5 nyttige ting, vi kan lære af Sokrates

Mange anser Sokrates for at være filosofiens fader. Find ud af nogle af hans tanker om filosofi i denne artikel.

Mange anser Skorates som filosofiens fader. Han blev født i Athen i 469 f. Kr. Hans far, Sophoniscus, var billedhugger. Hans mor, Phænarete, var jordmoder. På trods af sin ydmyge opvækst er der masser af ting, vi kan lære af Sokrates og hans liv i dag.

Grundlæggende levede denne store filosof som andre athenere. Han fulgte i sin fars fodspor gennem et stykke tid og måtte også aftjene sin værnepligt som soldat for grækerne. Faktisk lærte folk ham at kende som en god arbejder og en meget tålmodig mand.

Da han blev berømt som tænker og naturalist, begyndte han også at få nogle fjender. Dem fik han, fordi han var fortaler for at indføre et mere fleksibelt moralsæt. I dette etiske system var der ikke plads til uærlighed, vanære eller dobbeltmoral. Han blev anklaget og latterliggjort for disse ideer.

Til slut blev han endog dømt til at begå selvmord. Denne sidste episode i hans liv viste sig at blive en stor begivenhed, vi kan lære meget af.

1. Ydmyghed: En af de vigtigste ting vi kan lære af Sokrates

Sokrates var ikke særlig køn. Han var lille med en ret omfattende mave. Endvidere havde han grove træk i ansigtet og kunne kendes på sine udstårende øjne og ekstremt snobbede næse. De andre filosoffer mobbede ham på grund af hans udseende.

Men intet af dette påvirkede “filosofiens fader.” Tværtimod lagde han knapt mærke til denne kritik. Han gik faktisk med det samme klæde og levede et spartansk liv. Han spiste og drak sjældent. En filosof sagde, at ingen slave ville ønske at blive behandlet, som Sokrates behandlede sig selv. Platon ville derimod vaske hans fødder og give ham sine sandaler på.

2. Respekt for andre folks individualitet

Et af de mest interessante aspekter i denne filosofs liv er, at han aldrig skrev noget ned. På trods af det faktum at alle mente, at han havde en utrolig skarp hjerne, så underviste han mundtligt.

Han mente, at alle skulle udvikle sine egne ideer. Hvis han skulle skrive sine ideer ned, ville det betinge og begrænse dem efter andre folks former. Sokrates havde en mere original undervisningsmetode. Han ville føre en samtale med folk, hvor han demonstrerede sin sans for ironi og sin ekstraordinære evne til at se tingene fra andre synsvinkler.

3. At lytte

Sokrates ville fortælle sin lære ved hjælp af underfundigheder og intelligens. Nogle folk bruger stadig denne metode, selvom det ikke er så ofte, som vi godt kunne ønske os. Den sokratiske metode inspirerede nogle af historiens største pædagoger, som Jean Piaget.

Filosoffen ville indlede en samtale med sin partner ved at stille en masse spørgsmål. Han ville stille dem spørgsmål, som ville lede frem til den konklusion, at det, som vedkommende sagde, enten ville være sammenhængende eller mangelfuldt underbygget. Sådan ville alle nå frem til sandheden om sig selv. Sokrates var bare den, der stillede spørgsmål og lyttede.

4. At åbne sig fuldstændig for sandheden

Sokrates sagde, “jeg ved, at jeg intet ved.” Det var ikke bare et slogan eller en smart måde at bringe sig selv i fokus på. Denne filosof havde virkelig et åbent sind på en helt speciel måde. Han slog bare fast, at han intet vidste om sandheden. Han stillede spørgsmål, inden han søgte svar, og åbnede verdens perspektiv, før han forsøgte at lukke ind på noget.

Sokrates sagde også, “Kend dig selv.” Det var således ikke et forsøg på at beskrive mennesket. I stedet var det en invitation til os alle om at udforske os selv – en af de mest fantastiske rejser, vi kan foretage os.

5. Den humoristiske sans, vi kan lære af Sokrates

Sokrates havde også en helt speciel humoristisk sans. Det afspejles i hans anekdoter om Xanthippe, hans kone. Hun var 30 år yngre end ham og berømt for hendes vanskelige personlighed.

En spurgte engang Sokrates, hvorfor han havde giftet sig med hende, og han svarede, “Jeg holder utrolig meget af at lære af en person med sådan et dårligt humør. Der findes ikke en bedre skole til lærdom end at finde ud af det med mennesker, som er anderledes.”

Sokrates og Xanthippe

Da han blev dømt til døden, besøgte hans kone ham og brød ud i tårer. Så sagde Sokrates til hende, “Græd ikke – vi er alle dømt til døden af naturen.” Hans kone svarede, “Men du er blevet dømt uretfærdigt.” Sokrates svarede, “Ville du mene, at situationen ville være mindre beklagelig, hvis de havde dømt mig retfærdigt?”