Old: Filmen, der fortæller os, at tid er relativ
Shyamalan er en filmskaber, der ofte vækker kontroverser. Faktisk har folk en tendens til enten at elske eller hade ham. Nogle mener, at han er overvurderet, mens andre ser ham som visionær. Ingen er ligeglade med ham. Old er en af hans spillefilm i form af en fantastisk thriller, der endnu engang har delt både publikum og kritikere.
Old tager os med til en paradisisk enklave, hvor flere familier forbereder sig på at tilbringe en hyggelig ferie. Efter ankomsten til hotellet bliver nogle af personerne ført til en hemmelig og privilegeret strand. Det ender dog med at blive et naturligt fængsel, hvor tiden går hurtigere end normalt.
Snart indser personerne, at de er forenet af noget mere end blot at have valgt den samme feriedestination. Faktisk befinder de sig et sted, hvor tiden accelererer, og hvor de alle bliver gamle.
Da de ikke kan flygte, forsøger personerne at overleve og finde en vej ud af alderens fængsel, vel vidende, at deres liv kan slutte om få minutter.
Kameraet, den store hovedperson
Måske var Shyamalans store fejltagelse at gøre sig så berømt med sin tidligere film, The Sixth Sense (1999). Faktisk satte han med denne film barren så højt, at det var uundgåeligt, at alle hans senere værker ville falde i dens skygge.
Det ser nemlig ud til, at intet kan slå filmen med Bruce Willis og en lille Haley Joel Osment, der “nogle gange så de døde”, i hovedrollerne. Ikke desto mindre er Shyamalan stadig en fantastisk historiefortæller.
I Old fremhæver han sin evne til både at vise og skjule vigtige oplysninger efter behag. Old bliver faktisk en øvelse i fantasi, i at se ud over grænserne. Desuden viser han os, at der ikke er noget mere skræmmende end vores egen fantasi.
Selv om det foregår i idylliske udendørs omgivelser, insisterer Shyamalan på at vise os klaustrofobiske scener. Det gør han ved at kvæle karaktererne og omringe dem med sit kamera i ekstremt ubehagelige brudte nærbilleder.
Selv om han på en dygtig måde styrer vores blik, glemmer han nogle gange at udnytte det og få det bedste ud af sine skuespillere. Faktisk stoler han lidt for meget på kameraet alene.
Ikke den traditionelle gyser
I en tid, hvor terror normalt indebærer en masse blod og indvolde, foregriber Old det blodige øjeblik, men bevæger sig derefter væk fra det. Derfor er det vores fantasi, der rekonstruerer det, vi ikke ser.
Kameraet bevæger sig elegant gennem personerne, skifter synsvinkel og leger og narrer os konstant. På samme måde som personerne er blevet narret ind i deres smukke dødsfælde. Faktisk har vi en fornemmelse af, at nogen kigger med oppefra, men vi får aldrig lov til at se ud over de klipper, der omslutter stranden.
Naturen bliver pludselig enormt fjendtlig. Klipperne synes at være magnetiseret og forhindrer personerne i at gå tilbage. Faktisk synes havet at være den eneste vej ud, samtidig med at det er en dødsfælde.
Det uhyggelige er håndgribeligt i omgivelserne. Det omslutter hverdagen og farver en oprindeligt idyllisk ferie med vold. Det mest skræmmende er til gengæld den mest sørgelige sandhed. Det er det faktum, at tiden går for alle.
Fra det fantastiske til det rationelle
Old bevæger sig i et virkeligt og kendt område. Det virker dog mærkeligt på os. Faktisk tilhører personerne den samme verden som os og følger de samme naturlove, men når de krydser tærsklen til feriekomplekset, træder de ind i en mærkelig verden, hvor disse love synes at fungere anderledes. Faktisk bliver de hurtigere og hurtigere ældre.
Død, sygdom og fortvivlelse fanger dem på en strand, der lige så godt kunne være et fængsel.
For at vise denne ændrede virkelighed anvender Shyamalan forskellige filmiske tricks. Han bruger et velkendt miljø og gør det usædvanligt og uhyggeligt. Intet er tilfældigt i Old, hverken lyden, optagelserne eller kameraets bevægelser.
Denne fjendtlige natur er håndgribelig fra de første skridt, som karaktererne tager mellem klipperne. Det minder os om bøger, der beskriver magiske verdener fulde af havfruer og usædvanlige væsener.
