Konstruktivisme: Hvordan opfatter vi virkeligheden?

Bedømt og godkendt af psykolog Gema Sánchez Cuevas.

Skrevet af Alejandro Sanfeliciano

Sidste ændring: 27 december, 2022

I århundreder har filosoffer og videnskabsmænd spurgt, hvordan vi opfatter virkeligheden, og hvordan vi tilegner os viden. I denne artikel vil vi tale om en af de tankegange, der besvarer dette spørgsmål: Konstruktivisme. Den konstruktivistiske teori giver os en interessant tilgang til psykologistudiet.

Før vi kommer nærmere ind på konstruktivismen, bør vi vide lidt om dens historie og oprindelse. For at gøre det så simpelt som muligt, vil vi prøve at tilgå emnet på følgende to måder: Forgængerne for tilegnelsen af viden og forgængerne for opfattelsen af virkeligheden.

Hvordan tilegner vi os viden?

Hvor kommer vores idéer og mentale forestillinger fra? De klassiske teorier, der behandler dette spørgsmål, er inddelt i to grupper: Empirisme og naturalisme.

Empirisme er en tilgang, der siger, at al vores viden kommer fra erfaringer. Omgivelserne giver os selv de mindste og mest simple idéer, der senere bliver opfanget af vores hjerne og tillært os.

Denne tilgang antager, at viden kommer fra omgivelserne og bliver optaget i sindet. Viden kan komme fra andre personer eller fra virkeligheden selv, som den enkelte person kopierer. Empirisme er en teori, der bygger meget på almindelig fornuft. Det er blandt en forganger for psykologistudiet behaviorisme.

Naturalisme blev skabt, fordi empirisme så ud til at være utilstrækkelig til at give hele forklaringen. Man kunne acceptere, at en stor del af menneskets viden kommer fra eksterne kilder. Denne teori siger dog, at vi er født med visse evner, såsom personlige relationer gennem brug af et sofistikeret sprog.

Derfor hævder naturalismen, at der er viden, som ikke tillæres gennem erfaringer. Denne viden – eller programmering – er nødvendig for at organisere vores erfaringer (eksempelvis kategorier for tid, rum og tal).

Naturalismens udfordring er dog at forklare, hvordan viden opstår. Det forklarer heller ikke, hvorfor noget viden opstår på andre tidspunkter. Sidst, men ikke mindst, forklarer det heller ikke, hvorfor der er forskel på menneskers viden. Konstruktivisme forsøger at løse dette problem, sammen med de problemer, empirismen har.

Konstruktivisme bygger på et princip om, at viden er resultatet af en vedvarende interaktion mellem virkeligheden og mennesket. Mennesker er som intuitive videnskabsmænd. Vi samler data om virkeligheden og skaber fortolkninger om vores omgivelser. Disse fortolkninger hjælper os til at skabe vores egen verden og danner grundlag for fremtidige fortolkninger.

Hvordan opfatter vi virkeligheden?

Dette er også et af de helt store spørgsmål, og der er givet et hav af mulige forklaringer på det. Det mest intuitive svar, og historiens første, er realisme. Ifølge dette perspektiv tror vi, at vi modtager en præcis kopi af virkeligheden. Det, vi ser, hører og rører, er præcist, hvad vi opfatter, og alle mennesker opfatter det på samme måde.

Realismen mødte dog hurtigt udfordringer. Mange filosoffer indså, at sanserne ikke opfatter virkelighed perfekt. Descartes og Hume gik endda så langt som at sige, at der ikke findes en virkelighed bag sanserne. Her er en anden forklaring: Sanserne giver os en upræcis refleksion af virkeligheden. Vi observerer ikke længere virkeligheden direkte; ifølge dette præmis ser vi kun en skygge af virkeligheden.

Vi kan dog få øje på et par uklarheder i denne forklaring. For eksempel, selvom vi alle har de samme sanser, opfatter vi ikke altid situationer på samme måde. D er ser ud til, at virkelighedens skygge ændrer sig udfra hvilken person, der ser på den. Her kommer konstruktivisme ind i billedet. Den fortæller os, at opfattelse ikke kun er en refleksion af virkeligheden, men meget mere komplekst.

Konstruktivismen siger, at sanserne giver os informationer om virkeligheden, men det er for kaotisk for vores hjerne til at håndtere. Derfor er hjernen nødt til at strukturere informationerne for at kunne bearbejde dem. Det sker på den måde, at hjernen kategoriserer den ustrukturerede information i koncepter og fortolkninger. Ifølge denne teori er virkeligheden dermed uopnåelig for os.

Konstruktivisme og socialkonstruktivisme

For at gøre det simpelt, kan konstruktivisme forstås som et erkendelsesteoretisk postulat, hvor vi fungerer som aktive repræsentanter for vores opfattelse og ikke modtager en eksakt kopi af verden.

Det er os selv, der skaber verden, både udenfor og indeni os, gennem vores opfattelse. Hvis vi alle skaber vores egen virkelighed, hvorfor har alle mennesker så et meget ens syn på virkeligheden?

For at svare på dette, kan vi rette blikket mod psykolog Vygotsky og hans socialkonstruktivistiske teori, der er baseret på kultur. S elvom vi alle konstruerer vores egen verden, er vi alle født i et samfund og en kultur, der guider os.

Nå vi bliver født ind i en kultur, leder den ikke kun vores fortolkninger. Men den låner os en masse konstruktioner. Nogle beviser for denne teori er, at vores virkelighedskonstruktioner ligner dem fra andre personer i samme kultur mere end dem fra personer i andre kulturer.

Den endelige konklusion er, at alle idéer, viden og teorier er sociale konstruktioner. Virkeligheden er fremmed for os. Selv fysiske love er del af en social konstruktion og har en fælles, konceptuel struktur. Ifølge denne teori forklarer videnskaben ikke virkeligheden, men hvordan vi alle opfatter virkeligheden.

Disse påstande har, til en vis grad, været revolutionerende i historien for psykologi og andre videnskaber. Takket være socialkonstruktivismen har mange områder indenfor psykologien totalt ændret mønster og udvidet sin horisont. Spørgsmålet er nu: Er konstruktivisme det rigtige svar, eller har vi stadig mere at lære?