Hvad kan videnskaben sige om ondskab?

Hvad ved vi egentlig om ondskab, og kan videnskab kaste lys over dette evige mysterium?

Forskere har i årtier kigget på ondskab, og har givet os masser af god og vigtig viden. Men vi er ikke kommet tættere på en enkelt faktor, som definerer ondskaben. I stedet bør vi begynde at acceptere, at mennesker som gør onde ting er lige som alle os andre. Ifølge videnskaben om ondskab, er vi mere ens end vi bryder os om at tænke på.

Mange forskere har prøvet at komme tættere på et begreb som ondskabens videnskab, for at finde roden til onde handlinger. Neurologerne har forsket i hjernen på mennesker som gør onde ting. Samtidig har mange socialpsykologer udviklet eksperimenter med det samme formål.

Hvad ved vi om ondskab?

Hvad vi ved med sikkerhed er, at det lader til at mennesker har et reelt behov for at vide, hvad onde mennesker skjuler, og hvor forskellige de er fra os andre. Som art synes vi at være på en utrættelig søgen efter den forskel.

Måske vil vi gerne have disse svar, så vi ved hvad vi skal undgå. Eller så vi kan forsikre os om, at vi er anderledes. Måske findes der en eller anden fysisk faktor der afgør hvem der er god, og hvem der er ond.

Selvom videnskaben har fundet visse træk, og mindre strukturelle forskelle i hjernen, så har vi stadig ikke et klart svar. Det lader altså til, at det ikke er et simpelt spørgsmål om at adskille de gode fra de onde. Disse onde mennesker viser sig at være meget mere ligesom de gode mennesker, end vi bryder os om at tænke på.

I denne artikel vil vi kigge på de mulige faktorer der afgør, hvorvidt en person bliver ond eller vil gøre onde ting. Der findes mere end 40 års forskning angående dette spørgsmål. Forskerne har tilsyneladende været i stand til at isolere visse faktorer, der sender ned i den onde kategori. Lad os dykke ned i det…

Tilknytningens kvalitet

En af de faktorer som tilsyneladende kan forudsige onde handlinger, er den type tilknytning der dannes i barndommen. Forskning i personlighedsforstyrrelser hos voksne, viser ofte en høj grad af misbrug og følelsesmæssig forsømmelse i livets tidlige stadier.

Selvfølgelig er dette alene ikke nok til at gøre nogen til en ond person. Men der noget som går igen i mange af tilfældene. Én ting kan forskningen dog sige os: Følelsesmæssigt misbrug i barndommen bliver en forhindring i dannelsen af evnen til at føle med andre.

Alligevel forklarer denne faktor ikke helt, hvorfor nogle mennesker gør onde ting. Der findes nogle rigtig ondskabsfulde mennesker, som ikke lader til at være blevet misbrugt som barn. Derfor er det for simpelt at tro, at denne faktor er den eneste årsag.

Biologi

Britiske genetikere har opdaget, at tilstedeværelsen af MAOA genet kan forstærke risikoen for at udvikle en adfærdvanskelighed. Ikke nok med det, det kan også hænge sammen med kriminalitet i ungdoms- og voksenlivet.

Denne opdagelse af Avshalom Caspi fandt også et sammenhæng mellem genet og misbrug i barndommen. Vi har med andre ord endnu et eksempel på, at biologien farves af omgivelserne.

En anden biologisk faktor som kan have at gøre med videnskaben om ondskab, er testosteronniveauet. Mængden af testosteron som en baby udsættes for i livmoderen synes at påvirke udviklingen af empati-kredsløbet i menneskets hjerne.

Videnskaben om ondskab: menneskets mørke side

Den dygtige kriminolog Julia Shaw udgav for nylig sin forskning, der beskæftiger sig med hvorfor mennesker er onde, eller gør slemme ting. Shaw gennemgår omhyggeligt neurologiske undersøgelser af den lave præfrontale ventromediale aktivitet i hjernen hos onde mennesker.

Dette synes at være endnu en faktor i forbindelse med det, som Shaw kalder en proces af dehumanisering og selv-retfærdiggørelse af den skade man påfører andre. Denne type anomali, kombineret med en vis grad af paranoia, der næres af en angst og meningsløs kultur, kunne skabe en person som er villig til at gøre onde ting ved andre.

Samtidig analyserer Shaw det, som psykologer kalder “den mørke triade”: psykopati, narcissisme og machiavellisme. Hun tilføjer også en ekstra ting til triaden: sadisme. Faktisk laver forfatteren en formidabel analyse af begge typer narcissisme.

Julia Shaw fastslår, at sårbare narcissister er meget mere farlige end narcissister med storhedsvanvid. De førstnævnte synes at være mere tilbøjelige til fjendtlighed. Under de rette omstændigheder kan sårbare narcissister handle på en dybt ondskabsfuld måde.

Monstre skabes, de fødes ikke

Hvis du gennemgår al litteratur om videnskaben om ondskab, så kan du ikke sige med sikkerhed, at nogle mennesker født onde. Der er ikke en enkelt faktor til stede fra et menneske bliver født, som gør det ondt.

Tværtimod lader det til, at ondskab er noget der udvikles med tiden. De faktorer der afgør hvorvidt et menneske bliver ondt eller ej, ligger tilsyneladende i miljøet.

De glimrende eksperimenter af Philip Zimbardo, Stanley Milgram og andre der har forsket i ondskab viste os, hvor nemt det var for gode mennesker at gøre onde ting. Deres eksperimenter afslørede hvordan de rette omstændigheder kunne påvirke mennesker dybt, og få dem til at opføre sig på overraskende og foruroligende måder.

Sagt på en anden måde, det, der ofte adskiller god opførsel fra dårlig opførsel er ikke personen der gør det, men snarere de omstændigheder de er i. Denne viden tvinger dig til at vise noget medfølelse for de mennesker du dømmer for deres onde handlinger. Men det handler naturligvis ikke om at retfærdiggøre dem.

Men videnskaben om ondskab peger på, at der er mange variabler der påvirker menneskers handlinger. Og de er ikke alle sammen personlige.

Så det tyder ikke på vi er kommet tættere på at finde en “ondskabsfuld personlighedsforstyrrelse.” Derfor bør målet for fagpersonalet i sektoren være at forebygge den form for adfærd. Dette kan måske gøre ved at menneskeliggøre dem, der gør onde ting. Eller måske bare forstå den vigtige rolle omgivelserne spiller i alt dette.