Teori om stempling: Stigmatisering af etiketter

Ved at sætte en etiket på en person etableres der en forskel mellem vedkommende og det sociale miljø, som vedkommende tilhører. I de fleste tilfælde indebærer stempling en holdning til social udelukkelse og afvisning.

Skrevet og kontrolleret af psykolog Cristian Muñoz Escobar.

Sidste ændring: 27 december, 2022

Teori om stempling forklarer, hvordan andre opfatter en persons adfærd. Derefter stempler de den på baggrund af dens karakteristika inden for sociale og kulturelle konventioner. Det centrale begreb i denne teori er, at samfundet sætter negative etiketter på alle, der “afviger” fra de sociale normer.

Sociologi studerer konventioner og sociale normer. Den bruger begrebet afvigelse i forbindelse med teori om stempling. Det betyder, at hvis en persons udseende eller adfærd kun er i overensstemmelse med en social minoritet, vil vedkommende blive negativt stemplet. Det skyldes, at de ikke opfylder standarderne for det dominerende samfunds normer og kultur.

Men hvad betyder det at stemple en person, der ikke er en del af et majoritetssamfund?

En kort historie om teori om stempling

Howard Saul Becker var en amerikansk sociolog og arving til Chicago-skolen. Han udviklede det symbolsk interaktionistiske perspektiv og var den første til at foreslå idéen om afvigelse.

Ifølge hans forskning i sociale grupper og deres interaktioner er afvigelse fra den sociale norm ikke en tilstand, der er iboende i en person. Det er snarere identifikationen af dette fællesskab, der bekender sig til visse normer i henhold til “social sameksistens”.

Dette kollektiv eller sociale flertal vil have en tendens til at pålægge sanktioner over for en person eller et mindretal, der overtræder dets regler og afviger fra dets sociale skikke. I henhold til denne beskrevne situation vil stempling med en stærkt diskriminerende karakter være uundgåelig.

Stereotypernes rolle

Det er almindeligt at stereotypisere en person ud fra dens karaktertræk i forhold til den minoritetsgruppe, som den tilhører. I dette tilfælde peger det sociale flertal på den og generaliserer den under de perceptive parametre, som det har om sine normer og skikke.

Deres hovedformål er at sætte enkeltpersoner i bås som overtrædere af normen. Det er, fordi de ikke overholder det, som flertallet dikterer. Det betyder imidlertid ofte, at de stigmatiseres på en diskriminerende måde.

Etiketterne etablerer en differentiering af et individ i forhold til den sociale og kulturelle gruppe, som de tilhører.

Primær og sekundær afvigelse

Begrebet afvigelse inddeles i to typer: Primær og sekundær. Edwin Lemert (1912-1996) var professor i sociologi ved University of California. Han definerede de to typer som følger:

• Primær afvigelse. Der er ingen fuldstændig følelse af afvigelse for dem, der bryder reglerne. Heller ikke andre (det sociale flertal) opfatter det på den måde.
• Sekundær afvigelse. I modsætning til den primære bliver den person, der går imod normen, betegnet som afvigende af det sociale flertal. Derfor opfatter de sig selv i overensstemmelse med, hvordan andre opfatter dem.

På et eller andet tidspunkt har vi alle begået handlinger, der er klassificeret som afvigende. F.eks. at tage stoffer, udføre uautoriseret graffiti, ignorere færdselsloven osv. Nogle få er dog kategoriseret som absolutte afvigere og regelbrydere. De udviser specifikke karakteristika.

Den stigmatisering, der følger af etiketter

Stigmatisering er tæt forbundet med sekundær afvigelse. Det drejer sig om den rolle, der tildeles den afvigende person, og det tjener til at forvrænge dennes biografi. Det betyder, at visse handlinger, som de udfører i samfundet, klassificeres negativt som handlinger, der afviger fra normen.

Individet og alle dets tidligere handlinger begynder således at blive omfortolket under stigmatiseringens synsvinkel. Der er tale om en proces med biografisk forvrængning. Det er kendt som retrospektiv stempling.