Også til film som Picnic at Hanging Rock (Weir, 1975 ), hvor magien aldrig rigtig dukker op, men hvor det er os selv, der formår at indhylle os i en mystisk og skræmmende atmosfære.
I denne film fremkalder det naturlige fængsel forestillinger om dyr i bur. Hele tiden føler personerne sig, som om de bliver observeret oppefra. Kameraet forstærker denne følelse hos seeren.
Selv den velkomst, som gæsterne får på hotellet, er noget usædvanlig og for god til at være sand. Faktisk har vi hele tiden en mistanke om, at der sker noget mærkeligt på stedet.
Indflydelse fra Hitchcock og Spielberg
Shyamalans hengivenhed til Hitchcock og Steven Spielberg er mere end tydelig her. Han er helt sikkert inspireret af Hitchcock, når det kommer til spænding. På den anden side kan man sige, at den kunstigt paradisiske, men alligevel farlige indstilling kan minde om Spielbergs Jurassic Park (1993) eller endda Jaws (Spielberg, 1975).
Faktisk gemmer denne fjendtlige natur på en langt mere interessant debat. Den går ud på, at tidsforløbet på stranden ikke kun er et spørgsmål om tilfældigheder. Vi er nemlig hele tiden klar over, at personerne er blevet bragt dertil bevidst og med et formål.
Shyamalan skjuler for os turistkompleksets sande hensigter. Han giver os dog visse ledetråde gennem hele filmen. Nogle gange faktisk med alt for mange forklaringer. Ikke desto mindre får de os til at stille spørgsmål af etisk og videnskabelig art, der ligner dem, som vi blev opfordret til at stille i Jurassic Park-sagaen.
Old: Udnyt hvert øjeblik
Hvis der er ét underliggende budskab i Old, er det intet andet end at gribe dagen. Livet er kort og flygtigt, og én ting, der er ubestridelig fra det øjeblik, vi bliver født, er, at vi en dag skal dø.
Shyamalan bruger det mystiske og fantastiske til at gøre os opmærksomme på noget så simpelt som vores livs korte varighed. Den minder os om, at det ikke giver mening ikke at diskutere eller konfrontere de konflikter, som vi står over for hver dag.
Der er et forbindelsesled i alle Shyamalans film. De dykker alle ned i de problemer, der er afledt af manglende kommunikation, hvad enten det er i et parforhold, mellem venner, eller det drejer sig om manglende accept og verbalisering af et traume.
Frygten for døden er universel. Vi ved, at vores tid på jorden er kortvarig, og at vi på et tidspunkt vil ophøre med at eksistere. Men i denne film har hovedfamilien – og faktisk alle personerne – interne konflikter, der hænger sammen med, at de ikke anerkender dette problem i nogen af deres samtaler.
Kommunikation i filmen Old
Vi ser et ægtepar, som ikke har meddelt deres børn, at deres mor er syg. En mand, der på trods af, at han er klar over sin kones utroskab, nægter at tale om det. Og en kvinde, der er totalt besat af sit fysiske udseende.
Kort sagt ser vi et billede af mange nutidige samfund. En række personer, der konfronteret med terror ender med til sidst at verbalisere deres bekymringer og ønsker. Faktisk ender de på en eller anden måde i deres fængsel på stranden med at befri sig selv fra deres spøgelser og mareridt.
Hvis der er én kritik, man måske kan rette mod Shyamalan, er det en vis usandsynlighed. Denne film er nemlig ikke troværdig. På den anden side er selve stedet et sted med fantasi, hvorfor de fleste seere ikke vil være alt for generet af manglende troværdighed.
Måske ville Shyamalan have klaret sig bedre med mindre forklaringer, så der var mere plads til fortolkning. Han minder os dog konstant om, at det er hans film, at han er til stede hele tiden og ser på os gennem sin linse. På den måde efterligner han som sædvanlig sin referent, Hitchcock.
Tid er relativ, og det er ligegyldigt, hvor hurtigt eller langsomt den går. Det er ligegyldigt, om livet varer 100 år eller to dage, det vigtige er ikke at efterlade nogen løse ender og at overvinde de forhindringer, der hindrer eller forarmer vores kommunikation.
Denne film er en øvelse i mod. Et tema, som vi har set gentagne gange i Shyamalans film, fra forskellige perspektiver.
