Lykke ifølge Aristoteles: Det ultimative mål

Hvad er lykke ifølge Aristoteles? Dette udtryk bruges om visse øjeblikke eller sindstilstande, men det har en anden betydning i filosofi.

Vi ønsker alle at være lykkelige. Men hvad er lykke egentlig? Aristoteles stillede dette spørgsmål for århundreder siden. I denne artikel vil vi gennemgå nogle af konklusionerne om lykke ifølge Aristoteles.

I sin bog Nikomacheisk etik opbyggede Aristoteles sin teori om lykke og det gode liv. Dette værk hører til etikken, en gren af filosofien, der stiller spørgsmål som f.eks: Hvad er det onde? Hvad er godt? Hvordan kan vi handle korrekt? Hvordan kan vi få et lykkeligt liv på trods af tilværelsens op- og nedture?

I denne artikel vil vi fordybe os i Aristoteles’ tanker, der stadig er gyldige i dag.

Lykke ifølge Aristoteles

Aristoteles mente, at lykke var et centralt begreb. I den førnævnte bog argumenterede filosoffen for, at lykke er det ultimative mål for menneskelivet. Men hvad mente han egentlig?

Alle menneskelige handlinger består af midler og mål. Hvis dit mål f.eks. er at spise (du er sulten), vil midlerne være alle de handlinger, som du udfører for at tilfredsstille dit behov. Det kan være at tænke over, hvad du vil spise, hvilke ingredienser du har brug for, købe og tilberede dem osv.

Ifølge Aristoteles har vi som mennesker et ultimativt mål. Med andre ord sigter den række af midler og mål, som vi har udført gennem hele vores liv, alle mod et bestemt punkt. Hvis man derfor spørger en gammel mand, om han har haft et lykkeligt liv, vil hans svar omfatte alle de handlinger, han har udført i hele sin tilværelse.

Aristoteles mente, at unge mennesker ikke kan stræbe efter lykke på den måde, som han foreslog, da den kun kan opnås gennem øvelse og erfaring. Børn og unge befinder sig imidlertid på et tidligere stadie, hvor læring dominerer. Jo mere erfaring de samler, jo tættere kommer de på at opnå lykke, som Aristoteles opfattede som livets ultimative mål.

Dyd og lykke

For Aristoteles var dyd et andet vigtigt begreb, da vi ved at stræbe efter det kan opnå lykke. Dyd forstås som den optimale eller fremragende udførelse af en funktion eller handling. Disse handlinger er vores karaktervaner, de handlinger, der former os som dydige mennesker. De kan betragtes som enten gode eller dårlige.

Aristoteles mente derfor, at lykke er en tilstand af fuldstændigt velvære, som opnås ved at praktisere dyd. Den er fuldstændig, fordi det er det eneste, der kræves, for at livet har værdi i sig selv.

Aristoteles var af den opfattelse, at dyd opnås gennem adfærd og vaner. I virkeligheden er det en øvelse. Han hævdede, at vi ikke fødes dydige, men at vi bliver det. Følgelig mente han, at lykke ikke opnås ved en tilfældighed, men er resultatet af en konstant og vedvarende indsats.

Etiske dyder og lykke

Aristoteles mente, at etiske dyder, eller karakterens fortræffelighed, befinder sig i et konstant spændingsforhold mellem vilje og fornuft. Vi må ikke glemme, at han mente, at fornuften og tanken differentierer menneskets funktion fra andre arter. Vi ved imidlertid, at vi som mennesker ikke kun er udstyret med intelligens, men at vi også har begær eller lidenskaber.

Derfor er det vigtigt at fremhæve vanens rolle på vejen til etiske dyder og lykke. Vi kan trods alt ikke smede dydige handlinger og karakterer på én gang. Så fornuften må regulere vores begær for at opnå dyd. Hvordan gør vi det? Via et andet af Aristoteles’ begreber: Midtpunktet eller medianen.

Midtpunktet og opnåelse af lykke

Aristoteles hævdede, at dyd er en balance mellem to ekstremer. En fremragende karakter opnås, når man finder den rette harmoni mellem disse ekstremer, hvoraf det ene er overskud og det andet er mangel. F.eks. er moderation midtpunktet eller balancen mellem  overskud, som er løssluppenhed, og mangel, som er afsavn.

Jo mere vi stræber efter at have afbalancerede karakterer, jo mere bevæger vi os mod midten og undgår ekstremer. Kun gennem gennemførelse af handlinger kan vi lære og tilegne os etiske dyder. Hvis vi f.eks. ønsker at være retfærdige, må vi udføre retfærdige handlinger.

Vilje og valg: Vejen til lykke

Aristoteles mente, at de handlinger, der tæller, er dem, som vi udfører i fuld udnyttelse af vores frihed og med fuldt kendskab til omstændighederne. Hvis nogen er tvunget til at gøre noget eller gør det under tvang, er denne handling derfor ikke moralsk relevant.

Ligesom vane er midterpunktet baseret på valg, som er resultatet af overvejelser eller refleksion. Her spiller midler og mål en vigtig rolle. For ethvert givet mål vurderer vi nemlig, hvilke midler der er bedst egnet til at gennemføre det. Tænkning kan således betragtes som en handlingsplan, der i det store og hele fører os på vejen til lykke.

Fællesskab og lykke ifølge Aristoteles

Aristoteles hævdede, at lykke ikke kan opnås isoleret, men er en integrerende del af et godt levet liv i et fællesskab. Faktisk er det hele helhedens lykke, der betyder noget, og ikke kun det isolerede individs lykke. Dyd er afgørende for at leve i harmoni med andre, og lykke opnås, når vi lever i dydige fællesskaber.

I øjeblikket er Aristoteles’ forskning i Nikomacheisk etik blevet genoptaget for at reflektere over, hvordan hans filosofi kan hjælpe os til at tænke, ikke kun om vores fællesskaber, men også om uddannelse. Som nævnt betyder det isolerede individs lykke ikke så meget som fællesskabets lykke.

Derfor gik Aristoteles ind for en opdragelse af dyder, hvor besindighed er den fremherskende dyd.

Lykke ifølge Aristoteles og nutidens opfattelse af lykke

Sammenfattende kan vi sige, at Aristoteles mente, at lykke er det ultimative mål for menneskelivet og opnås gennem udøvelse af dyd. Dyd opnås igen gennem adfærd og vaner. Desuden former rationelle og intelligente valg til udførelse af mål en dydig karakter. På samme måde defineres lykke som en tilstand af balance og middelmådighed. Desuden er det vigtigt at leve i harmoni i et dydigt fællesskab.

Hans forklaring ligger dog langt fra det nuværende, noget utålmodige, begreb om lykke. For nogle indebærer lykke nemlig, at man opnår materielle goder. For andre er det at undgå visse fornemmelser, f.eks. smerte.

Som du kan se, havde Aristoteles sin egen opfattelse af lykke. Selv om det er mange år siden, han formulerede den, er den stadig værd at overveje. Hvorfor ikke tage det, du vil have ud af det, overveje, hvad der gør dig mest lykkelig, og udvikle din egen definition af lykke?