Lande med dødsdom i dag
Dødsdom eller dødsstraf er henrettelse af en kriminel, som er blevet dømt i retten. Det er en straf for de mest seriøse kriminelle handlinger.
Dødsdommen har skabt et antal af interne og eksterne konflikter i landene, der stadig håndhæver dem. Det internationale samfund har faktisk vedtaget nye forbehold, som forbyder denne form for straf.
I denne artikel vil vi snakke om de primære internationale standarder, som regulerer håndhævelsen af dødsdom, samt tilfældene, som det er relevant for i dagens samfund.
Politik relateret til afskaffelse af dødsdom
Gennem historien har dødsdom udviklet sig, både i forhold til udførelsen af den og i tilfældene, det er relevant for. Dødsstraf refererer faktisk til specifikke kriminelle handlinger og det er ofte en løsning på en konflikt mellem personer fra et samfund.
Dødsstraf var aksen, som stammesamfund var baseret på. Det var det middel, man brugte til at genoprette fred takket være dets afskrækkende effekt. Nu til dags har de fleste demokratiske lande dog afskaffet det.
I Danmark blev dødsstraf afskaffet i 1930 med Straffeloven. Den sidste henrettelse i Danmark fandt dog sted i 1892. I den militære straffelovgivning blev dødsstraffen afskaffet i 1978.
Det internationale samfund har derudover vedtaget flere standarder, som forbyder dets anvendelse:
- Den anden valgfri protokol til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, med målet om at afskaffe dødsdommen.
- Protokollen til den amerikanske menneskerettighedskonvention til afskaffelse af dødsstraf.
- Aritkel 6 og 13 i den europæiske menneskerettighedskonvention. Disse artikler handler om afskaffelsen af dødsstraf under alle omstændigheder.
Internationale love erklærer, at dødsdom bør blive begrænset internationalt. Men mange organisationer, såsom Amnesty International, anser, at dødsdommen aldrig bør være en mulighed, da de hævder, at det er et symptom på en voldelig kultur.
Håndhævelse af dødsdom
Nu til dags har mere end 2/3 af verdens lande afskaffet dødsdom. Tendensen til at henrette kriminelle er faldene. I 20 år har mere end 50 lande fjernet det fra deres lovgivning.
Et total på 108 lange har fjernet det, syv har afskaffet det for lovovertrædelser under almindelig lov og 29 holder en udsættelse af henrettelser. Det kan dog stadig håndhæves i 55 lande.
Selvom det er svært at afgøre det totale antal af henrettelser på grund af mangel på officielle data i nogle lande, registrerede Amnesty International 690 henrettelser i 20 lande, hvilket var 31% færre end året før og det laveste tal indtil videre.
Landene med flest henrettelser var Kina, Iran, Saudi Arabien, Vietnam og Irak i den specifikke rækkefølge.
Henrettelse af personer, som var mindreårige på tidspunktet for den kriminelle handling
Nogle lande håndhæver stadig dødsstraffen for personer, som var mindreårige på det tidspunkt, hvor de udførte den kriminelle handling. Dette sker stadig i dag, selvom de internationale love om menneskerettigheder forbyder dødsstraf i disse tilfælde.
Siden 1990 har Amnesty International dokumenteret 145 henrettelser af mindreårige i ti lande: Saudi Arabien, Kina, USA, Iran, Niger, Pakistan, Den Demokratiske Republik Congo, Sudan, Sydsudan og Yemen.
Selvom antallet af børnehenrettelser er blevet mindre til sammenligning med det totale antal, er dens vigtighed større end de data, eftersom denne handling sætter spørgsmålstegn ved bødlers dedikation til at overholde internationale love.
I et hvert tilfælde er dette et meget kontroversielt emne, som har en stor indvirkning på politiske kampagner i udviklede lande, såsom USA. Det er derfor vigtigt at holde debatten i gang.
Alle citerede kilder blev grundigt gennemgået af vores team for at sikre deres kvalitet, pålidelighed, aktualitet og validitet. Bibliografien i denne artikel blev betragtet som pålidelig og af akademisk eller videnskabelig nøjagtighed.
- Badinter, Robert (2008). Contre la peine de mort: Écrits 1970-2006 (en francés). Paris: Le Livre de Poche.
- García, José Juan (2015). «La pena de muerte.». Philosophica: Enciclopedia filosófica on line. doi:10.17421/2035_8326_2015_jjg_1-1. Consultado el 27 de agosto de 2016.
