Spejlneuroner og empati: at sætte os i andres sted

Spejlneuroner og empati er en af de mest fascinerende processer i neurovidenskaben. Disse processer gør os opmærksomme på andres følelser og på at give et empatisk svar.

Disse mekanismer, som også har en social baggrund, har stor indflydelse på vores daglige forhold.

Forestil dig et øjeblik, at du sidder i et teater. Du observerer en gruppe skuespillere på scenen, som udfører præcise kropsbevægelser og handlinger. De synger hvert ord perfekt og gør udtryk for en hel masse følelser…

“At se gennem andres øjne, at høre gennem andres ører, at føle gennem andres hjerte.”

–Alfred Adler–

Skuespillet ville ikke give mening, hvis ikke vi havde en biologisk basis for at kunne leve os ind i en række følelser ved hjælp af empati. Uden den ville livets “teater” overhovedet ikke betyde noget. Vi ville være tomme skabninger, en civilisation af hominider, som ikke engang kunne udvikle et sprog.

Derfor kan det ikke komme som en overraskelse, at spejlneuroner og empati fortsætter med at skabe interesse blandt neuroforskere, psykologer, antropologer, pædagogik og kunst.

Vi har arbejdet i årtier for at forstå bare en smule mere omkring vores indre arkitektur og dens fantastiske mekanismer. Men vi ved stadigvæk ikke alt.

Spejlneuroner og empati: neuroforskernes største opdagelser

Mange forskere og psykologer vil med sikkerhed sige, at spejlneuroner vil være for psykologiområdet, hvad DNA er for biologien.

Det er rigtigt, at viden om spejlneuroner og empati har hjulpet os med at kende lidt bedre til hinanden. Men vi bør ikke begå fejltagelsen ved at sige, at disse processer er udelukkende det, som gør os til mennesker.

Det, vi er i dag, er resultatet af utallige processer, som fungerede sammen. Empati muliggjorde vores sociale og kulturelle udvikling, men det var ikke den afgørende faktorer.

Lad os gøre det klart, at når det kommer til disse områder af neurovidenskaben, er der stadigvæk nogle myter, som må kasseres. Det er for eksempel ikke sandt, at kvinder har flere spejlneuroner end mænd. For begge køn udgør omkring 20% af vores nerveceller denne type.

“Du kan kun forstå folk, hvis du kender dem i dig selv.”

-John Steinbeck-

Der er heller ikke ingen afgørende undersøgelser af påstanden om, at mennesker i autismespektret har flere dysfunktionelle spejlneuroner, eller at de har fuldstændig mangel på empati.

Faktisk er det virkelige problem kognitivt, især indenfor “mentalisering”, hvor man er i stand til at udlede information, lave en symbolsk analyse og udføre en adfærd, som er i overensstemmelse med sin drivkraft.

For bedre at kunne forstå disse processer, så lad os tage et kig på, hvad videnskaben har fortalt os omkring spejlneuroner og empati.

Vores handling og forhold til spejlneuroner og empati

Disse data er ikke velkendt, og det er vigtigt, vi husker på det. Empati ville ikke eksistere uden bevægelse, uden handling, uden holdninger.

Modsat af hvad man skulle tro, er spejlneuroner ikke en speciel type nervecelle. De er faktisk celler i pyramidesystemet, som er forbundet med bevægelse. Men de er unikke, fordi de ikke kun aktiveres af vores egne bevægelser, men også når vi observerer andres.

Dette opdagede Dr. Giacomo Rizzolatti, en italiensk neurofysiolog og professor ved Parma universitet. I 1990’erne forskede han i de motoriske bevægelser hos aber.

Han synes, det var interessant at se, hvordan der var en række neuronstrukturer, som reagerede på, hvad et andet medlem af samme eller en anden art gjorde.

Dette netværk af pyramide neuroner eller spejlneuroner findes i den nedre frontallap og i den paritale hjernebark. Det findes i mange arter, ikke kun mennesker. Selv aber og kæledyr, som katte og hunde, kan føle “empati” for hinanden og for os.

Spejlneuroner og deres forbindelse til vores udvikling

Vi påpegede for et øjeblik siden, at spejlneuroner og empati ikke er en magisk knap, som på én gang belyste vores bevidsthed og gav os mulighed for at udvikle os. 

Faktisk var det en række af utallige vidundere, ligesom hånd-øjekoordinering, der udviklede vores symbolske bevidsthed.  Det var også det kvalitative spring i nakken og kraniet, som gjorde artikulationen af sprog muligt.

Blandt alle disse fantastiske processer er dem, som udføres af spejlneuroner. De sker i vores evne til at forstå og fortolke visse handlinger. Vi kan forbinde dem med en række ord og betydninger. Og på denne måde muliggør det social sammenhold i gruppen.

Empati: en altafgørende kognitiv proces for relationer

Spejlneuroner giver os mulighed for at have empati med dem, som omgiver os. De er en bro, som skaber forbindelser og kæder os sammen. Dette giver os igen mulighed for at opleve tre meget grundlæggende processer:

• At være i stand til at vide og forstå, hvad personen foran os føler eller oplever (kognitiv komponent).
• At “føle”, hvad den anden person føler (følelsesmæssig komponent).
• Endelig er her en reaktion, som kræver finesse og følsomhed. Vi kan reagere menneskeligt. Dette danner den sociale adfærd, som vi har behov for til at bevæge os frem som en gruppe.

På den anden side er der en interessant ide, foreslået af en psykolog fra Yale universitet, Paul Bloom. Mange af hans artikler er kontroversielle, da de foreslår, at empati på nuværende tidspunkt ikke gør noget for at tjene os. Bag dette påfaldende udsagn skjuler der sig en indlysende virkelighed.

Vi er nået til det punkt, hvor vi alle er i stand til at føle, se og opfatte det, andre føler. Selv i fjernsynet. Dog er vi blevet så vant til det, at vi forbliver udtryksløse.

Vi har normaliseret andres lidelser. Vi er så fordybet i vores egen lille verden, at vi ikke bryder ud af boblen. Derfor opfordrer professor Singer os til at være “effektive og aktive altruister.”

Spejlneuroner og empati er standardprogrammeringen i hjernen. De er som et styresystem for en computer. De følger med computeren, men vi bliver nødt til at lære, hvordan vi bruger dem effektivt og udnytter deres potentiale fuldt ud.

Spejlneuroner og empati: hvordan anvender vi alt dette i praksis?

Derfor skal vi lære at kigge på andre og lade vores fordomme ligge. Men at begrænse os selv til bare at “føle, hvad andre føler”, er heller ikke målet.

Vi må forstå deres virkelighed samtidig med, at vi beholder vores egen. På den måde kan vi effektivt hjælpe og støtte dem.

Det er trods alt unyttigt ikke at føle sig ledsaget af handling. Så hvis vi som art er kommet så langt, er det på grund af, at vi har været proaktive. Fordi vi har taget hånd om hvert et medlem af vores sociale gruppe ved at forstå, at vi gør større fremskridt som en gruppe end alene.

Husk derfor på det sande formål af spejlneurone r og empati: at tilskynde vores sociale kontaktevne, vores substans og vores forbindelse til vores omgivelser.