Virginia Woolf: En historie om et stille traume
I dag skal vi tale om et tragisk liv for en af de mest betydningsfulde forfattere i det 20. århundrede. Hun er berømt på linje med andre store forfattere som James Joyce, Franz Kafka og Thomas Mann. Vi taler om den fascinerende og dygtige Virginia Woolf.
Hendes værker var innovative i deres brug af indre monologer, en litterær disciplin, hun beherskede til fuldkommenhed, hvor hendes personers mest intime tanker bliver delt med læseren.
Hendes liv er et eksempel på den skadelige tavshed, der omgiver de forfærdelige og ødelæggende konsekvenser ved seksuelt misbrug af børn. For at dække over hendes tragiske historie, sagde folk, at hun led af en arvelig mental lidelse.
Woolf var angiveligt for sensitiv overfor normale konflikter i hverdagen. Utroligt nok er der stadig nogle mennesker, der fortsætter med at holde fast i tanken om, at det seksuelle misbrug, hun blev udsat for i barndommen, ikke var årsagen til hendes livslange kamp mod psykoser, eller at hun til slut begik selvmord.
Heldigvis ved vi mere i dag om, hvad der skete, og vi kan derfor afvise disse påstande som falske. Det seksuelle og psykologiske misbrug, som Woolf oplevede fra en tidlig alder, var årsag til hendes lidelse.
Lad os tage et gensyn med denne revolutionerende kvindes arbejde og liv. På trods af alle hendes lidelser, opnåede hun store ting gennem sit forfatterskab. I sin bog Orlando, placerer hun med succes en mand i en kvindes krop og erklærer hendes rettigheder som kvinde i hendes helt eget værelse.
Virginia Woolf og hendes barndom
Virginia Woolf blev født i London d. 25. januar 1882. Hendes forældre havde et kompliceret ægteskab. Da hun blev født, havde forældrene allerede flere børn fra tidligere ægteskaber. Hendes far var en berømt redaktør, kritiker og biografiforfatter.
Virginias mor viste hende aldrig opmærksomhed eller brugte tid sammen med hende. Hendes far var en intimiderende person. Hendes barndomshjem var som et bur for Virginia.
De tidlige dødsfald for hendes mor, en søster og senere hendes far, havde en stor og dyb indvirkning på Virginia. Det er altid traumatisk at miste sine kære, men hendes far gjorde kun situationen værre ved at forbyde nogen at tale om dem, der var døde.
Det var begyndelsen på en forfærdelig påtvunget tavshed i Virginias liv. Fra hendes tidlige år var det ikke tilladt for hende at udtrykke følelser af nogen art.
Virginia Woolf som voksen
Da hendes far døde, flyttede Virginia sammen med sine brødre og søstre. Det var her, hun begyndte at lide under psykotiske anfald, som ville plage hende resten af hendes liv. Det lykkedes nogle gange Woolf at komme ovenpå, men kun for en kort periode.
Hendes nye hjem i Bloomsbury blev et samlingssted for hendes brors gamle studiekammerater. Blandt dem var velkendte intellektuelle såsom Bertrand Russell. De udgjorde en gruppe af excentriske forfattere, poeter og malere kendt som “The Bloomsbury Circle.” Der mødte Woolf Leonard Woolf, som hun senere giftede sig med.
Parret giftede sig, da Woolf var 30 år gammel. På det tidspunkt havde hun allerede oplevet adskillige nedture mentalt, der senere efterfulgtes af perioder med alvorlig depression. Hendes mand skrev dagbog over hendes humør. For Virginia gav det at skrive hende mulighed for at udtrykke sine tragiske oplevelser og tilbageholdte følelser.
Hendes forhold med sin mand var stabilt og en kilde til støtte for dem begge. I 1917 skabte de Hogarth Press, som med succes fortsatte med at udgive Woolfs værker sammen med andre store forfattere som Katherine Mansfield, T.S. Eliot, Sigmund Freud og Laurens van der Post.
Seksuelt misbrug
Virginia Woolf startede med at blive seksuelt misbrugt af hendes halvbrødre, som var næsten 20 år ældre end hende, da hun var 7 år gammel. Da det begyndte, var begge hendes forældre stadig i live. Folk siger, at Virginia aldrig fortalte dem om det, men det er muligt, at de havde en mistanke om, hvad der skete med hende.
