Sådan genfinder du dit indre barn

maj 12, 2017 i Psykologi 35 Delt

At vokse op betyder ikke blot, at man bliver gammel og akkumulerer år. At man ser en rynke på ansigtet eller bliver handlekraftig. At vokse op er at lære, hvordan man bliver moden over tid. Og at beholde det gode fra alle stadier af livet.

Dog er det ikke altid nemt at modnes harmonisk eller lykkeligt. Der er tidspunkter i vores liv, hvor den voksne person, vi er blevet til, er frustreret og fyldt med uløste, indre konflikter. Det fanger og drukner os. Vi kan miste vores entusiasme for ting og mennesker omkring os og, endnu værre, os selv.

Når vi taler om vores “indre barn”, så afviser mange folk det. Det skyldes, at de ikke forstår betydningen af det. Nogle gange er det associeret med en bogstavelig barndom. Med det menes en livsperiode med ‘ren uskyldighed’. En periode, hvor man ikke forstår, hvordan den såkaldte verden eller livet egentlig er. På grund af denne uundgåelige uskyldighed, eller nærmere naivitet, tillader vi børn en vis mængde galskab og spontanitet. For de jo skal lære det”.

Det er dog stadig svært for os voksne at tro på, at børn måske ved meget mere, end vi gør. De har stadig visse værdier, som vi for længst har mistet. Det siges også, at vi alle går igennem livet med et indre barn. Det er gemt væk i dybderne af vores psykologi. Det er vores indre barn, som tillader os en vis balance imellem rationel tænkning og en anden mere fri, ren og håbefuld form for tænkning. Sidstnævnte kræver fortsat vores kærlighed og opmærksomhed.

Vores indre barns stemme

Om du tror det eller ej, så er vores indre barn ikke forsvundet for at give plads til den mere seriøse voksne person, du er nu. Det findes stadig dybt inde i dig, dog gemt og undertrykt det meste af tiden. Vi føler, at vi ikke har råd til at lade det komme ud på grund af det, det var, og det, det repræsenterer i nutiden.  

Det indre barn kræver en række ting af os, men vi ved ikke altid, hvordan man hører efter:

  • Det beder dig om ikke at lægge så meget vægt på tingene, at underspille vigtigheden af problemerne, og om at fjerne den skal af tristhed og erstatte den med et muntert udtryk, så du frit kan gå ud i verden.
  • Dit indre barn beder dig om at elske det og tage dig af det. Det kræver kærlighedog at du er i stand til at give det kærlighed. Det ønsker at blive omfavnet, nusset, taget om og være fokus i dit liv.
  • Nogle gange kræver dit indre barn også, at du ikke er så hård ved dig selv. Det beder dig om at slappe lidt af. Om at fokusere på de simple ting i livet, som er rundt om dig. Det ønsker, at du værdsætter de små ting, de små glæder og sejre. Og det ønsker, at du leger og eksperimenterer! Det tigger dig allermest om ikke at miste din entusiasme for livet og for dig selv. Det ønsker, at du er spontan – at du tør at være det. 

Der er dog et vigtigt aspekt, som vi ikke kan ignorere, når vi taler om det indre barn. Det er helt muligt at din barndom ikke ligefrem var lykkelig, og at du har mange indvendige sår, tomrum og sorger – i dette tilfælde har du måske aldrig rigtigt været et barn.

Dine omstændigheder har måske tvunget dig til at vokse op med vold, uden privilegiet af at nyde de mange dimensioner, som nærer enhver eksistens: kærlighed, anerkendelse, følelsesmæssige bånd, støtte.

Alt dette gør, at vi vokser op med usikkerheder, med generel mistillid og med frygt. Hvad gør vi så i de tilfælde?

At genopdage og redde vores indre barn

Det siges tit, at den, som lever ved at skabe kunst, ved, hvordan man lever minimalistisk. Forstår værdien af at sende smil i andres retning af ingen speciel grund, og har aldrig haft det uheld at få brudt båndet til sit indre barn.

Det er muligt, at sådanne mennesker bliver kategoriseret som ‘tosser’ for deres spontanitet. Eller fordi deres særegenhed dukker op fra tid til anden. Om vi så tror det eller ej, så kan en intakt navlestreng til det sunde og glade indre barn være en berigende erfaring. Det kan hele mange af vores følelsesmæssige sår og styrke vores selvtillid.

Hvordan kan vi forene og hele vores såkaldte “indre barn”?

  • Visualiser dig selv som et barn. Og kig på et gammelt billede, hvis du har brug for det. Dette er en simpel øvelse til at få dig til at reflektere. Du prøver på at finde et øjeblik med indadvendt fokus mod din essens og historie, hvor det barn du var, skjuler sig.
  • Tænk over det billede i dit sind. Og bring din hukommelse til en stund, hvor du var 7 eller 8 år gammel. Hvad ser duEr du en bekymringsfri eksistens, højlydt, vild og udadvent? Spørg dig selv, om du har nogle ligheder med det, du ser. Var du et barn, som holdt af at kramme dine forældre? Hold fast i den kærlighedSer du måske noget sorg fra fortiden eller et smertefuldt sår? Accepter det, og tilgiv. Så vil du føle dig meget mere fri og let. Du har brug for at bringe en ro til det minde – en balance. Så ikke føler had mod det, som har trukket dig nedad. Det vil lade dig leve i fred.
  • Fortsæt i din personlige visualisering og arbejd mod at etablere en dialog med barnet, med dit yngre jeg. Du bliver nødt til at etablere et stærkt bånd med det. Og spørge om, hvad det behøver for, at I begge kan være glade igen. Tag dets ord for det, dets bønner. Du bliver nødt til at overbevise det om, at du vil blive bedre til at imødekomme dets behov fra nu af. At du vil elske det mere, passe bedre på det, og at I sammen vil fortsætte mod en ny entusiasme: at nedbringe vægten af de problemer, du møder, at grine, indholde mere renhed og ikke at undertrykke dine mest basale behov.

Tag dit indre barn fast i hånden og tab ikke ham eller hende igen. 

Fra internettet