Folk med Alzheimers har stadig følelser og en identitet
Det er en udpræget misforståelse, at folk med Alzheimers eller lignende former for demens, afkobler sig fra den omkringliggende verden og forsvinder langt ind i en uvirkelig indre verden. Men det passer ikke, for folk med Alzheimers har stadig følelser. Og med den tankegang, at folk med Alzheimers ikke længere er den, de plejede at være, de mister deres identitet set med samfundets øjne og deres følelser, mister nærmest automatisk al værdi.
Hvis du sætter dig i en dement persons sted, vil du indse, at det er normalt for vedkommende at føle angst ved andres ihærdighed og ikke at vide, hvordan man skal udtrykke sine behov og følelser. Måske forstår de ikke, hvad folk siger til dem, måske genkender de ikke folk, som omgås dem dagligt, og de ved måske ikke, hvad folk forventer af dem på et givent tidspunkt.
Vi sætter os sjældent ind i, hvordan det må være at have Alzheimers. Men hvis du gør, vil du indse, hvor skræmmende og rystende hverdagslivet må være for dem. Og så vil du virkelig forstå den ængstelse og andre følelsesmæssige reaktioner, som du betragter som overdrevne set fra dit “sunde” perspektiv.
“En person med DEMENS eller en PERSON med demens.”
-Thomas Marris Kitwood-
Personer med Alzheimers har stadig følelser og kan få gavn af bekræftelsesmetoden
I det sidste årti har personcentrerede metoder for omsorg og kommunikation fået sig en renæssance. Disse terapeutiske relationelle metoder siger, at det er vigtigt for folk med Alzheimers at være i et bekræftende og stimulerende miljø.
Det vil sige, at folk omkring dem forsøger at have forståelse for deres situation, opretholder deres identitet og udvikler en forstående attitude overfor den “ændrede adfærd“, som ofte gør plejepersonale og folk omkring dem utilpas. Folk med Alzheimers har stadig følelser og det kan hjælpe dem med at anerkende de følelser, hvis man anvender bekræftelsesmetoden.
Forskere, som er fortalere for denne form for pleje, understreger vigtigheden af at opretholde alle menneskers værdighed. Derfor må du bruge din empati for at komme på sporet af den indre virkelighed, der finder sted inde i personen med demens.
Målet er at give dem sikkerhed og styrke. På den måde føler de sig bekræftet og vil være i stand til at udtrykke deres tanker. Først når man er i stand til at udtrykke, hvordan man har det, kan man få sin værdighed tilbage.
Hvorfor? Fordi når du bekræfter dem, siger du til dem, at du forstår, hvad de føler. Du lader dem vide, at deres følelser er gode nok. For personer med Alzheimers har stadig følelser. Hvis du afviser deres følelser, afviser du personen og ødelægger vedkommendes identitet. Og dermed skaber du et kæmpe følelsesmæssigt hul.
De grundlæggende principper i bekræftelsesmetoden
- Accepter en person uden at være dømmende (Carl Rogers).
- Behandl dem som en unik person (Abraham Maslow).
- Enhver følelse, de giver udtryk for og som bliver bekræftet og valideret af en de stoler på, vil miste noget af sin styrke. Når vi ignorerer eller afviser disse følelser bliver de stærkere. “En forsømt kat vil blive forvandlet til en tiger” (Carl Jung).
- Alle mennesker har en værdi, uanset hvor desorienteret de er (Naomi Feil).
- Når deres umiddelbare hukommelse forsvinder, kan det udlignes ved at genskabe deres korttidshukommelse. Når synet begynder at svigte, vil de bruge sindets øjne til at se med. Og når hørelsen svigter, vil de kunne lytte til fortidens lyde (Wiler Penfield).
Folk med Alzheimers eller andre former for demens skal skabe forbindelse med verden igen
Disney-Pixars film, Coco, giver et virkelig glimrende følelsesladet eksempel på, hvordan du kan genskabe forbindelsen til folk med Alzheimers og hvordan du gennem huden kan komme ind til deres dybtliggende følelser. Det sker i scenen med sangen “Remember Me”. En sang, der giver et skønt rørende indblik i, hvad sådan en følelsesmæssig forbindelse fører med sig.
Bare fordi nogen mister evnen til at udtrykke sine følelser verbalt, betyder det ikke, at de helt mister evnen til at udtrykke sig. Derfor er det så vigtigt at være opmærksom på folk med disse lidelser. Vi må skabe forbindelse til deres humør og dykke ned i de selvsamme følelser, de har.
Som Concetta M. Tomaino (2000) sagde, “det er altid overraskende at se, hvordan mennesker, som er helt aflukkede og fjerne fra verden pga. en lidelse som Alzheimers, liver op, når nogen spiller en sang, som er en gammel kending. Deres reaktion kan tage form af en lille forandring i deres positur til egentlige begejstrede bevægelser. Det kan endda gå fra at være små lyde til egentlige verbale reaktioner.”
Og der er næsten altid en reaktion, en interaktion. For folk med Alzheimers har stadig følelser, som de gemmer på. Ofte virker disse reaktioner til at være uklare. Men de fortæller en masse om, hvordan mennesker altid bliver ved med at have en smule af sig selv gemt indeni. Det giver også grund til at huske på, at de kan bringe personlige minder frem i deres sind.
