Ægteskab mellem par af samme køn

Det er vigtigt at bemærke, at det ultimative mål med ægteskab mellem par af samme køn ikke var at bringe to folk sammen i en romantisk forstand.

Bedømt og godkendt af psykolog Sergio De Dios González.

Skrevet af Pedro González Núñez

Sidste ændring: 18 juli, 2023

Ægteskab mellem par af samme køn er en nutidig mulighed i vores samfund. Det ville dog nok ikke været tilfældet, hvis vi rettede os efter de eksempler, historien har givet os. Et af disse eksempler er adelphopoiesis. Det er en engelsk term, som refererer til lovlige ægteskaber mellem par af samme køn. 

Der har været mange ægteskaber mellem par af samme køn gennem historien. Den mest kendte skik var pæderasti i det ældgamle Grækenland, hvor undervisere og studerende havde forhold med hinanden. Ydermere, var der par af samme køn på andre tidpunkter, der var socialt grundfæstet og accepteret.

G.K. Chesterton sagde; “Arkitekterne vidste alt omkring romansk bygning, med undtagelse af, hvordan man byggede det”. Det virker til, i andre tider, at der var “arkitekter”, der var i stand til at bygge intime relationer mellem folk af samme køn og tillade romanticisme at herske.

Betyder dette, at homoseksualitet og par af samme køn altid har været accepteret? Selvfølgelig ikke. Selvom vi kender til adelphopoiesis og andre lignende ceremonier i oldtidens Rom eller riget i Kina, har homoseksualitet aldrig været anset for “konventionelt”. 

Hvad er ægteskab mellem par af samme køn?

Det er vigtigt at bemærke, at det ultimative mål med ægteskab mellem par af samme køn i sin tid ikke var at bringe to folk sammen i en romantisk forstand. Både religiøst og lovmæssigt, anerkendte det dog forholdet mellem to mænd (som regel), såvel som forholdet mellem to kvinder (lejlighedsvist), der var fuldt ud accepteret af kirken.

Nu, anser folk ikke disse forhold som ægteskab, men i stedet som en forening, der tvang begge parter til at tage sig af hinanden. Det betyder, de delte deres liv, goder, opgaver, arbejde og endda familie. Hvis en af parterne døde, lovede den anden dog at blive ved med at have ansvaret for partneres familie.

Som det sker ved konventionelle bryllupper, lovede begge folk at være trofaste over for hinanden, indtil døden. Denne praksis gjorde det dog muligt for begge partnere at dele næsten alt (de kunne endda blive begravet sammen), undtagen eksplicit romantisk kærlighed.

Ikke desto mindre, på trods af, at det ikke var et romantisk ægteskab, men en form for lovlig sammenkobling, virker det til, at seksualitet, selvom det var noget, der ikke var påtænkt, var implicit accepteret. Det betyder, de kunne have et “fuldt legaliseret” ægteskab.

En meget gammel praksis

Selvom adelphopoiesis ikke var en meget almindelig praksis, var det socialt og legalt accepteret i lang tid. Det var dog ikke særlig almindeligt i Europa. På trods af dette, er det kendt, at den katolske kirke var en del af det. Faktisk var der tilfælde, der forenede helgene og andre folk gennem adelphopoiesis, såsom Damian og Cosmas.

På den anden side, ved vi ikke præcis, hvornår denne praksis ophørte. Nogle folk mener, at det skete på grund af det faktum, at tiltrækningen mellem folk af samme køn altid er blevet set skævt til.

Basalt set, var det, at to folk af samme køn fandt sammen og delte deres liv og byrder med hinanden, helt lovligt og accepteret, så længe der ikke var nogen homoseksualitet. Det er dog ret åbenlyst, at disse partnere også udforskede deres seksualitet med hinanden.

Forgængeren for ægteskab mellem par af samme køn

Uden tvivl, er der mange folk, der har set adelphopoiesis som en forløber for ægteskab mellem par af samme køn i mange år nu. Der er forfattere, såsom J. Boswell, der påstår, at kirken accepterede homoseksualitet indtil det trettende århundrede. Dette forklarer, hvorfor nogle fortolker denne ceremoni som et eksempel på det.