Ved du, hvad afvisende tilknytningsmønstre er?

Tilknytning er et tæt følelsesmæssigt bånd, vi knytter til de mennesker, som tager sig af os og giver os sikkerhed. Dette er selvfølgelig meget intenst i begyndelsen af vores liv. I de første faser afhænger vi totalt af beskyttelse af menneskerne omkring os for at kunne overleve. Men det former også i høj grad karakteren af vores tidligste forhold. Tilknytningsmønstre er et vigtigt koncept, som vi vil udforske i dag. 

Når de voksne, som passer på os, udfører deres rolle godt, så udvikler vi sandsynligvis nogle sikre former for tilknytning. Og de er uafhængige af vores temperament. Vi er afhængige af den anden person, men det giver ikke ophav til ængstelighed eller frustration. Når vi på den anden side bliver forladt eller afvist, så er det sandsynligt, at vi udvikler tilknytninger præget af usikkerhed. Dette er en slags afhængighed, der er ladet med ulykkelighed og ligegyldighed.

Måden, som disse bånd skabes på i vores første leveår, vil have en stor indflydelse på den måde, vi skaber affektive forhold til andre på. Med mindre vi laver en bevidst ændring på dette område. Vi kan sige, at disse bånd efterlader dybe, næsten permanente mærker. Derfor vil vi i vores voksne liv have en tendens til at gentage den type tilknytning, som vi oplevede som spæd. På en måde har de tidlige tilknytningsforhold allerede vist os, hvad vi kan eller ikke kan forvente fra andre mennesker. Om det så passer eller ej.

Tilknytningsteorien

John Bowlby, en britisk psykoanalytiker, blev interesseret i konceptet om tilknytning og udviklede en teori om det. Baseret på hans observationer kom han med en teori om, at vi har en fylogenetisk prædisponering for at udvikle bånd. Disse bånd er især rettet mod de mennesker, som giver os beskyttelse og sikkerhed. Eller mod dem, som burde give os dette, om de så gør det eller ej.

Senere identificerede psykologen, Mary Dinsmore Ainsworth, tre former for tilknytning. Disse er: den sikre tilknytning, ambivalent tilknytning og afvisende tilknytning. Ifølge hendes forskning udvikler hovedparten af mennesker den første type. Men der er også en masse mennesker, som falder ind under de to andre kategorier.

Den sikre tilknytning hjælper os med at skabe tætte og spontant affektive bånd. Ambivalent tilknytning giver grundlag til tilbagetrækning og besvær med at skabe intime bånd til andre  mennesker.

Hvor de forskellige typer tilknytning kommer fra

Når forældre har en god attitude og er der for deres børn, så danner de tætte bånd skabt af sikkerhed. I dette scenarie opfører børnene sig på en forudsigelig måde. Hvis moderen forsvinder kort, så græder de og føler ubehag i et par sekunder, indtil de finder deres fatning igen. Når hun kommer tilbage, udviser de glæde og udtrykker kærlighed og glæde.

Hvis forældrene er distancerende eller bare udviser tegn på afvisning mod barnet, eller på den anden side er for overbærende, så vil barnet sandsynligvis udvikle et ambivalent tilknytningsmønster. Når dette sker, så oplever barnet, at deres behov ikke bliver opfyldt eller frygter, at det ikke bliver opfyldt. Så deres angst eller undgåelsesadfærd bliver en måde at beskytte sig selv på mod forventningen om at blive efterladt eller ignoreret.

De lærer måske endda, at udtrykkelse af kærlighed irriterer de mennesker, som elsker dem mest: deres forældre. Så børnene begynder at spare dem for deres følelser. I disse scenarier, hvor moderen går, så reagerer barnet knapt. Og når hun kommer tilbage, forbliver barnet distanceret og selvopslugt. På den måde udvikler de en falsk selvstændighed. 

Effekterne af afvisende tilknytningmønstre, og hvordan man kan komme sig over dem

Effekterne af afvisende tilknytningsmønstre følger med helt ind i voksenlivet. Børn, som er vokset op under disse omstændigheder, bliver til voksne, som næsten er ude af stand til at udtrykke deres følelser. Og ikke blot udtrykke dem, men også opleve dem og identificere dem. De vil forsøge at distancere sig selv følelsesmæssigt fra alt og alle. Måske virker de ligeglade omkring andre og er ambivalente omkring deres egne følelser.

Situationen reflekteres især i parforholdet. De bliver ængstelige over at miste deres elskede. De tror, at ved ikke at vise eller at minimere deres følelser, så beskytter de sig selv mod fremtidig lidelse. De løber væk fra dybfølte samtaler og bliver bange, før det overhovedet sker. I stedet for at udtrykke deres irritation med ord, gør de det med vredesudbrud og falske konflikter. De lider meget, fordi de ikke kan elske “roligt.” I stedet elsker de, som om de havde en alvorlig trussel hængende over hovedet. En trussel, de for det meste af tiden ikke kan identificere.

Tilknytningsmønstre kan afhjælpes

Selvom tilknytningsmønstre er vedvarende, så er det altid muligt at ændre og forme på dem. Nogle gange kan oplevelsen af at miste en af sine kære bringe reflektering med sig og dermed ændring af mønstre. Nogle gange opnår mennesker det ved at opsøge psykoterapi. Det er også muligt at blive bevidst om det ved at arbejde på det for at lære, hvordan man kan skabe tilknytninger på en mere konstruktiv måde.

At kommer sig over afvisende tilknytningsmønstre skal gøres ved at reparere forholdet mellem personen og hans/hendes indre verden. I mange tilfælde virker det ved at reparere et skadet, uidentificerbart og lille selvværd. Kun når dette forhold er sundt, er det muligt for personen at tænke på den indre verden hos menneskerne omkring dem. Muligheden for empatisk tænkning om andres følelser kan kun skabes, når de begynder at tænke over deres egen.

Derfor er det meget vigtigt at ændre vores kommunikationsmønstre. At åbne op for dem, for det negative og det positive. På den måde får vi evnen til at udtrykke vores følelser på en kontrolleret måde, der vil give andre en chance for at acceptere dem eller validere dem.

Det lyder nemt, når vi siger det på den måde. Men det er svært at lære og endnu sværere at glemme. Det siges, at det, vi lærer som spæd, skaber det grundlag, hvorpå vi bygger resten af den læring og de vaner, der kendetegner os nu. Og nogle gange er det tilrådeligt at opsøge professionel hjælp.