Identitetskrise: Når jeg tvivler på mig selv

Helt siden vi var små, har vi skabt vores identitet lidt efter lidt. Nogle gange er vi ledt af andre menneskers stærke personligheder, indtil vi til sidst danner vores egen identitet. En identitet, der er unik, din egen. Den vil vi fortsætte med at nære med positivitet til vores sidste dage.

Men hvad sker der, når vi ikke er så klare omkring, hvem vi er? Tvivl dukker op. V i føler os usikre. Og vi begynder at føle det som om, vi eksisterer uden at eksistere. En serie af tanker, der leder os til et tomt rum af skræmmende ensomhed.

“Jeg har ledt efter, hvem jeg er, og jeg ved ikke, hvem jeg er.”

-Hanni Ossot-

Nogle af de grænseoverskridende spørgsmål, der kommer, når vi tvivler på vores egen identitet og får os til at føle os tvivlsomme og forvildede er: hvem er jeg? Hvad gør jeg med mit liv? Hvor er jeg på vej hen? osv.

Lider jeg under en identitetskrise?

Gennem vores liv går vi igennem forskellige kriser. Dette betyder dog ikke nødvendigvis, at de er negative. Tværtimod er de præcis det modsatte. Kriser kan hjælpe os med at finde den korrekte vej og styrke vores personlighed.

Der er specifikke aldre hvor det er besværligt at undslippe disse krise tider:

• Ungdom: et kompliceret stadie, hvor alle er ved at blive voksen. På dette stadie fremkommer forskellige identitetskriser, fordi alle leder efter deres sande jeg. At være rebelsk over for alt og alle, have et grimt sprog, gå ud med venner… alt dette har en forklaring: at lede efter hvem, man virkelig er.
• I dine 40´ere: en alder, hvor du allerede har levet gennem mange oplevelser, og nu er du på et vendepunkt. Du bliver ældre, og med et ønske om at få den ungdom, der blev efterladt, falder du ind i en krise, hvori du ofte ikke ved, hvorfor du opfører dig, som du gør.

Dette er nogle af de mest normale kriser. Dette er to kritiske stadier i livet, hvor vi føler os fortabt, tomme, desorienterede og uden forventninger. To stadier, hvor en krise måske er nødvendig for at bekræfte, hvem vi er.

I disse to stadier er der noget, der er normalt i begge: følelsesmæssig ustabilitet.

Når dette sker i ungdommen, er det meget accepteret. Trods alt er vi kun børn på det tidspunkt, så vi opfører os som børn. Men hvad hvis vi opfører os som børn, fortabte og ledende efter at eksperimentere i livet, i vores 40´ere?

Vi burde ikke være bange for disse perioder med krise, selvom vi normalt er det. Nogle gange er de ret nødvendige for at blive ved med at skabe sig selv, vores egen identitet.

De kan være hårde og ustabile tider, og de kan vare i lang tid. Men når de ender, er vi genfødt med en meget stærkere identitet.

Et nødvendigt skridt for skabelsen af jeget

Som vi har sagt, er kriser nødvendige for os for, at vi kan skabe vores egen identitet.

Det er et tidspunkt med forandring, som får os til at være rebelske på forskellige måder, hvis vi ikke er forberedte på at se det i øjnene. Vi lider under humørforandringer og stor følelsesmæssig ustabilitet.

“Der er ingen følelse af at være i live uden en sans af identitet.”

-E.H. Erikson-

Denne passerende periode af ustabilitet og desorientering kan opstå ikke kun i de mest velkendte stadier i livet, men også i mange andre tider. For eksempel efter tabet af en elsket, tabet af et job eller en skilsmisse.

Disse situationer får os til at se indad og finde ud af, hvordan man skal klare dem ordentligt. De er øjeblikke, der ofte overvælder os. Og vi ved ikke, hvordan vi skal reagere på dem.

De er kritiske, men nødvendige. De hjælper os med at skabe en stærkere identitet.