At omfavne tiden for at hele dine sår og komme videre

Hvis vi blot var i stand til at lukke tid ind i vores liv, når det beder om det. Hvis vi blot ville være modige og lade det være med os i vores kampe, vores tab, i de gode tider og også når vi føler os alene… Hvis vi blot ville omfavne tiden…

Tiden er vores rejsekammerat, ikke en fjende, som vi nogle gange ser det som. For når vi er fortabte, reder det os. Når vi giver plads, udfører det sin opgave.

Tiden beskytter os, helbreder vores sår og giver os styrken til at flyve igen, så længe vi ved, hvordan vi skal værdsætte det og drage fordel af det.

Når vi mister medrejsende, bliver vores drømme afbrudt, eller vi ser os alene på livets vej. Når vi hele tiden har travlt, vender vi det døve øre til vores følelser.

Men hvis vi stopper et øjeblik og lytter, vil vi vide alt, hvad vi har brug for, for at finde lettelse fra vores smerte.

Følelsernes ø

“Engang var der en ø, der var for smuk til at beskrive, hvor alle menneskers følelser og værdier levede; God humor, Sorg, Viden… Såvel som alle de andre, herunder Kærlighed.

En dag blev det meddelt for følelserne, at øen var ved at synke, så alle forberedte deres både og forlod øen. Kun Kærlighed forblev ventende alene, tålmodigt, indtil sidste øjeblik.

Da øen var ved at synke, besluttede Kærlighed at bede om hjælp. Rigdom sejlede forbi Kærlighed, i en meget luksuriøs båd og Kærligheden sagde til ham: “Rigdom … Kan du tage mig med dig?”

“Jeg kan ikke, for jeg har meget guld og sølv i min båd, og der er ikke plads til dig, desværre.”

Så besluttede Kærlighed at spørge Stolthed, som sejlede forbi i en storslået båd. “Stolthed, jeg beder dig … Kan du tage mig med dig?”

“Jeg kan ikke tage dig med, Kærlighed,” svarede Stolthed. “Her er alt perfekt. Du kan ødelægge min båd og hvordan ville mit ry så være?”

Derefter sagde Kærlighed til Sorg, som nærmede sig ham: “Sorg, jeg beder dig, lad mig tage med dig”.

“Nej Kærlighed”, svarede Sorg. “Jeg er så ked af det, at jeg skal være alene”.

Så gik God humor forbi Kærlighed, men han var så glad, at han ikke hørte, at han blev kaldt på.

Kærlighed og tid

Pludselig sagde en stemme: “Kom kærlighed, jeg tager dig med mig.” Kærlighed kiggede for at se, hvem der talte til ham, og så en gammel mand. Han var så glad og fuld af lykke, at han glemte at spørge om den gamle mands navn.

Da han kom til land, gik den gamle mand. Kærligheden forstod, hvor meget han skyldte ham og spurgte Viden: “Viden, kan du fortælle mig, hvem denne person var, der hjalp mig?”

“Han er den eneste, der er i stand til at få kærlighed til at overleve, når smertene ved tabet får ham til at tro, at det er umuligt at fortsætte. Han er den eneste, der er i stand til at elske en ny chance, når det ser ud til at blive slukket.

Den, der reddede dig, Kærlighed, er Tid, for kun tiden er i stand til at forstå, hvor vigtig kærlighed er i livet.”

Denne historie af Jorge Bucay viser os betydningen af ​​tid. Når vi tror, ​​at alt er gået tabt, når vi ikke længere kan finde ord og ting ikke længere giver mening… Når alting sker på samme tid, og vi ignorerer det, vi virkelig vil have, kommer tiden og reder os.

Tid hvisker i vores øre, at livet fortsætter, og når vi lærer at nedlægge vores byrder og omfavne tiden, så bliver vores sår helbredt.

Løsningen kræver, at man kan omfavne tiden

Det er aldrig en god idé at forhaste sig. Problemer tager tid at løse. Derfor må man lære at omfavne tiden. Ligesom når vi har været forelskede, fordi al den energi, vi lagde i nogen, har brug for at finde en ny destination.

Brudte drømme har også brug for tid, fordi vores hjerne skal finde ud af nye planer eller løsninger. Og tab tager tid, fordi vi skal lære at placere vores kærlighed andre steder …

Tiden er ansvarlig for at sætte hver tanke, hver følelse og hver person på deres sted. Det lærer os, at intet er endeligt, at ting sker, både godt og dårligt, og at alt til sidst bliver bedre.

Det hjælper os med at vokse og se tingene fra et andet perspektiv.

Det er løsningen: giv det tid. Men ikke passiv tid, hvor du lader urets visere gå rundt og rundt. Snarere aktiv tid, hvor du bevæger dig og reflekterer.

Aktiv tid, hvor fred hersker og du kan oprette, genoverveje og finde det gode, men også lære af det dårlige. Tid til at blive båret væk, men fortsæt med at gå, så tiden – som i historien – kan redde os, når intet andet kan.