Hikikomori: De usynlige mennesker

Saito er en 20-årig fyr fra middelklassen, som har brugt årevis låst inde på sit værelse af eget valg. Han bruger det meste af sin dag på at sove. Nætterne bruges på at se fjernsyn eller på at spille videospil. Hans eneste venner er virtuelle… De kommer aldrig udover computerskærmen.

Saito tillader ikke nogen at komme ind på hans værelse. Hans mor efterlader mad foran hans dør hver dag. Hun leverer den med en underdanighed, som får hende til at føle sig dybt ulykkelig. Hans forældre lever med skammen og en stor skyldfølelse. De føler, at de har fejlet i opdragelsen af deres barn, så de prøver at gemme sig i fællesskabet af naboer.

Hans værelse er hans verden, hvor han sover, spiser, urinerer og har afføring.  Saito er begyndt at samle på skrald og misligeholde hans udseende… men ingen hverken kan eller vil gøre noget ved det. Hans forældre ved ikke engang, hvordan de skal gribe det an.

Hikikomori

Saitos historie er fiktion, men den er baseret på mange virkelige tilfælde af Hikikomori. Det er et begreb fra 1986, som betyder “isoleret fra samfundet.” De fleste Hikikomori er japanske teenagere og unge voksne, og oftest drenge og førstfødte. Det er fordi, der i Japan er mere pres på mænd end på kvinder.

Det er et socialt fænomen, som lader til at være en reaktion på den overvældende strenghed og presset ved at være ung i det japanske samfund.

Desværre spreder fænomenet sig, og i Spanien er der omkring 165 tilfælde ifølge det første europæiske studie. Det er udført af Institute of Neuropsychiatry and Addictions fra Hospital del Mar i Barcelona.

Japan har et af de bedste uddannelsessystemer i verden, de bedste firmaer og en fremragende økonomi. Problemet er, at så snart et japansk barn kommer i børnehave, begynder konkurrencen. De skal endda bestå en prøve for at komme ind, fordi skolesystemet og jobudsigterne er så ekstremt krævende. 

Mange unge bliver lammede af presset. Så bange for at fejle, at den eneste vej ud er ved at søge et frirum på deres værelse. Der kan intet og ingen såre dem eller kræve noget af dem. Desværre ender en stor procentdel af tilfældene med selvmord. Dog er der nogle, som kommer sig og bliver en del af samfundet igen.

En ny begyndelse

I Japan fortsætter dette med at være et følsomt problem, der er skjult fra det offentlige blik. Så for over et årti siden, bestemte en pensioneret lærer, Futagami Noki, som havde haft elever med dette problem i 90’erne, sig for at hjælpe. Han skabte en ikke-statslig organisation ved navn “En ny begyndelse” for at hjælpe sådanne børn. 

En ny begyndelse indhuser unge i delte lejligheder, og i løbet af ugen deltager de i aktiviteter tilbudt af centeret. De har en café, bageri, gård, dagcenter for ældre, sygeplejeskole og endda en redaktion til udgivning af et lokalt tidsskrift. Når de unge kommer sig, kommer de ind i et professionelt genindsætningsprogram. En ny begyndelse har aftaler med forskellige firmaer, som sørger for arbejdsmuligheder for disse unge mennesker.

Nogle gange kommer de unge Hikikomori selv til en ny begyndelse, men tit er det forældrene, som søger hjælp til deres børn. Det hårde arbejde begynder når børnene modtager breve, som beder dem om at forlade deres værelse. De bliver bedt om at komme til en ny begyndelse, men mange besvarer aldrig brevet. Som en sidste udvej, prøver “brødre og søstre” at tage til deres hjem og overbevise dem. 

Det er virkeligt et svært problem, som en af de ansatte i organisationen, Ayako Ogury siger. “Nogle gange besøger vi dem løbende over et år, før de forlader deres værelse.. hvis de forlader det.”

“Hikikomori er en kraftfuld besked til det japanske samfund,” sagde Dr. Hisako Waranabe. “Deres blotte eksistens bliver nødt til at fremtvinge forandringen.”