Når din frygt gør dig bange og ikke er til at holde ud
Frygt er en nødvendig følelse, som har hjulpet menneskearten med at overleve modgang igennem tiderne, både personlig modgang og den slags, som har bestemt kursen for vores art. Det er en altafgørende allieret og ven. Det er alarmen, som hjælper os med at udpege mulig fare, så vi kan overleve.
Denne formodede ven kan også stoppe med at være dette, og blive vores fjende. Men det er frygten ikke. Den vil bare hjælpe os. Det er os, som gør den til en fjende, en forhindring, som vi må ødelægge for at leve et fredeligt liv.
Når vi oplever en fare, sætter frygten en serie af mekanismer i gang. De er målrettet mod yndefuldt at få os ud af denne trancetilstand. Disse mekanismer inkluderer, at man sveder. Det gør vores hud glat, så hvis et rovdyr bider en, er det nemmere at slippe væk. Derudover bliver der sendt blod fra maven til fødderne og hænderne, så vi kan løbe hurtigere eller få større styrke til at kæmpe. Vores pupiller bliver store. Vi hyperventilerer osv.
Alt dette er ment som en hjælp for at få os i sikkerhed. For det er målet for menneskearten; at vi overlever i denne verden. Naturen er klog og kan give os hjælpemidlerne til at overleve.
Hvorfor kan vi ikke holde frygten ud?
Vi kan klart holde til det, men vi fortæller os selv, at vi ikke kan. Det er et problem. Frygten ønsker at være din ven og advare dig om, at der er en bil, der er lige ved at køre dig over, at en hund vil bide dig, eller at nogen vil stjæle fra dig. Hvis den skal give dig disse advarelsessignaler, må den gøre brug af de mekanismer, vi nævnte. Det er de eneste, den kender til.
Du fortolker disse mekanismer som forfærdelige, uudholdelige og frygtelige… Så du kalder igen på frygten for at redde dig. Denne gang er faren de samme symptomer, som prøver at redde dig.
Sikke en selvmodsigelse! Men selv om det er et paradoks, er det præcis det, der sker for mange mennesker. For eksempel under et panikanfald begynder personen at føle manifestationen af sin egen frygt og fortolker den som farlig. De tænker ting som: “jeg oplever et hjerteanfald!” eller “nu dør jeg!”
Selvsagt producerer dette endnu mere frygt. Det gør, at hjertebanken, sved og rystelser tiltager endnu mere. Det bekræfter personens katastrofale fortolkninger. Dette resulterer i en uudholdelig, ondskabsfuld cirkel og giver styrke til frygtens frygt, hvilket er utrolig invaliderende. For i virkeligheden er skyggen, vi frygter, vores egen.
Sådan kan man komme af med sin frygt
Der er en måde, hvorpå den onde cirkel af frygt kan blive brudt. Men hvis du vil bryde cirklen, må du acceptere, at du kommer til at være lidt bange. Ja, endnu en selvmodsigelse! For at befri dig selv fra din frygt, bliver du nødt til at acceptere den og integrere den som en del af dig selv.
For at komme til denne accept, er det første trin at holde op med at dømme den og bare lade den være. Mærk den, omfavn den og snak til den, som var det en ven, du skulle forsone dig med.
Husk, at frygten ikke ønsker at gøre dig fortræd. Den ønsker at beskytte dig. Den ønsker ikke at forlade dig. Inviter den til at blive, selvom den irriterer dig nogle gange. Når den er i baggrunden, er den en god allieret i livet.
Det andet trin, efter at du har accepteret din frygt, er at diskutere med den, men altid fra et accepterende synspunkt. Du vil gerne fortolke den som farlig, men du ved, at det er den ikke. Du ved, at hvis det føles farligt, er det kun, fordi du forstiller dig, at den er det, selvom det ikke er sandt.
Stil dig selv disse angstprovokerende spørgsmål: hvordan ved jeg, at dette er et hjerteanfald? Er det ikke mere sandsynligt, at det bare er symptomer på angst? Hvis jeg har oplevet det mange gange før, og jeg aldrig er besvimet, hvorfor skulle jeg så gøre det nu?
Når du har svaret ærligt på alle disse spørgsmål, indser du, at dine fortolkninger er ansvarlige for, at din frygt arbejder i et højere gear end nødvendigt, eller fortsætter selvom du allerede har bevist, at den er uden grund.
