Vi er alle uvidende om noget

I vores samfund findes der en irrationel tro, som siger: “Jeg skal være kompetent og udvise intelligens og visdom i  alt, jeg gør.” Med andre ord, så burde vi være ufejlbarlige, i det mindste i andres øjne. Vi må ikke begå fejl.

Folk, der påtager sig for meget ansvar, føler en intens frygt for at føle sig underlegne, dumme eller mindre intelligente. De føler, at hvis andre opfatter, at de ikke har nok viden på store områder eller mangler visse evner, så vil de blive afvist. Det er utåleligt for dem, og det skaber en masse angst for dem.

Hvis vi reflekterer over dette, så indser vi hurtigt, at dette er en absurd og uproduktiv frygt. Det er rigtigt nok, at dét at demonstrere visse evner, kvaliteter eller visdom er en god følelse. Når andre beundrer os eller lykønsker os for noget, vi klarede godt, så har vi det rigtig godt med os selv. Vi føler os stolte.

Det er én ting at nyde ros, men en helt anden, hvis vores selvværd er bundet til, hvor intelligente eller dygtige vi er. Vores selvværd burde ikke afhænge af dette. 

Selvværd burde aldrig afhænge af overfladiske værdier, fysiske ting, intelligens, successer, udmærkelser eller af andres accept. Disse ting er nemlig meget nemme at miste i hvert givet øjeblik. Så hvis man mister dem, vil ens selvværd blive skyllet ud i toilettet sammen med dem. Det gør én til en meget sårbar person.

Der vil altid være nogen, som er pænere end dig, klogere, mere kultiveret, mere succesfuld… Hvis man lader ens selvværd og selvtillid afhænge af andre, vil man være følelsesmæssigt svag. Utilpashed og mangel på accept af én selv vil overtage ens liv.

Hvor kommer denne tro fra?

Uheldigvis, så lærer vi fra en ung alder, at vi skal “studere flittigt“, “blive til noget i livet”, “være den bedste”, fordi hvis vi ikke er dette… Så kunne frygtelige ting ske! For eksempel: ikke at være den klogeste person i en samtale, ikke have et prestigefyldt job, ikke være succesfuld… Hvad vil de andre dog tænke? Vi ville være dømte til at leve et middelmådigt liv! Hvor skamfuldt!

Forestil dig et barns følelser, når de lærer om disse tanker. Barnet vil vokse op bekymret for at være nummer ét og konstant at skulle gøre sig værdig. Barnet vil beslutte sig for at konkurrere mod andre om at være “den bedste”, i stedet for at konkurrere mod sig selv, udfordre sig selv og have det sjovt. Barnet vil vokse op ængstelig og vil anse det for en trussel, at hans værd ikke anerkendes… Overvældende, er det ikke?

For at afmontere en indlært idé bliver vi nødt til at give os selv argumenter, som overbeviser os om, at vores idéer er totalt irrationelle, urealistiske og absurde. Derfor bliver vi nødt til at afvise disse idéer og erstatte dem med nogle, der er mere sunde. Man kan bruge de følgende argumenter.

• Intelligens er ikke den vigtigste egenskab. Som vi har sagt før, så er det at være uvidende, intelligent eller kultiveret, ikke særlig vigtigt. Vi kan udmærket leve uden at være meget intelligente. Og det fratager ikke værdi fra én som person. Det, som virkelig betyder noget, er kærlighed. Kærlighed for livet, for sig selv og for andre.
• Vi er alle uvidende om noget. Vi ignorerer bare forskellige ting, og dette er en vigtig sandhed. En læge ved måske meget om medicin, men aner ikke noget om computere. En elektriker kan have en stor viden om elektricitet, men han er sikkert ret dårlig til at fotografere…

Man skal turde at være uvidende

Vi stræber mod at være perfekte og vide det hele. Indtil vi når dette fantasi-mål, som ikke eksisterer. Det eksisterer kun i andres sind. L ad os acceptere virkeligheden. Vi er alle uvidende omkring uendeligt mange ting. Og det er der ikke noget galt med. Verden går videre.

Vores forhold til andre vil forbedres. Vi tror, at ved at vise, at vi er succesfulde, intelligente eller kloge, så vinder vi andres anerkendelse. Dette er måske sandt nok. Især når denne anerkendelse kommer fra tomme mennesker, som har den samme opfattelse af værdier.

Heldigvis er der mange mennesker i verden, som oprigtigt sætter pris på autentiske mennesker, der viser sig selv, som de er. De sætter pris på folk, som indrømmer, at de ikke er gode til alting eller er perfekte, men at de er villige til at have sjov, mens de lærer. Disse er de virkeligt heroiske mennesker.

Hvis vi går igennem livet med denne mentalitet, så vil vores forhold til andre mennesker blive bedre. Vi går ikke ind i diskussioner eller fjollede skænderier for at finde sandheden eller for at få ret. V i kan blot hygge os og lære hen ad vejen, da vi alle har noget at lære. 

Lad, som om du er uvidende. Så vil du se, at intet dårligt vil ske. Er du bange for at række hånden op i skolen af frygt for at virke uvidende? Kan du ikke se, at hvis du ikke gør det, så vil du i sandhed være uvidende? Disse paradokser er typiske  effekter  i psykologien. U d af frygt for at virke dum, ender jeg op med at være dum.

Vi burde ignorere denne frygt, som fortæller os, at der vil ske noget dårligt, hvis vi ikke ved, hvordan vi skal besvare et spørgsmål, eller hvis vi dumper. Der kommer ikke til at ske noget. Du vil leve videre. Så vær modig nok til at gøre alle de ting, som du er for skamfuld eller bange for at gøre. Stil spørgsmål, ræk hånden op i timen, besvar spørgsmål og lær det, du ikke ved, hen ad vejen.