Normopati: Det usunde ønske om at være som alle andre

Udtrykket "normopati" dækker over det usunde ønske om at være som alle andre omkring dig for at blive accepteret, fordi vi er de "normale."

Vi er ikke skabeloner. Det er ikke vores pligt at være som alle dem omkring os, hvor man kan opløses som sukker i kaffen. Vores individualitet gør os unikke og sårbare. Men en gang imellem kan vi være vidne til at være ofre for noget, man kalder normopati. Det er næsten en besættelse for dem at være som alle andre.

Det er ikke et nyt fænomen. Faktisk har det fundet sted i ret lang tid. Men forfattere og psykologer, som Christopher Bollas, peger på, at teknologien forandrer sig efter den måde, vi tænker på, og selv efter vores personlighed. Det, vi ser på vores telefon eller computer, har pludselig en intens og overvældende virkning på os.

Normopati advarer os om et meget konkret aspekt. Der er masser af normopater iblandt os. Det er folk, som ikke er sikre på deres egen identitet, som ikke har arbejdet på at lære dem selv at kende. Grundlæggende søger det efter at opnå social anerkendelse.

De lægger deres egen individualitet på hylden for at kunne passe ind i det, som nu er “normalt.” Ved således at efterligne det, folk siger, gør eller tænker på de sociale medier, fører dem til en psykologisk balance og ro.

Vi vover at sige, at deres største frygt er at være unormale. Det ikke at passe ind i den store grå masse er ekstremt bekymrende for dem. Desuden føler alle normopater sig melankolske og tomme.

Normopati er usundt

Vi vil gerne have, andre ser os som specielle og unikke. Men vi kan tit lide at være som andre mennesker og passe ind i det, som er “normalt” og forventet. I den forstand begynder folk at pege fingre ad os, hvis vi vælger at have vores egen stemme og handle efter vores egne ønsker og motivation.

Albert Ellis, den berømte kognitive psykoterapeut, plejede at sige, at nøglen til lykke ligger i at lære at være os selv i en næsten uretfærdig verden. Hvad enten vi vil det eller ej, så er vi tvunget til at kunne klare kritik, besvær og uretfærdigheder.

Men normopater vil ikke kunne klare noget som helst. De imiterer kun, adlyder og giver efter. Normopater er ekstremt passive, hvilket får normopater til undskylde og acceptere ulogiske handlinger. Dr. Christopher Bollas taler om et tilfælde med en ung mand, som forsøgte at begå selvmord, fordi han ikke var lige så god til fodbold, som hans venner var.

Hvordan definerer man en normopat?

Psykoanalytikeren, Joyce McDougall, en af de førende specialister på området med skizofreni hos børn, var den, der udviklede betegnelsen normopati. I hendes bog Plea for a Measure of Abnormality, brugte hun dette udtryk til at definere deres frygt for det individuelle.

• Normopater er folk, der har et vedvarende ønske om social anerkendelse. Dette intense ønske får dem til at tilsidesætte deres egen identitet og endda deres stolthed.
• Næsten uden selv at være klar over det ender de med at skabe et falsk jeg. De er kun fokuserede på den ydre verden og lever deres liv suget fast til, hvad der sker omkring dem. Det inkluderer deres venner, netværk og sociale medier blandt andet.
• Howard Gardner og Katie Davis udførte en undersøgelse, hvor de slog fast, at nogle unge mennesker gør brug af, hvad de definerer som en “app mentalitet.”
• Nogle teenagere navigerer deres liv på samme måde, som de navigerer på deres apps: Med kun få valgmuligheder, benyttende de samme redskaber som andre bruger og undgår uventede risici.
• Normopati skifter til at være lidelse. For det meste føler normpater sig fortabte og tomme. De er komplet uden for rækkevidde af den emotionelle verden, hvilket betyder, at de ikke ved, hvordan de skal klare frustration, skuffelse eller fejltagelser.
• Deres “app mentalitet” gør det ikke muligt for dem at reflektere over livet. De er fuldstændig ubevidste om, hvordan de åbner døren til deres inderste jeg. De har aldrig undersøgt, hvem de selv er som person.

Hvad kan man gøre ved normopati?

Individuel træning er nøglen til at kurere normopati. En normopat er et individ, som benægter deres indre liv for at kaste dem selv udelukkende ud i at foretage en sanseløs imitation, indtil de omsider bliver et kunstigt og tomt objekt. Dette fører til lidelse og utilfredshed.

Når en normopat til sidst opdager, at han lider, føler de sig nødsaget til at bede om hjælp og begynder en selv-oplevende rejse, hvor de kan arbejde med deres selvtillid og individualitet.

Så er det, at deres person vil klippe navlestrengen til sidst og gøre dem i stand til at leve, som de selv vil. De vil omsider forstå, at der er intet så unormalt som besættelsen af at være normal.