Tilfælde eller skæbne?

I et par dage har jeg haft brug for at skrive dette. Jeg har brug for, hvis det er i orden, at reflektere over mine egne tanker og dele dem med dig. Min intention er at dele disse reflekteringer for at vække noget i dig, kære læser.

Hvis du er kommet her efter et svar eller i det mindste for at finde en fortolkning af et, så må jeg fortælle dig noget på forhånd. Slutningen har jeg efterladt åben, sådan at du kan drage dine egne konklusioner.

Her er et spørgsmål:

Sker alt ved et tilfælde? Eller er der en grund til, at alting sker? Altså, sker det på grund af de bevægelser, vi selv har sat i gang?

Min historie om tilfælde og kausalitet

I forgårs om morgenen sad jeg foran et blankt papir og ventede på, at mine hænder og hoved ville gå i gang med arbejdet. Men uden held. Jeg havde kun en vag idé i mit hoved om, hvad jeg ville formulere. Så efter fem minutter bestemte jeg mig for at lade det ligge til senere.

Måske var det på grund af, at jeg var træt eller manglede inspiration til at skrive. Så jeg gik udenfor for at samle tankerne. Og det virkede. Sandheden er, at ændringen af omgivelserne viste sig at hjælpe. 

Et par timer senere, nu mere målbevidst og ivrig, vendte jeg tilbage og satte mig foran skriveblokken som en udfordring. Intet skete. Det var umuligt.

Efter ti minutter følte jeg mig igen besejret, så jeg forlod skrivebordet endnu en gang. Jeg ledte efter noget underholdende at læse, især for at kunne stoppe med at tænke over min manglende evne til at skrive denne her artikel.

Så jeg vendte mig mod en af mine yndlingsbøger: “Blue world”, af Albert Espinosa. Jeg åbnede på en tilfældig side som endte med følgende citat: “Og der var jeg, tilskuer af mørket, ventende på dagslyset.”

Sikke et tilfælde! Citatet beskrev præcist, hvor tom jeg følte mig. Sendte verden et tegn til mig?

Jeg lukkede bogen i og vendte tilbage til arbejdet.

Nu, mere inspireret med idéer om, hvordan artiklen skulle struktureres, eller det troede jeg hvert fald, holdt jeg stramt fast i pennen for at skrive den første linje. Jeg skrev- Tilfælde eller skæbne? – og så fik jeg det bedre med mig selv. Som om jeg havde brudt den barriere omkring mystikken, det komplekse spørgsmål er omgivet af.

Og så var min inspiration væk, eller nærmere så løb min lyst og tålmodighed ud i sandet.

Efter et par minutters desperat søgen efter et tilfælde for at få mig tilbage til papiret, gik jeg væk igen. Jeg lavede aftensmad og tog et brusebad for at “opfriske mine idéer.”

Men jeg var for træt og tænkte, at jeg hellere måtte stoppe, så jeg gik i seng. I morgen ville være en ny dag. Et rent lærred.

Tidligt næste morgen vågnede jeg op og var helt klar i hovedet. Jeg spiste morgenmad og satte mig foran det, som var blevet min “fjende” i løbet af de sidste par dage. Det blanke stykke papir.

Med følelsen af at sidde fast i en uendelig sløjfe, så kom jeg tilbage i den samme tilstand af frustration. Den, som dagen før havde fået mig til at tvivle på min evne til at skrive denne artikel.

Sker ting tilfældigt?

Måske var det ikke et tilfælde, men noget som jeg fik til at ske? Var det ikke mig, som udsatte det, som virkede umuligt?

Sandheden er, at jeg ikke kunne holde ud at sidde fem minutter i den stol. Mange gange kommer inspiration ikke af sig selv. Den skal findes.

Jeg kunne have lavet et udkast, struktur, fundet information om emnet. Eller bare have accepteret, at jeg skulle gå videre til et nyt emne i håbet om at kunne forbinde det til dette her. Men jeg blev grebet af håbløshed og frustration. Det fik mig til at tænke, at jeg ikke kunne, selvom det faktisk kun var et par minutter, det handlede om. Og jeg forsøgte ikke engang.

Nu sidder jeg her og skriver disse sidste ord, som tilfældigt (eller skæbnebestemt) har ført mig til dette mest vigtige spørgsmål: Var jeg bange for at skrive, hvad jeg tænkte? Eller var det ikke sikkert at dele disse tanker med jer?

Kun to ting er sikre i denne artikel

Den første ting er, at jeg ved et tilfælde fandt det følgende citat, da jeg åbnede bogen fra forleden på en tilfældig side: “Ubesvarede spørgsmål er ikke-accepteret frygt.”

Den anden ting er, at den ene tanke har ført mig til den anden ved et tilfælde. Jeg har mestret mine ord og mine følelser. 

Og jeg gik tilbage for at vende siden.