Ifølge sociologen Erving Goffman (1922-1982) aktiverer stigmatisering af et individ visse sociale virkninger. F.eks. social isolation. Den er drevet af en gruppe, der identificerer sig med afvisningen af den afvigende (stigmatiserede) person. Konsekvensen vil være, at individet ved at modtage begrænsende indikationer ender med at tro på dem.

I realiteten påtager de sig den rolle, som stigmatiseringerne gav dem. Det er, som om stigmatisatorerne er profeter for den endelige rolle, som den “afvigende” skal spille, ifølge Robert K. Mertons anvendelse af Thomas-teorien.

Teori om stempling i kriminologien

Takket være stigmatisatorernes uheldige profetiske rolle over for den “afvigende” (selvopfyldende profeti) handler den stemplede person i overensstemmelse med de kriminelle handlinger, som den stigmatiserende gruppe pådutter vedkommende.

Hvis de f.eks. kun har taget stoffer én gang, men er blevet udpeget og gentagne gange chikaneret af flertallet for denne handling, er det yderst sandsynligt, at de ender med at blive regelmæssige stofmisbrugere. Faktisk opfylder de ubevidst det stigmatiserende krav.

Takket være bl.a. denne teori om stempling kan kriminologien forudsige mønstre hos visse personer, der opfylder den stigmatiserende profeti. Denne proces får så at sige de anklagede til at søge anerkendelse fra andre, der er som dem og også bliver anklaget af “flertallet”. Denne situation bevirker, at disse adfærdsmønstre gentages kontinuerligt. Derfor bliver det til en ond cirkel.

Sådan virker teori om stempling i psykologien

Teori om stempling kan ved sekundær afvigelse også angribe den mentale sundhed. I betragtning af at det sociale flertals funktion er at afvise og isolere den, der betegnes som afvigende, kan det føre til psykiske lidelser for dem, der påtager sig og lider under denne rolle.

Den samme isoleringsmekanisme kan imidlertid anvendes på dem, der ikke er følelsesmæssigt regulerede eller betragtes som psykisk syge af det sociale flertal. Hvis man f.eks. klassificerer en person som tvangsforstyrret, blot fordi vedkommende udviser nogle træk ved denne lidelse, kan det ofte betyde, at vedkommende i virkeligheden ender med at lide af den.

Det skyldes, at de bliver behandlet, som om de virkelig er syge, og derfor ubevidst påtager sig denne rolle. I realiteten udfører de den selvopfyldende profeti.

Når en person bliver stemplet, er der som regel en tendens til at afvise og udelukke vedkommende.

Hvad kan man gøre ved denne teori om stempling?

For det første har flertallet ikke altid ret. Især ikke, når de enkelte medlemmer ikke har deres egne kriterier eller besidder en kritisk sans over for det, de formoder er “afvigende”. Desuden er mennesket i sagens natur et politisk og socialt subjekt.

Derfor har mennesker en tendens til at søge anerkendelse på en eller anden måde. Det er imidlertid ikke korrekt at sætte nogen i bås, så de står uden for normen.

Der skal indtages en kritisk holdning til den kollektive stigmatisering af enkeltpersoner og minoriteter. Dette indebærer, at man reflekterer over, hvordan det kan være, at visse personer ender med at lære upassende eller kontraproduktive vaner. Vaner, der er skadelige for deres fysiske og mentale sundhed.

De opfører sig sådan, simpelthen fordi de er blevet sat i bås til at hengive sig til en sådan straffende adfærd i overensstemmelse med det sociale flertals “norm”.

Diagnostik og forebyggelse af individuel og kollektiv adfærd er de vigtigste redskaber til at bryde stigmatiseringens onde cirkel. De kan én gang for alle sætte en stopper for den form for kollektiv adfærd, der vilkårligt dømmer dem, der føler, tænker og handler anderledes end det sociale flertals konventioner og normer.