Da Woolf blev ti år, begyndte hun at skrive og tale åbent om hendes oplevelser. Det seksuelle misbrug satte sig som et dybt traume og fortsatte, indtil hun blev 24 år. Det var en forfærdelig “hemmelighed,” som dem omkring hende kendte til, men intet gjorde for at stoppe.
En tragisk slutning
Virginia Woolf led under den mentale lidelse, vi i dag kender som bipolar affektiv sindslidelse. Efter at hun blev færdig på det, som skulle blive hendes sidste roman, fik Woolf en depression. Da Anden Verdenskrig brød ud og hendes hus i London blev bombet, forværredes Woolfs tilstand sig, og hun følte sig ikke længere i stand til at arbejde.
Den 28. marts 1941 tog Virginia Woolf sin jakke på, fyldte lommerne med sten og kastede sig ud i den nært liggende flod Ouse. Hun skrev et afskedsbrev til sin mand, som lyder:
“Min kære
Jeg føler bestemt, at jeg bliver tosset igen, jeg føler ikke længere, at vi kan komme gennem endnu en af disse svære stunder. Og denne gang vil jeg ikke komme over det. Jeg begynder at høre stemmer, og jeg kan ikke koncentrere mig. Så jeg vil gøre det, som synes bedst at gøre. Du har givet mig størst mulig lykke. Du har på alle måder været der for mig. Jeg tror ikke, at to mennesker kan have været lykkeligere, indtil denne forfærdelige sygdom kom. Jeg kan ikke kæmpe imod længere. Jeg ved, jeg spolerer dit liv, som vil kunne fungere uden mig. Det ved jeg, du vil kunne.
Som du kan se, kan jeg ikke skrive dette ordentligt. Jeg kan ikke læse. Det, jeg gerne vil sige, er, at jeg skylder dig al min lykke i livet. Du har været utrolig tålmodig med mig og bare den bedste. Jeg ønsker at sige det – alle ved det. Hvis nogen kunne have reddet mig, ville det have været dig. Alt har nu forladt mig, undtagen din godhed mod mig. Jeg kan ikke spolere dit liv længere.
Jeg tror ikke, to mennesker kunne have været lykkeligere sammen end os.”
-Virginia Woolf-
Virginia Woolf og hendes mentale lidelse
I dag forstår psykologer, psykiatrikere og undervisere de alvorlige psykologiske konsekvenser af seksuelt misbrug af børn og unge. Heldigvis har vi nu adskillige akademiske undersøgelser, der bekræfter årsagen til Virginia Woolfs mentale lidelse.
Det var misbruget, hun oplevede fra sine to halvbrødre, sammen med den stiltiende accept fra dem, som skulle have passet på hende.
På den tid kunne man ikke tale frit om seksuelt misbrug af børn. Det er absolut på tide at stoppe denne tavshed på dette område, for det er en forfærdelig forbrydelse.
Der findes ingen beviser for, at Virginia Woolf skulle have arvet hendes mentale lidelse. Det er mere plausibelt at formode, at hendes følelsesmæssige problemer opstod som et resultat af et langvarigt seksuelt misbrug.
Forskerne har undersøgt Virginia Woolfs seksuelle offerrolle som et skoleeksempel i lyset af datidens litteratur om virkningen af seksuelt misbrug af børn og deres udvikling. Mange af Woolfs symptomer på lidelser er helt i overensstemmelse med den kliniske litteratur om seksuelt misbrug af børn.
Woolfs eftermæle
På trods af hendes tragiske liv efterlod Woolf et vigtigt aftryk på den litterære verden. Ikke kun det, men hun skabte også vigtige veje i kampen for lighed mellem kønnene.
I hendes berømte bog A Room of One’s Own argumenterede Woolf for, at hovedproblemet for kvinder var deres mangel på økonomisk frihed. Kvinder havde brug for frihed, så de kunne få deres egen plads og i Woolfs tilfælde et sted at skrive romaner i fred.
I Orlando vovede hun at sætte en mand i kvindens sted. Hun ville gerne vise verden, hvor meget lettere det var at være en mand i denne verden, end en kvinde. Virginia Woolf havde modet til at røre ved tabuer som homoseksualitet og seksualitet generelt. Andre berømte værker af Woolf inkluderer The Waves og Mrs. Dalloway.
