Kærligheden er så kort, glemslen er så lang...

08 august, 2017

I aften kan jeg skrive de  mest sorgfulde vers. Som eksempel, kan jeg skrive: “Natten er stjernefuld, og de blå stjerner skælver i horisonten.” Nattevinden vender sig i himlen og synger.

I aften kan jeg skrive de mest sorgfulde vers. Jeg elskede hende, og nogle gange elskede hun mig tilbage. På aftener som i aften, holdte jeg hende i mine arme.

Jeg kyssede hende så mange gange under den endeløse himmel. Hun elskede mig, nogle gange elskede jeg hende tilbage. Hvordan kunne jeg ikke have elsket hendes store, rolige øjne.

I aften kan jeg skrive de mest sorgfulde vers. Tænk, at jeg ikke har hende. At føle, at jeg har mistet hende. At høre den endeløse nat endnu mere uden hende. Og verset falder på min sjæl, som dug på græsset.

Det betyder ikke noget, at min kærlighed ikke kunne holde på hende. Natten er fuld af stjerner, og hun er ikke med mig. Min sjæl er ikke tilfreds med at have mistet hende. Som om de kunne nå hende, prøver mine øjne at finde hende.

Mit hjerte leder efter hende, og hun er ikke hos mig. Den samme nat bleger de samme træer. Vi, fra før, er ikke længere de samme. Sandt, jeg elsker hende ikke længere, men hvor elskede jeg hende meget engang.

Min stemme søgte vinden, til at røre hendes øre. En andens. Hun vil være en andens. Som før hun havde mine kys. Hendes stemme, hendes blege krop. Hendes uendelige øjne. Sandt, jeg elsker hende ikke længere, men måske elsker jeg hende.

Kærligheden er så kort og glemslen er så lang. For på aftener som i aften, holdte jeg hende i mine arme. Min sjæl er ikke tilfreds med at have mistet hende. Dette er dog den sidste smerte, hun påfører mig, og disse er de sidste vers jeg skriver til hende.

-Pablo Neruda-

Kærlighed, man skal glemme

Det er ovre, der er ikke mere tilbage. Den slags smerte virker uendelig, og den kan knuse et hjerte. Men det gør den ikke, den er kun kommet for at lære dig noget. Du skal bare bestige endnu et bjerg; en til forhindring, livet har sat foran dig.

Ligegyldighed er så dyb og smertefuld, som en delt fængelscelle med skuffelse. Men vi kan lære mange ting fra de mennesker, som vi skal stoppe med at elske. Hvad vi ønsker og ikke ønsker i vores liv. 

Kærlighed og hjertesorg er netop det, som tillader os at kende os selv bedre. Den, som man ikke lægger mærke til i hverdagen, den, som vi sætter i anden række, fordi den ikke virker så vigtig.

 I starten, når vi stadig ikke tror på, at det sker, tror vi, at alt er en drøm, og at der stadig er en måde at indhente det hele på. I denne fase narrer man sig selv i stedet for at elske sig selv. 

Senere bliver vi måske overvældede af arrighed, vrede og behovet for at finde ansvarlige mennesker til at fortælle os, hvor det gik galt. Så kommer tristheden, smerten og vores behov for at sørge over tabet.

Men accepten af bruddet vil komme, og sammen med den kommer frigørelsen af sjælen. Kærligheden er så kort, og glemslen er så lang. For når man virkelig elsker én og lægger ens hjerte i det, er det normalt at komme ud med ar.