Kitty Genovese, pigen der skreg, som ingen hjalp
Artiklerne var næsten som en psykologisk obduktion af et samfund, der lagde sit ansvar fra sig. Et samfund, der beslutter ikke at handle, at se den anden vej og skjule sig. Imens det ignorerer ethvert råb om hjælp.
Kitty Genovese-sagen ændrede mange menneskers ideologi og bidrog til nye teorier indenfor psykologi. Lad os se nærmere på det.
Kitty Genovese og et samfunds refleksion
Winston Moseley var en ingeniør og gift med tre børn. Da han blev arresteret for et røveri, tog det ham ikke længe at tilstå mordet på Kitty Genovese, og to andre unge mennesker.
Psykiaterne ville senere konkludere, at han lad af nekrofili. Sidste år døde han i fængslet som 81-årig, efter flere voldelige udbrud i fængsler og på mentale institutioner.
Kittys gerningsmand tjente sin dom, mens hun forevigt lever videre i vores kollektive ideologi som pigen, ingen hjalp. Som kvinden, der døde foran 38 vidner, hvoraf ingen reagerede.
Der er sådan medierne forklarede det. Og det var også sådan, det blev fortalt i den velkendte bog, ”Thirty-Eight Witnesses: The Kitty Genovese Case,” af A.M. Rosenthal, redaktøren for New York Times fra denne æra.
Vi bør også nævne, at ifølge en undersøgelse udgivet i 2007 i magasinet, American Psychologist, var historien om Kitty Genoveses mord lettere overdrevet i medierne.
Faktisk kan vi i dokumentaren ”The Witness,” fra 2015, se Kittys bror forsøge at finde ud af, hvad der virkelig var sket.
Konklusionen er ligeså simpel, som den er frygtelig. Ingen kunne faktisk se, hvad der skete, og de mennesker, der ringede til politiet, blev ignoreret, fordi ingen af dem kunne forklare, hvad der konkret skete.
Genovese-effekten eller teorien om at fralægge sig ansvar
Uanset hvad, hjalp denne begivenhed psykologer med at formulere den velkendte, ”ansvarsfraskrivelses teori.” For i virkeligheden, hvis vi virkelig tænker over det, er det ligemeget, om folk så eller ikke så Kitty Genovese blive angrebet. Eller om de ringede eller ikke ringede til politiet. Det er også ligegyldigt, om der var 12, 20 eller 38 vidner, som de forklarede i New York Times.
Det primære spørgsmål er, hvorfor ingen var opmærksomme på, at hun skreg. I 30 minutter, og ingen gik hen til det område, hvor en mand gik til angreb på en ung kvinde.
Psykologerne, John Darley og Bibb Latené, forklarede denne opførsel med beskrivelsen ”ansvarsfraskrivelse”. De forklarer os, at jo flere tilskuere der er, desto mindre er sandsynligheden for, at nogen af dem vil hjælpe.
Når nogen har brug for hjælp, antager tilskuere, at en anden vil træde til. En anden vil ”gøre noget”. Men resultatet af denne måde at tænke på er, at i sidste ende vil ingen tilskuere se sig nødsaget til at træde til. Og ansvaret vil ende med at sprede sig tyndt ud i hele gruppen.
Dette betyder, at ingen vil tage ansvar. Dette er også noget, vi kan se med anmodninger. Det er meget lettere at sige, ”Peter, vil du være sød at tænde lyset,” end ”Er der nogen, der gider at tænde lyset?” I første tilfælde, ved at vælge en specifik person, forebygger vi den diffusion af ansvar.
Faktorer i diffusion af ansvar
Endelig vil vi pointere, at i diffusionen af ansvar er der andre vigtige faktorer, der spiller en rolle, når det kommer til at tilbyde hjælp eller assistance:
- Om personen identificerer sig med offeret. En større grad af identifikation skaber mindre diffusion af ansvar.
- Om det at træde til, kan få personlige konsekvenser. I Kittys tilfælde, med frygten for selv at blive angrebet, kan risikoen for diffusion af ansvar stige.
- Om personen tror, de er i en bedre eller værre position til at hjælpe i forhold til resten af gruppen. For eksempel, vil en selvforsvarsekspert føle sig mere forpligtet til at handle i en risikabel situation, end en person, der ikke ved noget om at forsvare sig selv. Folk tættere på vil med større sandsynlighed hjælpe.
- Om personen tror, situationen er alvorlig eller ej. Når vi konfronteres med en situation, vi opfatter som alvorlig, bliver diffusionen af ansvar mindre. Det bliver endnu mindre, når råbet om hjælp varer længe eller bliver mere intenst.
Vigtigheden ved ikke at normalisere vold
Den triste sag med Kitty Genovese har haft en stor indflydelse på vores samfund. Den hjalp for eksempel med at skabe den berømte 911 nødtelefon i USA. Folk dedikerede sange til hende, hun inspirerede film og TV-historier. Hun inspirerede endda tegneserie-karakterer, som i ”Watchmen” af Alan Moore.
Kitty var den stemme, der skreg om morgenen i marts 1964. Et skrig, der gik tabt som et ekko. Det gentager sig selv dag efter dag, i nutidens samfund, i forskellige former. For måske, som mennesker, har vi normaliseret vold. For noget tid siden smed en gruppe fodboldfans en 22-årig ung mand udover banens rækværk.
Efter at være faldet fra 5 meters højde landede manden på en af bænkene. Nogle timer senere døde han af det forfærdelige fald. Men i mellemtiden fortsatte resten af fodboldfansene med at bevæge sig rundt, som om alting var normalt, og intet var sket. Indtil politiet endelig ankom.
Det kan skyldes den fortsatte udsættelse for aggressive handlinger (om end det er i sport, på TV, internettet, osv) som har gjort os mere tolerante. Og mere passive, med mindre reaktion overfor vold. Dette kan tænkes. Men det, der er tydeligt uanset hvad, er, at det ikke er logisk, retfærdiggjort og slet ikke menneskeligt.
Vi bør stoppe med kun at være vidner. Lad os tage initiativ. Lad os handle aktivt for menneskehedens værdier. Af respekt, og fremfor alt, ægte bekymringer for vores medmennesker.
