dødens nærvær os modige, fordi vi ikke har mere at miste. Og hvad så om de siger ja eller nej? Hvad så om de afviser dig? I disse øjeblikke kan man kun prøve, for hvis svaret er positivt, vil du få noget ud af det, og hvis det er negativt, vil du ikke miste noget.
Det er denne indstilling, du bør leve med i dag, i morgen og for evigt. Du har sat mange mure op i dit sind på grund af traumer, oplevelser du ønsker at glemme og andre omstændigheder, som har gjort dig usikker. Men sagen er den, at lige nu er svaret allerede nej. Accepter det, så behøver du ikke være bange for at falde. For hvad end du mister, havde du alligevel ikke før. Så tag chancen!
Mange af de forhindringer, du ser, er et ekstraordinært produkt af din indbildning. Barrierer som både de feje og de modige skaber. Forskellen er, at de modige ser dem i øjnene, mens de feje forværrer dem ved at undgå dem.
Modet kommer op i os, når vi er døden nær
Modige mennesker ryster alle de begrænsende overbevisninger, de har, af sig og lader sig ikke skræmme af frygten for det ukendte. Vi kommer ofte med undskyldninger og prøver at forme vores fremtid. Vi antager og venter. Men hvis vi er klar over, at fremtiden er uforudsigelig, og den har mange overraskelser i vente, hvorfor så prøve at slippe væk fra det?
“Når du intet har, har du intet at miste.”
-Titanic-
Forventniger, stolthed, frygt for latterliggørelse, frygt for nederlag… Alt dette forsvinder, når døden er nær. Det virker utroligt, at det, som vi er allermest bange for – frygten for at forsvinde, at gå i glemmebogen – er det, som gør os mest modige. Denne slutning, som vi altid troede ville tage os år at nå frem til, er den, som gør os modige, når vi ikke længere har muligheden for at være modige.
