Takket være neuroplasticitet holder vi aldrig op med at lære

Neuroplasticitet er på dets største i barndommen. For hjernen er mere fleksibel og modtager konstant nye stimuli. I denne tid bliver et stort antal neruoner “født.” De accelererer læringen og udviklingen af et barn. Derfor er barndommen en følsom periode for udvikling, specielt i de første fem år af livet.

Men bare fordi hjernen er mere fleksibel i denne tid, betyder det ikke, at neuroplasticitet fuldstændig forsvinder, eller at det bliver umuligt at lære eller skabe nye synaptiske forbindelser. Selv i de ældre år har hjernen evnen til at lære.

Neuroplasticitet og reorganisering af hjernen

Hjernen er i stand til at indrette sig efter miljøet og undergå forandringer i dens egen struktur som en måde at opfylde kravene fra miljøet på. Bevis for indrettelsen af hjernen er set hos folk, der ikke længere kan se eller høre. Andre områder af hjernen, der er dedikerede til perception gennem de andre sanser, bliver mere udviklede. Og deres hjernes funktioner bliver reorganiserede.

Den spanske videnskabsmand, Pascual-Leone, demonstrerede denne evne gennem et eksperiment. Han gav sunde forsøgspersoner bind for øjnene i fem dage. I denne tid læste personerne Braille og udførte auditive diskriminationsaktiviteter. Ved at bruge en MRI observerede de, at de visuelle hjernebark blev aktiveret af lyd og berøring,. Det betyder, at deres hjerne indrettede sig.

Dette eksperiment blev udført på voksne. Det betyder, at til trods for, hvad folk troede blot få år før, fortsætter menneskehjernen med at ændre sig igennem hele livet. Denne reorganisation har meget at gøre med behovene, der bliver krævet af miljøet, og ressourcerne, hjernen skal bruge for at håndtere de behov.

At lære gennem hele livet

Vi ved alle, at børn har en god evne til at lære. De er bedre end voksne til at opfange nye ting, som at spille et instrument, tale et andet sprog eller huske en tekst udenad. Dannelsen af nye neuroner er forbløffende. Men når vi bliver ældre, mindskes denne evne.

Ikke desto mindre fortsætter neurogenese, selv når vi bliver ældre. Den gamle tro om, at vi er født med et bestemt antal neuroner, og at vi gennem livet ikke gør andet end at miste dem, er forkert. Ja, der er en mindskning i neuroplasticitet, men hjernen fortsætter med at være betydelig formbar. 

Forskelige faktorer, der kan påvirke neuroplasticiteten, er blevet identificerede. For det første er det bedst at have et berigende miljø, der udfordrer hjernen. For det andet vides det, at moderat motion også gavner neuroplasticitet. På den anden side virker ældre alder, kronisk stress og visse blodkomponenter til at hæmme det.

Dannelsen af nye neuroner var en stor opdagelse. Der er to områder i hjernen, hvor dette fænomen er blevet observeret: den subventrikulære zone og hippocampus. Den sidstnævnte er tæt relateret til hukommelse. Neurogenese i hippocampus kan stimuleres, når vi lærer nye ting.

Hvad sker der i hjernen, når vi lærer?

Neuroplasticitet er mekanismen, der producerer læring. Men hver persons evne for læring er bestemt af både gener og uddannelse. For eksempel vil hver persons IQ for det meste være bestemt af gener. Men intellektuel indsats kan også påvirke plasticiteten i hjernen og ens evner.

Selv hvis du har en genetisk forhåndsbestemt betingelse for læring, vil det ikke være andet end potentiale, hvis du ikke ved, hvordan du skal udvikle det. Hvis du holder det hen og ikke bruger det, lader du ikke kun være med at udvikle det, men du mister også muligheden for at gøre det. Med andre ord ville du ikke kun holde op med at tilføje potentiale, du ville også tage noget af fremtidens potentiale væk.

Kognitiv stimulation er essentielt for, at hjernen er forberedt på at indrette sig efter kravene fra miljøet. Neuroplasticitet er en afgørende faktor, når det kommer til at håndtere hjerneskader. Man tror, at dem, der har udviklet plasticitet gennem læring, vil være bedre til at overkomme eller kompensere for hjerneskader.